Opgave 0 Farlige steder

Farlige steder

Det, der kom bag på mig var, at hun græd. Hun hulkede ikke, stod bare der medens tårerne trillede ned ad hendes kinder. Alt ved hende var så velkendt. De lyse striber i det brune hår. Den lille fregne skråt på spidsen af næsetippen, som tilføjede et gavtyveagtigt udtryk til det smil, der sjældent forlod de lyse øjne.
Men det at hun græd. Det havde jeg aldrig set før.
Hun holdt brevet tæt foran sit ansigt. Hun burde nok have taget læsebrillerne på, men jeg kendte hende godt nok til at vide, at det var umuligt for hende. Det var en uoverstigelig forhindring, at vi befandt os på en café.
”Man ved aldrig, hvem der ser med” ville hun nok sige.
Dvs. Det ville hun ikke, for hele hendes koncentration var rettet mod det brev, hun lige havde taget frem af tasken og sløset sprættet med en kniv fra opdækningen på cafebordet.
”Ska´ lige se, hvad det her er, Julie. Du bestiller. Bare ikke muslinger. De var ikke for gode sidst.”
Hun blev stående, mens hun læste.
”Det er min datter” sagde hun så.
Hendes stemme lød mærkeligt anderledes. Som om al luft havde forladt hende, før hun med besvær fik presset ordene over stemmelæberne.
Jeg så op.
”Hvor er hun nu?”
”Hun er i ..” Laura gik i stå, så fortsatte hun med en hvisken.
Byens navn var velkendt. Det var en af disse pop-op steder rundt om i verden, hvor en ny mærkelig sekt havde taget magten. En sekt, der totalt vendte ryggen til den moderne verden og hyldede en tro og nogle principper, man skulle tro var forsvundet sammen med den mørke middelalder.
En tjener i baggrunden tabte i det samme en bakke med nogle tallerkner og glas. Larmen og opstandelsen gav mig et øjebliks pause til at komme mig over overraskelsen.
”Har hun konverteret?” Jeg formåede ikke at skjule forfærdelsen i min stemme. Hvordan  kunne hun gøre det, Lauras dejlige lille pige. Jeg altid havde ment, at hun udstrålede al den ro og balance, man kunne drømme om for en pige, der voksede op i trygge vilkår med en dejlig mor og en kærlig far.
Laura rystede på hovedet.
”Nej, hun er ikke konvertit. Hun er der under jorden for at dokumentere, hvad der foregår.”

Kulden som var boblet frem, da Laura sagde byens navn, bredte sig som et sus gennem hele min krop.
Min lille guddatter. Hvad skulle hun dog det for.
”Jeg har ingen kontakt med hende. Kun en gang imellem lykkes det hende at få et brev med en modstandskriger ud fra byen. Det er så forfærdelig, at det ikke er til at beskrive.
Laura satte sig tungt ned. Tjeneren kom hen til bordet.
” To latte” sagde jeg. Mad var på en eller anden måde ikke længere aktuelt.
”Ja, men du har jo ikke fortalt mig noget!”
” Det gør jeg jo nu, og det er så svært at bære, hvis andre også ved det og jeg måske skal forklare og trøste dem. ”
Laura så op på mig. Hendes blik var fyldt med smerte.
Vi sad tavse ved bordet, da tjeneren kom tilbage med de to kopper. Udenfor i højde med kældercaféens vinduer kørte bilerne hvislende forbi i regnen. Jeg havde en masse spørgsmål til Laura, men det måtte vente.
Jeg kunne ikke spørge nu, hvor hun græd.

Reklamer

00 Farlige steder

Farlige steder

Det, der kom bag på mig var, at hun græd. Hun hulkede ikke, stod bare der medens tårerne trillede ned ad hendes kinder. Alt ved hende var så velkendt. De lyse striber i det honninggyldne hår. Den lille fregne skråt på spidsen af næsetippen som tilføjede et gavtyveagtigt udtryk til det smil, der sjældent forlod de ravfarvede øjne.

Men det at hun græd. Det havde jeg aldrig set før.

Hun holdt brevet tæt foran sit ansigt. Hun burde nok have taget læsebrillerne på, men jeg kendte hende godt nok til at vide, at det var umuligt for hende. Det var en uoverstigelig forhindring, at vi befandt os på en café.

”Man ved aldrig, hvem der ser med” ville hun nok sige.

Dvs. Det ville hun ikke, for hele hendes koncentration var rettet mod det brev, hun lige havde taget frem af tasken og sløset sprættet med en kniv fra opdækningen på cafebordet.

”Ska´ lige se, hvad det her er, Julie. Du bestiller. Bare ikke muslinger. De var ikke for gode sidst.”

Hun blev stående, mens hun læste. Hun læste længe, længe.

”Det er min datter” sagde hun så.

Hendes stemme lød mærkeligt anderledes. Som om al luft havde forladt hende, før hun med besvær fik presset ordene over stemmelæberne.

Jeg så op.

”Hvor er hun nu?”

”Hun er i ..” Laura gik i stå, så fortsatte hun hæst, sagde byens navn…..

Farlige steder ver.2

Farlige steder

Det, der kom bag på mig var, at hun græd. Hun hulkede ikke, stod bare der medens tårerne trillede ned ad hendes kinder. Alt ved hende var så velkendt. De lyse striber i det honninggyldne hår. Den lille fregne skråt på spidsen af næsetippen som tilføjede et gavtyveagtigt udtryk til det smil, der sjældent forlod de ravfarvede øjne.

Men det at hun græd. Det havde jeg aldrig set før.

Hun holdt brevet tæt foran sit ansigt. Hun burde nok have taget læsebrillerne på, men jeg kendte hende godt nok til at vide, at det var umuligt for hende. Det var en uoverstigelig forhindring, at vi befandt os på en café.

”Man ved aldrig, hvem der ser med” ville hun nok sige.

Dvs. Det ville hun ikke, for hele hendes koncentration var rettet mod det brev, hun lige havde taget frem af tasken og sløset sprættet med en kniv fra opdækningen på cafebordet.

”Ska´ lige se, hvad det her er, Julie. Du bestiller. Bare ikke muslinger. De var ikke for gode sidst.”

Hun blev stående, mens hun læste. Hun læste længe, længe.

”Det er min datter” sagde hun så.

Hendes stemme lød mærkeligt anderledes. Som om al luft havde forladt hende, før hun med besvær fik presset ordene over stemmelæberne.

Jeg så op.

”Hvor er hun nu?”

”Hun er i ..” Laura gik i stå, så fortsatte hun hæst…