Al begyndelse er svær

 

Rose lå fladt ned på den stenede jord og anstrengte sig for at se hvad der foregik på den anden side af den tætte hæk. I mørket var det svært at skelne mellem de sortklædte skikkelser der uden at veksle så meget som et ord var i færd med at tømme den hvide varevogn. Hun kunne høre gruset kvase under mændenes støvler. Endnu var det ikke lykkedes for hende at finde ud af hvor mange de var, på den anden side af den tætte hæk.

Kulden var blevet en del af hendes krop. Stivheden gjorde næsten ondt, men hun vovede ikke at bevæge sig. Mørket var skræmmende, men samtidigt var det hendes bedste og eneste ven. Hun var skjult og så længe de ikke vidste at hun befandt sig på afsatsen over indkørslen til den gamle lade var hun i sikkerhed.

Reklamer

Al begyndelse er svær

Rose lå fladt ned på den stenede jord og anstrengte sig for at se hvad der foregik på den anden side af den tætte hæk. I mørket var det svært at skelne mellem de sortklædte skikkelser der uden at veksle så meget som et ord var i færd med at tømme den hvide varevogn. Hun kunne høre gruset kvase under mændenes støvler. Endnu var det ikke lykkedes for hende at finde ud af hvor mange de var, på den anden side af de tornede buske. Kulden var blevet en del af hendes krop. Stivheden gjorde næsten ondt, men hun vovede ikke at bevæge sig. Mørket var skræmmende, men samtidigt var det hendes bedste og eneste ven. Hun var skjult og så længe de ikke vidste at hun befandt sig på afsatsen over indkørslen til den gamle lade var hun i sikkerhed.

Genbrug

Kulden og blæsten bider.
Mine kinder smerter og brænder. Der er is i mine skægstubbe.
Denne kirkegård ligger da også usædvanligt udsat for vestenvinden. Udsigten er flot, bevares. Arresø med det smaragdgrønne vandspejl. Bølget som hamret sølv. Den blå himmel er kold. Vinden udtværer flyenes kondensstriber.
Jeg fryser og tager hænderne op af lommen for at varme mine kinder.

Satans. Det kommer bag på mig igen. Mine hænder får ikke fat i noget.
Hænderne farer lukt gennem der, hvor mit ansigt burde være.
Jeg vænner mig aldrig til det.
Jeg kan føle det hele, men der er ikke noget.

I morges fandt jeg endelig et spejl over en håndvask i det kapel, hvor jeg var, men der var ikke noget at se, selv om jeg prøvede på alle mulige måder. Jeg skar ansigter, etablerede fotogene smil, men kunne lige så godt have sparet mig.
Spejlet forblev tomt.
Jeg opgav mine anstrengelser og blev også afbrudt, da kisten, der stod der, blev kørt over i kirken.
Jeg var nødt til at følge med.
Min tilstedeværelse var åbenbart bundet til den kiste.

Jeg satte mig bagerst i det hvide kirkerum. Der sad jeg og så på, hvordan kirketjeneren satte lys i stagerne og lagde fortrykte sange på de grøntmalede bænke.
Så kom blomsterhandleren. De to spøgte med hinanden. Åbenbart spillede de fodbold i rivaliserende klubber og skulle mødes på søndag.
Mig ignorerede de.
Efter nogen tid gik det op for mig, at jeg ikke var der.
Det var sgu nok mig der oppe i kisten.

Blomstermanden lagde de sidste efterårsfarvede buketter og rettede sig op for at beundre sit værk.
”Der ligger han så, idioten, eller det, der er tilbage af ham!”
”Hva mener du?” svarede kirketjeneren.
”Ja, hva fanden mener du?”
jeg råbte så højt jeg kunne, men selvfølgelig kom der ikke en lyd ud af min mund.
”Han var en tur rundt om rigshospitalet lige efter han kørte galt. De har sku nok genbrugt det meste.”
”Nå det”, kirketjeneren lavede en pegende bevægelse op mod den blomstersmykkede kiste. ”Mon ikke han er ligeglad med det nu!”
Jeg holdt min kæft denne gang. De kunne jo alligevel ikke høre mig.
Han havde ret. Det kunne være lige meget, lige som så meget andet kunne det være hamrende ligegyldigt, nu.

Jeg gider ikke fortælle om selve forestillingen inde i kirken.
Det var bare pinligt.

Nu står vi her og får frost i nosserne.
Det vil sige, jeg synes, jeg får kolde kugler. De andre får det rent faktisk.

Seks af gutterne fra klubben har båret kisten ud. De er iført veste, så man kan se de stramme overarme med de mange tatoveringer.
Gregers støtter Amalie, som tripper af sted lige efter kisten. Hendes høje hæle skrider i gruset. Hun græder som pisket, den mær.
Det var hende, der lokkede mig til at deltage i den vanvittige nattekørsel. Løb uden lys.
Det passer hende fint at være centrum.

Alle fryser og skutter sig.
Tårerne laver striber i Amalies sminke. Gregers har bestemt ikke noget mod at trøste hende. Han lægger armen om hende.
Nu samles de alle rundt om den nygravede åbning. De seks gutter går langsomt op til hullet og sænker omhyggeligt kisten ned. Musklerne spiller.

Der har åbenbart samlet sig en del vand i udgravningen siden i går. Nattefrosten har lagt et tykt lag is over graven. Kisten kan ikke komme ordentligt ned, men bliver hængende med låget over jorden. De seks læderklædte kistebærere løfter kisten op igen og lader den falde tungt et par gange mod islaget. Endeligt smadrer isflagen med en knasende lyd og kisten glider boblende ned i det isnende vand.

Tavse vender de sig og går ned mod parkeringspladsen. Jeg kan se de nypudsede maskiner. Jeg ved ikke rigtig. Skal jeg gå med? Kan jeg?

Jeg ser Amalie sætte sig bag Gregers på hans kværn. Hun kliner sig op ad hans ryg. Det gik hurtigt. Måske var der alligevel noget suspekt med den bremse.
Men det er ligegyldigt nu. Kun kulden er tilbage, som jeg egentlig ikke skulle kunne mærke, men det kan jeg. Drønet fra bikerne forsvinder bag bakken.
Så fortaber jeg mig igen i udsigten over Arresø.