Vi er dem, der aldrig bliver gamle.

Det var mærkeligt at sidde og spise stegte fiske-filetter her midt på dagen. Det plejede vi ikke. Min far i sit pæne tøj. Mor havde de fine sko på. Dem, hvor man kunne se hvor meget hendes fødder var hævede. Det opsvulmede hudlag lå allerede som en pude ud over overlæderets blankpudsede stramme kant. Hun ville få ondt inde kirken var overstået.

Måske havde hun allerede ondt nu. Jeg hadede den måde hende skridt blev forsigtige og tøvende, når hun fik ondt. Der var intet, jeg kunne gøre. Bare hun ville lade være med at gå i de fine sko. Det burde være tilladt at gå i træsko også i kirke, når det nu var det eneste, man kunne holde ud at have på.

Far lugtede af barbersprit Og om lidt kom fars ven, der var taxa-mand . Han ville hente os og køre os i kirke. Så var vi fri for at cykle, for gå kunne vi ikke. Det ville være for lang vej. Og måske blev det regn. ”Tror du, din bror kommer allerede i kirken?” Fars stemme lagde ordene ud på bordet, så jeg helt klart fornemmede, at det ville være bedre, hvis han først kom i aften. Sammen med de andre gæster.

Familien var stor meget stor og huset var småt. Der havde allerede været brok fra dem, der ikke var inviteret med. Sådan var det. De kunne ikke være der alle sammen, og far og mor havde ikke råd til at leje et forsamlingshus. Knap nok til maden. Og vinen, som var nødvendig, for at man kunne skåle. Vinen, den havde været en pinsel at betale.

Der var så mange ting Far og Mor manglede eller gerne ville have. Og så var de nødt til at købe vin. Men sådan var det. Der skulle være vin, ellers kunne man ikke skåle. Man kunne ikke have konfirmation uden.

Min bror havde matrostøj på. Han skulede, men så pæn ud med det redte hår. Og nyvasket var han. Tøjet var hjemmesyet ligesom mit eget hvide festtøj. Jeg følte mig forkert og klodset i det fine tøj. De fleste i klassen havde bryster. Jeg havde bare en lille antydning af, at de brune pletter engang ville sidde på en par bryster. Det kunne lige så godt være myggestik eller hævede kirtler. Bryster var det ikke. Jeg havde insisteret på at låne min søsters ene brysteholder. Og da mor var ude af mit værelse et øjeblik havde jeg stoppet et par lommetørklæder der ind, hvor min søster allerede kunne anbringe rigtige bryster. Jeg havde iagttaget resultatet i spejlet. Bedre. Meget bedre.

Min mor var kommet ind igen. Hun opdagede det ikke, skyndte bare på. ”Vi spiser nu og Vagn kommer med bilen om tre kvarter”. Mine sko var heller ikke bekvemme, men mine fødder hævede ikke ligesom min mors. Mon det var fordi hun var gammel. Ville mine fødder også hæve, når jeg blev gammel. Men min mor var ikke gammel. Hun var bare træt. De sidste fjorten dage havde været rengøring og madlavning.

Jeg var allerede træt af det. Træt og spændt. Ville jeg kunne mærke en forskel. Hvordan føltes de voksnes rækker. Jeg så for mig den uendelige række af trætte voksne. I gråt arbejdstøj eller med hævede trætte ben. Jeg ville slet ikke ind i de rækker. Men så så jeg også mine kammerater og venner. Ingen af dem ville nogensinde blive gamle. Vi var dem, der aldrig blev gamle. Vi ville høre skøn musik, ryge smøger i skjul og finde kærester for evigt. Vi ville få rigtige bryster og gå med sko, der passede, dansesko, og stramme jeans, altid.

Jeg så på min far. Han tyggede så længe på maden. Påstod, det var sundt ikke at sluge maden. ”Holder du så en tale?” Mors stemme rystede en anelse, som om hun ikke turde stille det spørgsmål. Far rystede på hovedet. ”Mon ikke din bror klarer det for mig. Han elsker at høre sin egen stemme. Og han klarer det jo så godt” glattede far ud, da han bemærkede, at min mor trak misbilligende på læberne.

Hun hadede, når far sagde noget nedsættende om onkel. Hvorfor skulle han også det. Det var rigtigt. Onkel holdt altid tale. Og han var god til det. Og så vidste man altid, hvad han ville sige. Det var fint nok, selv om det var noget mærkeligt. Det ringede på døren. Min fars ven var kommet.

Vi rejste os alle fem og jeg undrede mig over at vi ikke skulle tage afbordet. Men far og mor havde hyret en dame til at hjælpe i køkkenet. Gertrud kom ind og smilede. ”Så er det af sted med jer og god tur!” Hendes smil var dejligt og ikke spor nervøst. Hvad var der også at frygte. ”Jeg ville nu ønske, du ville holde en tale. Det er jo noget specielt” Far rystede på hovedet. Vi sad i bilen og træerne strøg forbi udenfor bilen. De fleste bare og sorte . Kun få buske var grønne. ”Jeg tror ikke jeg kan” Far så beklemt ud. Mor tog hans hånd og holdt den. ”Gør det, du synes er rigtigt”

Jeg kan intet huske fra kirken. Kun denne samtale før kirken og så nogle brudstykker fra middagen. Min ene onkel drak som altid et glas for meget, og den anden holdt den tale, min far havde forventet. Det værste var, da alle de andre børn fik lov til at rejse sig og jeg måtte blive siddende. ”Du kan ikke rejse dig, før alle har spist færdigt” Min mor var bestemt. Ingen vej uden om. Jeg kunne høre alle de andre børn løbe rundt i haven og more sig. Godt, det kun var i dag. Karamelranden var uendelig og de andre lo i solen uden for.

Reklamer

Ensomhed

Ensomhed – e n s o m h e d .

Jeg har lyst til at tænke lidt over det.

Prøve at finde ud af det. Jeg kunne begynde med mine ture i skoven.

Ensomheden lægger sig som et blidt tæppe omkring mig.

Jeg forlader de offentlige stier og følger de små veksler,

som utallige rådyr har tegnet i en mosfyldt underskov.

Lydene bliver påtrængende

og knækkende kviste lyder som brag mellem blade,

der stille daler ned efter at have sluppet deres tag i de tynde gene.

Efterårets lyde.

Ingen fugle der synger,

men krager der trækker sorte streger i en diset himmel med deres hæse skrig.

Taktfaste vingeslag. Sydgående fugletræk.

Selv om sæsonen er forbi, fejer mit blik over skovbunden for at finde den sidste svamp.

Den er fundet af en anden. Jeg finder ikke noget.

Billeder/ The Real Girl.

Besynderligt

Hvordan disse billeder af mennesker

jeg aldrig har mødt

og slet ikke kender

Er blevet billeder af mit eget liv.

Billeder af den gang da

Og hvad nu hvis.

Jeg ser billederne

og ser lige igennem dem.

Andre billeder dukker op.

Hukommelsens stædige redigering.

Sandheden om mit liv

I glidende forandring.