Forlis

Hun sidder stille og lader dagen langsomt sive ind. Først lyset. Den smalle stribe ude over havet mod øst. Farverne. Lysende gyldent og sort lilla. Lydene . En hund der gør. En anden der svarer. Det giver et mærkeligt skjult ekko i den bakkede dal.

Træerne neden for hytten for danner et blødt tag. Skjuler og dækker. En bil snor sig op ad vejen under bladhanget. Lyden af motoren efterlader en dirrende tomhed, da den er helt væk bag bjerget.

Hun har ikke vækket ham, men er listet stille ind i stuen. Hans åndedrag var dybe og lugtede en smule af søvn. De behøver ikke dele dette. Lad ham bare sove. Og siden hen på dagen: lad ham bare gå, hvor så end han går hen. Hun ved det ikke. Han pakker bare sit fotoudstyr, giver hende et kys og går.

Hun nyder disse sorte huller i det billede, som hun er ved at danne sig af ham. Det hører med til hendes nye liv: At der er så meget, der ikke er sikkert. Stadig ukendt.

Duftene. Saltet i luften fra havet. En ubestemmelig krydret duft, som på denne årstid stadig kun er svag, men markant. Så rejser hun sig fra bænken og går hen til rækværket, støtter sig til gelænderet og læner sig lidt frem. Der er en god stram fornemmelse i huden af sol og varme. Det er alt, hvad hun behøver at vide lige nu. Hun er her. Senere i dag vil solen og varmen komme igen. Hun vil lægge sig på bænken og nyde fornemmelsen.

En skinger, velkendt tone fra hendes mobil river roen i stykker. Den tone er hendes x-mand, der ringer. Hun farer ind og griber mobilen. Det kan kun være noget med et af børnene.

– Har du hørt det? Hans stemme er hektisk og alarmeret.

– Hvad taler du om. Jeg hører intet hernede.

– Han var om bord på den færge.

– Hvilken færge?

– Du ved slet ikke noget. Der har været et færgeforlis i Skagerak.

Han undertrykker en gråd eller en angst. En lang pause røber, at han skal tage sig sammen for at tale videre.

– Men han lever. Han har lige ringet.

Virkeligheden, i det han fortæller, gennemsiver hende.

– Hvad er det du siger. Er det vores Morten, der har været med en færge, som er gået ned.

– Du ved, han skulle til Norge med nogle venner.

Ja, det vidste hun godt. Men hun havde rent faktisk ikke interesseret sig for, hvordan han skulle komme derop. Han var 21. Hun kan mærke mandens uro som en  stråling fra telefonen.

– Er du alene? spørger han.

– Ja lige nu. Elmo sover stadig.

Hun er nødt til at sige, at Elmo er hos hende, selv om hun ved, det vil gøre ondt .

– Vi ser aldrig fjernsyn og jeg har ikke været på nettet i flere dage.

-De tog af sted i fredags. Lånte min gamle bil og kørte hele flokken op til Hirtshals. Jeg tror de sov i telt, eller måske sov de i bilen.

Hun ser flokken af sønnens kammerater for sig. Vidste, hvordan de havde leet og grinet højrøstet, og presset deres dårligt pakkede grej ind i den gamle Volvo. Pludselig er det igen hendes virkelighed. Hun længes med et vildt efter sønnen.

– Der kom en pludselig, voldsom storm. Og man mener at en bil måske har revet sig løs på bildækket. I hvert fald gik færgen ned, og der har været en kæmpe redningsaktion.

Han tier i den anden ende.  Noget er svært at sige.

– Man ved ikke, hvor mange de savner endnu. Men vejret er tåleligt igen og rigtig mange blev reddet op med helikopter.

Hun kan høre Elmo kalde inde fra soveværelse.:

– Hvem taler du med? Elmos stemme er søvndrukken.

– Et øjeblik. Jeg kommer igen med det samme.

Hun åbner døren og kikker ind  på Elmo.  Hun holder en finger over munden og gør tegn til at han skal lade hende tale I telefon. Han nikker. Hun lukker døren til.

– Så er jeg der igen.

Angsten i den velkendte stemme går rent igennem:

– Jeg har lige talt med Morten. Han blev reddet op i en helikopter. Han er ok, men ret chokeret.

Pause.

– Han ved ikke, hvor de andre er.

En intens kulde spreder sig i hende. Hun kender Skagerak og kan næste rent fysisk mærke de voldsomme kolde bølger.

– Tak fordi du ringede. Hun kan ikke lade være med at hulke. Hun vil ikke, men det kommer bare.

– Jeg ringer igen, når jeg ved mere. Men han har det godt. Jeg er ked af, at jeg var nødt til at forstyrre jeres ferie.

Han har ødelagt ferien og han kan ikke gøre for det.

– Hvem var det? Elmo råber inde fra sengen. Hun orker ikke at svare men går ud på terrassen igen.

– Hvem var det ? råber Elmo. Hun magter ikke at svare. Går bare ud på terrassen igen.

Reklamer

Salt på maden

Salt på maden.

Der står den. Saltskålen. Der skrevet ”Læsø” på siden af den. Den er blå og passer til alt det andet på bordet. Det pæneste bord jeg kan præstere.

Jeg stirrer på den og venter bare på, at det skal ske. Så rejser jeg mig og henter retten med mørbradbøffer i ovnen. Sætter den på bordet. Duften breder sig . Alle smiler. Hele familien. Det ser godt ud. Den stuvning er min specialitet.

-Værså go! Ta bare!.

Jeg rækker den store øse over til min tante. Hun tager som den første. Hun er ældst. Og måske arver vi. Man ved aldrig.

Snart damper det fra alle tallerkner. Vi er velopdragne og venter på, at alle har fået.

Så sker det.

Uden at smage rækker svigerdatteren frem efter saltskålen.

Hun drysser et ret så tykt lag ovenpå den lækre stuvning.

Smiler omkring sig og siger henkastet.

  • jeg elsker salt mad..

Jeg smiler tilbage .

-Ja, det er jo ikke alle, der kan tåle det.

Hele familien ved bordet ved, at jeg har problemer med blodtryk og vand i kroppen. Og ikke kan tåle salt.

Men i dag.

I dag har jeg saltet stuvningen lige til grænsen.

Jeg sidder spændt og venter på, at hun fører den første bid ind i munden.