Opgave 5 Sin fars søn

Det var blevet sent. Der var ikke meget lys i luften, og jeg havde en fornemmelse af, at nogen havde sat en forkert pære i dagslyset. Alt gik langsommere og alt tabte energi. Det var november.
Vi havde da også været meget længere om oprydningen efter Tante end beregnet. Til frokost kunne vi være færdige, havde jeg troet, men på det tidspunkt stod vi vi stadig og pakkede, svøbte i avispapir og lagde forsigtigt i kasser.

Andy var effektiv. Det var faktisk første gang jeg mødte ham, men Jeg havde hørt rigtig meget om ham, for han havde været min tantes favorit. Hun havde ikke selv haft børn, men hun havde taget enkelte af mine utallige fætre og kusiner til sit hjerte, og Andy havde fyldt ret meget i hendes tankeverden. Når jeg kom på besøg, var det et fast punkt på samtalen, at Tante snakkede om, hvordan det gik med Andys omtumlede liv.

Han havde i tidens løb skiftet uddannelse et par gange, uden at blive rigtig færdig med noget af det, han var i gang med. Det bekymrede min tante. Til at begynde med  havde han været soldat. Det var vist gået ret skævt. Så havde han påbegyndt en uddannelse som pædagog, men det var heller ikke det rigtige.
”Han egner sig ikke til det arbejde. Der er for meget uro og larm. Han burde lave noget med bøger,” var tantes konklusion. Måske derfor startede han på en uddannelse som bibliotekar. Hans karriere havde været præget af besynderlige spring uden nogen rød tråd eller noget fast pejlemærke. Det var som han ikke vidste, hvem han var.

”Hvis han bare var lykkelig” havde tante sagt, så han havde nok ikke været lykkelig.

Nu stod vi her begge  midt i livet og var i gang med at tømme vores afdøde lille tantes lejlighed.
” Vidste du, at tante var så velhavende” spurgte jeg Andy.

Han havde været i færd med at lægge sidste hånd på en kasse med krystalglas. Havde svøbt dem i servietter og forsigtigt lagt dem, så hvert glas passede omvendt mellem to andre glas . Der var en blid omhu i den måde han arbejdede, som stod i kontrast til hans store, maskuline skikkelse.
”Jeg bliver ikke forbavset over noget længere,” kom svaret så endelig efter en lang overvejelse.
Jeg vidste at hans egen mor var død nogle år tidligere.
”Er det slemt for dig, at tømme Tantes lejlighed?” Han rystede på hovedet, mens han genoptog pakningen.
“Nej, men jeg er glad, når det er overstået. Jeg vil gerne hjem til min lille datter igen.”
Andy havde først giftet sig sent, og hans lille datter var kun 2 år gammel. Klart han savnede sin unge kone og deres lille barn.

Siden sad vi og spiste den frokost, jeg havde forberedt dagen før. Nu var det blevet aftensmad.
Vi var talte om Tante igen, ikke så mærkeligt. Det var Tantes dag.
Andy tog en stak breve og nogle billeder frem, som han havde stukket til sig henne hos Tante.
”Se her, hvor mange billeder hun havde af mig”

Han spredte den lille stak sort-hvide fotografier ud på bordet, som var det en hånd spillekort. Jeg lagde kniv og gaffel og studerede de mange billeder.
”De lå sammen med de her breve. Det er alle de breve jeg nogensinde har sendt til Tante.”
Jeg bemærkede nu, at skriften på de ældste kuverter var barnlig og kantet.
Så kikkede jeg op, og blev forbavse over at se, at der trillede tårer ned over den store mands kinder.
”Hun holdt virkelig af mig.”

Han trak et par billeder frem fra bunken og rakte dem over bordet mod mig.
”Det her er det sted, hvor jeg voksede op. Min mor og hendes anden søster, som jeg kaldte Mary.
Og det her er min onkel.”

En stor, tung, mørk mand var centrum på det lille fotografi. Han var flankeret af to små lyse kvinder. De to kvinder var meget ens, havde begge grå kjoler og halvlang blondt hår. Den ene  havde taget fat i hånden på en lille dreng med et alvorligt ansigt. Han var iklædt korte bukser og noget, der nok var en engelsk skoleuniform. Han var 8 eller 9 år.
Ved den anden kvindes side stod to småpiger, lyse og blonde som moren, der holdt armene om dem.
Alle personerne på det lille fotografi var sært højtidelige. Måske så man sådan ud den gang i halvtredserne.

De stod foran en efeubegroet rødstensmur. Man kunne skimte noget af en villa i baggrunden.
”Boede i alle i det samme hus?”
Andy skar en grimasse .
”Der var en gang, jeg var så rørt over min onkels godhed. Han lod os bo hos dem. Min mor arbejdede som sygeplejerske på et hospital i nærheden, og Mary gik hjemme og passede os tre unger. Jeg var jo født udenfor ægteskab.
Onkel var næsten altid ude at rejse. Han var sælger. Når han var hjemme, var det som om hele huset blev begravet i hans dårlige humør og hans træthed. Vi unger måtte ikke ses og ikke høres. Jeg både frygtede det og hadede det.”

Med et så Andy op på mig
”Vidste du at han var min far?”
Jeg rystede målløs på hovedet, nej det anede jeg ikke.
”Jeg tror Tante vidste det”
Andy strøg med fingerspidserne hen over det gamle fotografi.

”Da min mor døde, var det kun mig, der sad ved hende. Jeg var heldig. Mary ringede til det universitet, hvor jeg læste den gang. Jeg sad hos hende et par dage. Vi talte ikke sammen, for hun kunne ikke sige noget efter den blodprop.”

Andy antog åbenbart, at jeg vidste hvad hans mor var død af. Det gjorde jeg ikke, for det havde ikke optaget Tante. Kun at ”den stakkels dreng nu var helt alene”. Hvilket altid havde undret mig.

”Har han ikke en onkel og en moster i nærheden?” havde jeg spurgt Tante.
”Jo, men de er vist glade for at slippe for at se ham.”
Det var mærkeligt, men vi havde ikke talt mere om det, Tante og jeg.

”Først sad jeg bare der og holdt hende hånd, der langsomt blev kold.
Hun havde et lille værelse i sin søsters hus, hvor vi altid havde boet.
Efter nogen tid kunne jeg ikke holde stilheden ud. Jeg begyndte at undersøge hendes ting.”
Andy tav, som om han overvejede, om han skulle fortælle videre.
”Jeg fandt en mappe med alle hendes papirer. Der var også min fødselsattest. Min far, som jeg ikke vidste hvem var, var min onkel. Det var så mærkelig. Som at blive svimmel. Mine kusiner var mine søstre. Jeg fattede det ikke. Næste morgen, da Mary kom ind til os, for at se hvordan det gik, var det som at se på en fremmed. Hun måtte have vidst det hele tiden.”
Andy fortabte sig i fortællingen og holdt igen en lang pause
”På det tidspunkt var min onkel død, og han havde efterladt et meget omhyggeligt testamente.Jeg havde intet fået. Ikke at jeg er grådig og havde forventet det, men det var svært for min mor og mig. Vi havde virkelig kæmpet for, at jeg kunne læse videre, og til sidst måtte jeg da også stoppe med det studium, jeg var i gang med, da han døde.”

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til Andy. Han fortsatte:
”Jeg rejste så snart jeg kunne lige efter min mors begravelse. Det hele var på en måde for sent. Han var jo død, og min mor var død. I mange år hadede jeg ham. Men nu har jeg tilgivet.- dem alle tre. Han kunne nok ikke gøre det bedre. Han var ikke i stand til ømhed. Jeg fatter ikke, hvad de to søstre har set i ham. Måske var det sådan den gang. Man skulle have en mand. Hun var næsten 40 da hun fik mig. Hvad har de mon tænkt på.?”

Vi sad begge tavse og drak teen efter maden færdig
Andy og jeg aftalte at holde kontakten, da vi sagde farvel, men jeg hørte aldrig fra ham siden.

Reklamer

Opgave 4 Over grænsen

Jeg pressede øret mod det fugtige metal. Det var muligt, når jeg drejede overkroppen og næsten kun hvilede på det en knæ . Metallet føltes koldt og unødigt hårdt mod mit øre. Stemmerne måtte stamme fra mindst fire forskellige mænd. Jeg forstod ikke det sprog, de talte, kunne bare høre på rytmen og den hakkende sprogtone, at det måtte være et østeuropæisk sprog. Serbokroatisk måske. Det var tydeligt, at de skændtes og én bestemt stemme blev ved med at gentage den samme lirum larum, som om noget blev mere sandt af at blive råbt med stadig højere lydstyrke.

Kroppen ved min side var ligesom jeg i færd med at komme til live. Jeg kunne mærke på de små bevægelser, at min medpassagers bevidsthed havde lige så vanskeligt ved at placere sig selv i tid og rum, som jeg selv havde. Bilen var stoppet. Der havde været en tryg, næsten fortrolig sikkerhed i den uendelige rumlen og bumpen over ujævne, slingrende veje. Og der var noget lige så frygtindgydende over den pludselige stilstand. Jeg kunne ikke regne ud, om det var nat eller dag. Jeg var holdt op med at tælle.

Jeg lyttede til den uforståelige samtale. Et strejf af noget blødt på min overarm røbede at sidemanden eller kvinde nu var helt vågen. Jeg havde skimtet det lange hår, da vi blev stuvet ind bagerst i varevognen. I mørket havde jeg gættet på, at det var en kvinde. ”Hvad sker der” ”Jeg ved det ikke” mit svar var lige så tyst hviskende, som spørgsmålet havde været. ”Vi er stoppet op og de skændes om et eller andet” Mit svar fik skikkelsen til at krybe tæt ind til mig. “Er din kone med?” hviskede stemmen helt uden  lyd. Den stammede fra  en lille blød krop. Ikke til at vide om det var en kvinde eller et barn.

I det samme gik de to bagdøre i transportvognen op.”Åh gud” lød det fra skikkelsen som i et pust. Kvinde/barnet hagede sig fast i mig. ”Nu sker det igen” hviskede den skræmte stemme. ”Hvad?” vovede jeg at svare. ”Bare vent,” den lille holdt fast i min skjorte. En lyskegle fejede søgende hen over de syv sammenkrøbne skikkelser på lastrummets bund. Det var vist kun mig og den lille ved min side, der var vågne. De andre sov eller var i hvert fald ubevægelige under den gule kegles dansen. Lysfeltet stoppede op på den lille skikkelse. Jeg så ned og konstaterede, at det var langt, blødt, brunt hår jeg havde mærket mod min overarm. ”Du der!” stemmen var den samme, som havde overdøvet de andre stemmer gentagne gange. ”Kom her ud.”

Rå kommando tone. De andre, der stadig måtte være der, var tavse. Jeg så en glød fra en cigaret blusse op  i det åbne dørfelt. Gløden belyste et ansigt ikke langt fra der, hvor lyskeglen begyndte. Det var ham, der havde taget mod betaling for turen, da jeg var blevet samlet på det aftalte træfpunkt. Jeg kunne mærke, at den lille havde besvær med at rejse sig. Benene sov nok efter så mange timer på det hårde gulv. Endelig lykkedes det skikkelsen at få vendt sig og at kravle på alle fire hen mod den åbne dør. Jeg følte mig ydmyget og magtesløs. I min mund bredte smagen af blod sig. Jeg var kommet til at bide i læben af undertrykt raseri. Jeg vidste, at der ikke var noget jeg kunne gøre.  Også den lille vidste det. Lige før døren blev smækket igen, hørte jeg en hvisken: ”jeg skal nok komme igen”

Jeg klamrede mig til det løfte. Og et par timer senere blev det opfyldt. Dørene blev smækket op og skikkelsen blev kastet ind på gulvet med en slap lyd. Da døren var lukket igen, kravlede jeg hen og strøg den lille over håret. Der var en umiskendelig stank af vold og sex omkring det nu fedtede og våde hår. ”Det er Ok . Det er OK. Jeg skal nok klare det.” Jeg holdt den lille i mine arme og lod varevognens tiltagende rumlen og bumpen angive rytmen for min vuggen af den lille kvinde. Vi kørte videre modgrænsen.

Opgave 3 Ensomhed i toget

Der var en gang, hvor det rev i mig, når jeg så et par komme ind i toget og sætte sig sammen, tæt. Måske hviske til hinanden, måske tale stille, fortroligt. Det gjorde ondt at se på.

Nu rører det mig ikke mere. Det er ikke noget jeg længes efter, denne tosomhed.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at iagttage den høje flotte mand, der har sat sig på sædet ved siden af mig.

Vi befinder os i den lange, åbne kupé, hvor det er praktisk at sidde, når man har en kuffert med.

Jeg har en kuffert med. Er på vej til Lufthavnen. Boardingkort og pas ligger i den lille skuldertaske. Avisen er stukket ned foran i lommen på kufferten. Vi er fem i kupéen. Alle har den lille kuffert foran sig. Alle skal nok flyve.

Den høje mand står på på Hovedbanegården.

Der er noget hastigt, anspændt over hans bevægelser. Han skotter et par gange ud af vinduerne, inden han vælger sædet ved siden af mig.

Toget sætter i gang. Vi kikker alle lige frem. Hver især er alene i kupéen.

Efter lidt skratten lyder en informerende kvindestemme :

”Næste stop Lufthavnen. Ingen stop før lufthavnen.”

En dame virrer forbavset med hovedet. Hun er ualmindelig tyk og er iført en hat der er udfyldt af hendes store brune lokker. Hendes sminke er for voldsom. Knaldrød læbestift og tykke ankler i højhælede støvler.

En kontrollør kommer i det samme forbi. Den tykke dame griber hende i ærmet og spørger på accentfyldt dansk:

”Hva ´mæ Tårnby. Stoppar toget egge i Tårnby?

Kontrolløren standser og kikker forbavset op på højtalerne.

” Jo da. Det skulle det”

I samme øjeblik knistrer det i højtalerne igen og en mande stemme meddeler :

”Det var en fejl. Toget standser næste gang i Tårnby. Jeg gentager toget standser i Tårnby. ”

Et suk af lettelse glider gennem den oversminkede kvindes krop og kommer ud mellem to tykke halvt åbne læber.

”Gudskelov!”

Alle i kupéen ler. Vi er pludselig sammen.

Manden ved siden af vender sig halvt mod mig og smiler. Jeg ser ham i øjnene.

Der er kontakt. Det er som om vi kender hinanden.

”Godt nok. Jeg skal af i Tårnby!”

Bare for at sige noget siger jeg:

”Der havde du vist været på den.”

” Det er jeg alligevel” Han skotter igen omkring sig, læner sig så tæt ind til mig og hvisker.:

”Jeg har brug for hjælp!”

Jeg ser uforstående på ham. Vil han have penge? Han ligner ikke en der tigger i toget. Frakken er næsten ny, marineblå filtet uld. På fødderne har han nypudsede ankelstøvler. Tasken et kendt mærke, og ligeledes næsten ny. Jeg er ikke god til mærker, men der ligger garanteret en dyr computer i den taske.

Han lægger armen om mig. Det er ikke ubehageligt. Tværtimod. En sød fornemmelse glider gennem min krop.

Igen med munden tæt ind til mit øre hvisker han.

”Kan du ikke være sød at lade som om, du kender mig?”

Jeg vender hovedet mod ham og ser ind i hans øjne. Der er noget bedende, indtrængende over det blik, som jeg ikke kan modstå.

Det kan vel ikke være farligt. Jeg nikker umærkeligt og han fortsætter:

” Der er nogen der er efter mig, men de er overbevist om, at jeg er alene, så hvis vi to ligner et par, finder de mig ikke. Hvis jeg er sammen med nogen, vil de nok ikke kunne spotte mig.”

Jeg kikker mig omkring.

For enden af den lange åbne kupé er der en trappe op til den almindelige kupé.

Der står en ung muskuløs mand i sportstøj. Hans joggingsko er ikke fra hverken i år eller sidste år.

Det stikker lidt af mod det uklippede hår. Han holder hovedet tæt ned til sin opsmøgede kraver på den vatterede jakke. Det ser ud som om han står og mumler.

Hans blik fejer frem og tilbage gennem kupéen.

Mon det er ham.

Jeg mumler ind i øret på min nye ven.

”Er det ham der oppe på trappen?”

Han nikker og hvisker.

”Det kunne meget vel være ham.”

Hver gang toget rumler over en sammenføjning i skinnerne rykker hans arm over min skulder. Det føles som et kærtegn. Hans duft er tæt på og meget behagelig. Jeg får lyst til at trække vejret dybere.

Jeg lægger forsigtigt min højre arm på hans venstre lår. Det er så længe siden, at jeg har gjort sådan noget, men det er vel sådan par gør. Han fjerner ikke armen, men smiler forsigtigt til mig.

” Tak” siger han mod mit øre og lægger sin venstre hånd oven på min højre.

Toget hvisler og sætter farten ned, mens det glider ind på Tårnby perron.

I mørket er det svært at skimte skiltet på perronen. Uden for den lille lyskreds er alt sort.

”Kommer du med af?” Hans bedende øjne drukner igen i mit blik, eller rettere omvendt. Mit blik drukner i hans øjne. Det er vist lige lidt for meget.

”Nej” siger jeg og fortsætter: ”Og du bliver også her. Du er arresteret og klokken er 21.30.”

Den unge mand i sportstøjet med mikrofonen skjult i kraven kommer i et spring hen til os.

I hans hånd blinker et par håndjern

Jeg ryster på hovedet mod den unge betjent.

”Det er nok ikke nødvendigt”

Mit blik strejfer den lækre taske. Mon de mange millioner er i den.

Opgave 2 Livet i et bur

I dag skinner solen, så det er bare med at komme i gang i haven. Jeg har tænkt mig at køre på lossepladsen med gammelt skrammel, der har samlet sig i haven.

Men som adskillige gange før stopper jeg ved det gamle bur. Nu har det ligget så længe bag carporten, at de galvaniserede netmasker har fået et næsten organisk præg. Jeg nænner ikke at smide det ud – endnu.

Buret er lavet af bøjet hønsehegn med en klap i den ene halvdel af burets tag. Klappen er kvadratisk og buret er altså dobbelt så langt, som det er bredt. Klappen virker stadig.

Buret blev brugt som øverste del af det ly, hvor vores chinchilla boede.

Jeg er ikke kyndig nok til at vide om min chinchilla var en biologisk sensation, eller om den var inden for normalområdet af chinchillaer, men den levede i det lille bur i 24 år. Det var som om den aldrig gav op. Den blev sindbillede på at holde ud. Jeg ved ikke rigtig, hvad den ventede på. Chinchillaer kan jo som bekendt ikke tale, så den kunne ikke meddele sig til mig. Den sad bare der i det grå bur med sin mad i de små hænder oppe foran den lille mund og lignede en jodi med et overjordisk budskab, man kun kunne fatte ved ihærdig indsats og dyb meditation.

Man kan godt holde af dyr, selv om deres intelligens er af sådan karakter, at den ikke forstås af mennesker. Jeg holdt af det lille dyr, som kun eksisterede for fint sand, savsmuld, rent hø og tørfoder.

Da børnene boede hjemme, var der anderledes gang i livet for det lille kræ. Det kom tit med i bad, og det var en kilde til evig morskab, at det aldrig forstod, at det hvide skum øverst i badekarret ikke kunne bære selv så lille et dyr.

Ungerne satte det på en stol ved kanten af badekarret og kaldte så på det fra vandet, hvor de var dækket af et tæt lag hvidt skum. Hver gang hoppede det troskyldigt ud på det forræderiske skumlag og faldt selvfølgelig lige igennem. Ungerne hvinede af fryd og Chinchillaen lignede en våd piberenser, når de hurtigt trak den op af vandet.

Den rystede sig og lod sig straks efter igen lokke ud på det bløde skum. Man kunne ikke lade være med at holde af det dumme kræ. Dens liv lignede mit.

Der blev stille i dyrets tilværelse, da børnene rejste til byen for at læse. Den hoppede ikke så meget rundt på grenene i buret som tidligere. Den havde, som dens ejer, opnået en mere værdig alder. Man skulle bare forsyne den med rigeligt vand og mad, så kunne den være alene i adskillige dage. Jeg trøstede mig med, at musene nok kom og spiste tørfodder sammen med den, når jeg tog på rejse og efterlod den alene. I hvert fald havde jeg mange mus dengang.

Når ungerne kom hjem, var gensynsglæde stor.

Aj — lever den endnu, sagde de og nussede den i nakken. Den kvitterede ved at hoppe frem og tilbage for at vise, at den påskønnede at få besøg.

Så var børnene væk igen, og der blev stille. Jeg er ikke meget for at kæle med dyr. Men den vidste, hvornår den fik mad og jeg var aldrig helt alene.

Til sidst var den totalt blind. Jeg kunne føre hånden tæt ind foran de store, sorte øjne uden at den reagerede det mindste. Der skulle lyd på. Raslen med madposen eller knitren af det friske hø. Så reagerede den.

En morgen reagerede den ikke mere. Den var stiv. Jeg bar den ud i en plastikpose og ville grave den ned, men jorden var så frosset at det ikke var muligt. Den lå på terrassen i plastikposen i flere uger, indtil det blev tø. Jeg satte dog ikke sten på graven som ungerne ville have gjort, da de var små. Den ligger bare under hækken.

Opgave 1 Nattog

Skinnerne havde fået en rytmisk, dunkende lyd som forplantede sig hele vejen op gennem min krop og nærmest lavede et cirkelformet bølgemønster tæt under min hovedbund. Jeg pressede mig endnu tættere ind i hjørnet på den vinduesplads, jeg havde været så heldig at få. Her var der da lidt beskyttelse. Jeg klemte øjnene sammen. De føltes tørre trods det, at jeg havde grædt nu i adskillige timer. I hvert fald siden toget startede og bevidstheden om : ”Ingen vej tilbage” blev mere og mere klar. Hele min krop gjorde ondt og hvert bump over skinnesamlingerne aktiverede nervespidser , jeg ikke havde kendt før.

Det hjalp ikke at græde og alligevel kunne jeg ikke lade være. Følelsen af tab var voldsom. Som en stadig dybere, dirrende lyd, der sugede al farve ud af verden.  Mens jeg trykkede mig ind i mit hjørne, blev jeg bevidst om en sart berøring af min hånd. En lille hånd, der kravlede ind i min. -”Jeg græder også” konstaterede en spinkel stemme fra sædet ved siden af. Jeg åbnede øjnene, vendte hovedet og så ned på en fuglerede af uglet hår. -”Hej min ven. Hvem er du?” -”jeg hedder Tobias. Men de kalder mig Tobber.” – ”Hvem er de? Hvem er du sammen med?” Et hovedkast over mod en midaldrende mand og to lidt større børn i den anden ende af kupeen forekom ham åbenbart at være forklaring nok. -”Fryser du ikke?” Kulden i kupeen var taget til, efterhånden som mørket havde udraderet landskabet på den anden side af de beskidte ruder. Der var hverken lys eller varme inden i kupéen. ”Nej, jeg tænker bare på noget varmt. Det siger Papa, at jeg skal. Og det hjælper ret meget” -” Jeg må tænke på noget varmt. Det varer længe før vi stopper igen” Den lille purk nikkede. Jeg gættede på at han var 5 eller 6 år gammel. Noget meget voksent havde indtaget alle trækkene i det regelmæssige ansigt, eller måske var det bare fordi, han var så unaturlig tynd, at han så så voksen ud. Som et mini-menneske blandt kæmper.

En mærkelig tavshed havde sneget sig ind i kupéen, efter at toget var sat i gang. Så vi hviskede sammen. -” Vi skal ikke græde. Vi var heldige at komme med.” Jeg gav hans hånd et klem. -” Vil du være min mor? ” De mørke øjne vendte sig mod mig i et ryk. -”Hun kunne ikke gå og hun ligger hjemme i huset.” I det samme oplyste et rødt skær en fjern, sort horisont . Vi var så lang væk nu, at vi ikke kunne høre de dumpe brag. Men vi vidste alle, at de var der, borte. Bombningen af den by, vi havde forladt, var begyndt. -” Må jeg kalde dig mor ?”