Med hilsen til Kafka

Jeg lagde egentlig først mærke til det om eftermiddagen den 7. Her for nylig. Jeg havde allerede cruiset rundt i mere end tre kvarter for at finde en parkeringsplads, der ikke lå al for langt væk fra der, hvor jeg skulle hen. Indre Nørrebro, plejer at være svært, men ikke så umuligt som den dag. En halv time oveni burde være nok til at finde en plads og så kunne jeg gå til fods hen til mit mål. Men ikke i dag. Der var totalt ovefyldt og selv risikofyldte pladser for nær hjørner eller kritisk tæt på gule striber var umulige at finde.

Normalt irriterer det mig ikke, for jeg kender rumlen, men lige i dag var opgaven at hente nogle børnebørn, og så er det forbudt at komme for sent. Det var, da jeg begyndte at blive vred over konkurrerende bilister, der havde held med at snuppe lige det tomme hul, som jeg nok alligevel ikke havde kunnet klemme min lille Micra ind i, at jeg bemærkede, at de fleste biler var store sorte biler med tonede ruder. Det undrede mig. Det var jo ikke overfor statsministerens bopæl det her. Det var Guldbergsgade.

Ved Nyhavn holder konsekvent tre fire store sorte firhjulstrækkere nu. Ikke til at se, hvad de laver. Måske optager de bare plads, så andre ikke kan komme på skudhold af de nypudsede ruder på den anden side af Kanalen. Det kunne man da forstå. Den mand skal beskyttes.

Men hvad lavede de her? På Nørrebro? Det irriterede mig i den grad og hvad værre var: Når de endelig havde fundet sig en plads og trukket sig ind i parkeringhullet med power på alle fire hjul, så var der ingen, der steg ud!!. De holdt bare og spærrede. OH My Good, som mit barnebarn siger. Hvad skulle de så med den plads. Besynderligt. Nå, endelig lykkedes det, og resten af den eftermiddag har sådan set ikke noget med min historie at gøre.

Jeg glemte alt om sorte firhjulstrækkere. Indtil jeg skulle hjem. Det var stadig lyst, men heller ikke mere end lige. Vejen var overfyldt. Utroligt så meget sorte firehjulstrækkere fylder selv på tre spor. På et tidspunkt bemærkede jeg, at min bil var den eneste med farve. Blå midt i al det sorte. Det var umuligt for mig at komme frem, og hvis det endeligt lykkedes mig at trække ud og overhale en af de mørke kasser, så trak det køretøj, jeg lige havde overhalet, lynhurtigt op i kortegen, så jeg var afskåret fra at komme tilbage i den inderste vejbane, hvor min lille bil egentlig har det bedst .

Jeg slappede først af, da det endelig lykkedes mig at komme af motorvejen, en afkørsel for sent, men det var ok, bare jeg kom ned på en almindelig landevej. Til min lettelse konstaterede jeg, at de sorte biler ikke længere var så dominerende. Hvis der endelig var en enkelt, så opførte den sig i det mindste normalt.

Og så glemte jeg ret beset alt om presset trafik og sorte biler.

Indtil den næste dag. Jeg henter altid posten ind, så snart jeg kan høre postbilen. Enten er den på vej eller også kører den væk igen. Men jeg kan altid høre den gennem den høje hæk. Ikke fordi jeg får meget post. Breve findes jo stort set ikke mere, men visse instanser skriver stadig på papir.

Sådan en skrivelse var der den morgen. Officiel og mystisk på en gang. Min bil skulle til syn. Det fattede jeg ikke. Den havde jo lige være til syn. Indkaldelsen var prydet med en masse forkortelser og kryptisk snak om opdatering.

Jeg kørte ned til min mekaniker, som er en betydnigsfuld person i mit liv, da han holder min gamle bil kørende. Han er den, der har forstand på syn og biler.

Han tog brevet og studerede det længe. Så rakte han det hen mod mig, mens han rystede på hovedet.

– ”Det forstår jeg ikke. Her står, at din bil skal opdateres til en sort firhjulstrækker. At du har gjort dig fortjent til det, og at du skal møde i opdateringshallen på onsdag.”

Han løftede sit olieindsmurte ansigt og så indtrængende på mig.

– ”Det ville jeg ikke gøre hvis jeg var dig. Du egner dig ikke til opdatering!”

Han trykkede brevet ned i min hånd og trak skruenøglen op af den lomme, hvor han havde anbragt den, da jeg forstyrrede.

-”Nå, men jeg har lovet den her smadderkasse færdig til klokken 12, så jeg har ikke tid til at snakke”

Det var meget besynderligt, for var der noget han altid havde tid til, så var det lige at snakke. Og nu sidder jeg så her og overvejer, om jeg skal køre mig og min bil til opdatering.

Jeg aner det ikke.

Reklamer

Fjenden

Jeg gemmer mig hyppigst i de mørke kroge. Det er ikke altid, at jeg er alene. Det er sket mere end en gang, at jeg har vendt mig om og opdaget en stor edderkop i samme krog, hvor jeg selv sidder sammenkrøbet. Jeg bliver ikke bange. Jeg tror ikke den kan se mig. I hvert fald reagerer den aldrig på mig.

Så det gør ikke noget. Det er bare ikke behageligt, men det er nok ikke edderkoppens skyld. Det er nok noget der hører til den bevidsthed, jeg er en del af. Jeg tænker jo som hende, jeg skal finde. Jeg er jo en del af hendes tankeverden.

Lige siden vi alle blev klækket og strømmede ud som en mærkelig sort sværm, der delte sig igen og igen, har jeg ledt efter hende. Vi fløj op i vinden og blev spredt i alle retninger. Det fortaber sig hvor det var. Jeg kan kun huske den ubehagelige fornemmelse af at skulle forlade det trygge fælleskab, da vi havde ligget længe nok i varmen. Alle vi væsener kendte hinanden og var en del af hinanden. Pludselig blev vi udsatte og sårbare. Ukendte for alle undtagen for den eneste ene, vi måtte søge efter i denne kæmpe verden, hvor vi hvirvlede rundt som snefnug i en hylende storm.

Langt væk og meget ensom landede jeg på dette mærkelige hus. Hun var den første jeg så. Et menneske som jeg ved, mennesker skal være.

På sin vis er jeg også et menneske, jeg har bare ingen masse. Jeg er som en skygge, bortset fra at jeg rent faktisk ikke kaster nogen skygge. Kun mine tanker findes, og end ikke mine tanker er mine egne. De tilhører den kvinde som går rundt i stuen oppe over gulvet. Jeg siver ind mellem to planker og kommer op i et mørkt hjørne. Mørket er meget vigtigt for mig. Fordi jeg ikke er et lysvæsen, har jeg det allerbedst i mørke. Så får jeg magt og fylde. Mine tanker vokser og trives. Og det er væsentligt når man ingen masse har.

Jeg venter bare på at hun skal holde op med at gå rundt. At hun skal lægge sig i sin seng , få overstået sin aftenlæsning og lægge bogen til side. Måske slukker hun lyset, efter at hun har lagt bogen, måske slukker hun lyset først; men så længe hun læser, er hendes tanker optaget af det, der står i alle de små sorte tegn. Jeg havde aldrig forestillet mig at mine værste fjender skulle blive de små sorte tegn. Men de lukker virkelig for al indtrængen.

I dag ler hun af og til, mens hun læser. Det er slet ikke godt.Det allerbedste ville være en dag, hvor hun lå og stirrede tanketomt op i det nattemørke rum. Måske lå hun og græd over en eller anden sorg. Måske var hendes øjne fyldt med tårer.  Så ville det være aller lettest for mig at trænge ind og gøre det, jeg er bestemt til. Fylde hende med en fortærende tristhed. Jeg ved ikke, hvorfor det er min bestemmelse, men jeg kan ikke unddrage mig det hverv, som jeg har fået pålagt. Den opgave er min eneste eksistens.

Nu lægger hun bogen. Nu slukker hun lyset. Nu glider jeg frem af mit hjørne. Jeg prøver igen.

Lydfilen

Det er meget tidligt om morgenen.

Kaffen står dampende på bordet ved siden af computeren. Jeg elsker disse timer med fred og ro. Jobbet og konen er i en anden verden. Ingen der taler til mig, ingen der vil have, at jeg lige gør det ene eller det andet. Så uendeligt smukt og roligt.

Efterhånden bliver den lyse stribe i horisonten mod sydøst bredere og bredere. Skyerne bliver belyst nedefra og et svagt rosa skær farver himmelvælvet. Jeg kikker ud gennem det andet vindue, det der vender mod vest. Her farves himmelen af sarte lilla toner. Morgenlyset når de lave skyers underside.

Det bedste ved denne årstid er den totale stilhed om morgenen. Efteråret, min yndlingsårstid. Havde det været forår, ville luften have været gennemhullet af fuglesang og blomsterduft. Det slipper man for om efteråret. Ingen lyde forstyrrer min hørelse. Trods den megen elektronik er det stadig min høresans, der er afgørende. Min hørelse og min elskede computer.

Jeg tager en slurk af kaffen, sætter kruset tilbage og åbner den næste fil. Det er en lydoptagelse fra en koraften. Den hører egentlig ikke med til den film, jeg er ved at redigere, men den vil passe så glimrende til de lidt vel rigeligt håndholdte optagelser fra et sølvbryllup, som jeg sidder og nørkler med.

Af og til supplerer jeg min løn som økonomimedarbejder ved at stykke en rimelig film sammen af diverse umulige optagelser fra fester og mærkedage. Første gang var efter en fest, som Holger i transportafdelingen havde afholdt for sin MC-klub. Den blev god, og rygtet bredte sig. Nu gør jeg det for alle i firmaet.

Det kan godt blive til en del penge, men jeg bruger også ret meget tid på hver film. Laver en intro, sætter lyd på, sætter tekster ind, måske endda lidt voice-over, hvis folk vil have det.

” Vi har det åh åh” kværner det i høretelefonerne.

Jeg bad Maria fra kantinen tage lidt lyd sidste gang, hun var til kor.. Det er første gang jeg hører filen igennem. Lyden skulle gerne passe til nogle lidt slørede billeder af en flok spisende gæster. Så er sangen slut. Maria har åbenbart glemt at slukke for optageren. Hun har bare lagt den i lommen og jeg kan høre lyden af stof der svirper mod mikrofonen, mens hun går et eller andet sted hen.

Nu kan jeg høre, at hun møder nogen. Der er ikke megen snak. Kun et sagte ”hej skat” og så nogle knitrende lyde af stof mod stof. Måske kysser de  hinanden. Jeg håber ikke det bliver mere intimt end det. Jeg har længe haft lyst til at uddybe min kontakt med Maria ved at bede hende om hjælp, f.eks. med denne fil. Hun er noget særligt. Ca. 22 og lidt for naiv. Hun har store fyldige læber, der altid er svagt åbne. En rigtig drømmepige. Jeg bliver altid blød overfor hende. Altså rent uskyldigt.

Nu hvisker de sammen

– ”Har du lavet filen til ham”, spørger en mandestemme.

– ”Ja” bliver der svaret. Det er Marias stemme.

Klap på den lomme, hvor optageren ligger, er lige ved at sprænge mine trommehinder.

– ”Jeg har den her. Han får den i dag. Jeg mailer den”.

Hvorfor skal denne mands stemme vide noget om min lydfil? Det er meget mærkeligt og jeg glemmer helt at nyde den stadig mere lysende himmel. Jeg er nødt til at anstrenge mig for at høre, hvad Maria hvisker.

”Ormen starter 2 minutter efter, at han har åbnet filen. Vi får automatisk besked og så ringer vi. Han skal nok betale. Han sidder jo på kassen”

I det samme ringer min telefon.

Barnet og dammen

Måske er jeg den lille pige, som stolprer rundt i en kæmpemæssig have i et forsøg på at følges med de andre. Men de er meget langt foran, allerede helt væk rundt om hjørnet og ikke til at se for de mange tætte stauder og buske.

Pludselig står jeg foran den irgrønne blanke flade.Det er her ålene bor. Det er her vi skal passe på, for dammen er bundløs. Jeg stopper op og passer på.Da jeg har stået lidt og været meget forsigtig, går jeg langsomt nærmere til den blanke overflade. Der er så meget andemad, at man skulle tro man kunne gå på overfladen, men det ved jeg, man ikke kan. I går fik min fætter en våd sok og bagefter en lussing  og skældud.

Nu har jeg chancen. Jeg er helt alene. Jeg sætter forsigtigt den ene fod foran den anden, for her skal jeg være meget forsigtig. Det har jeg fået at vide hver morgen efter morgenmaden, før hele flokken af børnebørn, hvor jeg er den yngste, løber ud i den kæmpemæssige have som en flok bier, der letter fra et bistade i morgensol.

Og det er sol og varmt. Men lige her er der ikke nogen sol .

En gruppe høje træer skygger for solen og himmelen. Jeg lægger nakken tilbage og lytter efter de andre. De er allerede meget lang væk. Deres stemmer er som fjerne ekkoer nede ved lysthuset. De ler og taler i munden på hinanden. De har ikke opdaget, at jeg er væk, for så ville de komme tilbage. De skal passe på mig..

Meget langsomt kommer jeg helt hen til kanten af den lille dam. Dammen er som indgangen til en anden verden. De voksne er så bange for den dam. Vi skal hele tiden høre om, hvor farlig den er. Nede i mørket er der ål. Hvorfor er de i dammen. Vi har funderet over, om de mon selv er vandret der ind fra åen, eller om en onkel har sat dem ud. Men ålene spiser de døde. Det gør dammen farlig.

Der er mange onkler og mange tanter. De er alle sammen voksne og når de mødes, ler de og snakker i en uendelighed. Mor og far er lige ved at glemme mig. Mor sidder i en stol med hænderne rundt om sin tykke mave, og alle hendes søstre skal hen og føle på den tykke mave. Også hende der ikke kan selv, som mor sagde til far.

  • Hun er bare ked af at hun ikke kan selv. Lad hende være.

Far giver sig og holder op med at vise, at han er vred på den tante, der ikke kan selv, selvom tanten stadig er sur og mærkelig.

Nu er jeg kun en fod fra kanten af det grønne vand. Overfladen er nærmest slimet og det suger i mig efter at prøve at træde på det irgrønne vandspejl. Der løber et insekt på vandet. Det kan godt gå på vandet. Mon så ikke også jeg kan. Jeg løfter forsigtigt det ene bare ben og bøjer knæet, som er sommerbrunt mod den lyseblå kjolekant.

Jeg kan se min sko med rem om ankelen. Jeg har bare ben i skoene. Det er meget varmt. Lydene står som stråler mellem trækronerne. Min fod nærmer sig vandet. I det samme hører jeg et skrig og jeg vender mig om.

Det er den sure tante, som kommer styrtende ned af den lange, nyrevne havegang. Hun har strakt armene frem, som om hun rækker ud efter nogen. Hvad vil hun mig.

Så når hun hen til mig og løfter mig op i et langt hulk.

– Hvad er det dog du laver, græder hun og trykker mig ind til sig.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare, hvad jeg laver, så jeg siger ikke noget.

– Åh gudskelov. Åh gudskelov.

Grædende går hun op til sine søstre . Hun bærer mig på armen og jeg putter mit ansigt ind i hendes duftende hår. Jeg fatter ikke hvad de fortæller hinanden, søstrene. Men de knuser mig alle sammen og især mor græder, mens hun holder sig om den store spændte mave. Jeg forstår det ikke, men det er meget rart, at de kysser mig..

Far er ikke længere vred på hende, der ikke kan selv.