Rose lå fladt ned på den stenede jord og anstrengte sig for at se hvad der foregik på den anden side af den tætte hæk. I mørket var det svært at skelne mellem de sortklædte skikkelser der uden at veksle så meget som et ord var i færd med at tømme den hvide varevogn. Hun kunne høre gruset kvase under mændenes støvler. Endnu var det ikke lykkedes for hende at finde ud af hvor mange de var, på den anden side af den tætte hæk.
Kulden var blevet en del af hendes krop. Stivheden gjorde næsten ondt, men hun vovede ikke at bevæge sig. Mørket var skræmmende, men samtidigt var det hendes bedste og eneste ven. Hun var skjult og så længe de ikke vidste at hun befandt sig på afsatsen over indkørslen til den gamle lade var hun i sikkerhed.
Nina Sander 
Desværre kom jeg til at slette alle kommentarer.
LikeLike
I er så dygtige alle sammen – med flotte sider.
Glæder mig til at læse Nina 🙂
LikeLike
Hej Nina.
Ja, men du har jo ikke fortalt mig noget!”
” Det gør jeg jo nu, og det er så svært at bære, hvis andre også ved det og jeg måske skal forklare og trøste dem. ”
Disse sætninger fanger mig. Det at skulle fortælle noget som bare er så svært at få frem………..Rigtig fin fortælling, hvor jeg klart fornemmer den smerte forældrene gennemlever.
🙂 Lisbeth
LikeLike
Hej Lisbeth
Tak for dine meget pæne ord. Det gjorde mig glad.
Mvh nina(san)
LikeLiked by 1 person
Kære Nina!
Meget, meget fint fortalt historie, hvor jeg næsten glemmer at trække vejret, mens jeg håber på, at HP ikke træder ud på andemaden. Lækkert suspense og dejligt sprog. Ikke en finger at sætte på noget herfra 🙂
Mange tak for den!
KH
MOH
LikeLiked by 1 person
Write more, thats all I have to say. Literally, it
seems as though you relied on the video to make your point.
You clearly know what youre talking about, why waste your intelligence on just posting videos to your site when you could be giving
us something enlightening to read?
LikeLike