Hendes bedste veninde.

Alting var parat . Kaffen var klar, den halve kage stod på en tallerken ved siden af computeren og programmet var åbent. Lige til at gå i gang med at skrive.

Så spillede telefonen sit insisterende lille kald. Hun rejste sig ærgerligt for at tage samtalen. På vej hen til hylden, hvor den mobile lå, tænkte hun, at hun vel egentlig godt kunne lave det til en regel, at mobilen var slukket, når hun skulle skrive.

Hun var jo selv herre over hvilke regler hun lavede for at få skrivero. Det kunne godt være et af de vigtige punkter, at mobilen var slukket eller i hvert fald sat på lydløs. Men nu havde hun hørt ringtonen, og det sugede i hende efter at se, hvem det var. Det viste sig, at det var hendes bedste veninde. Hun ringede aldrig uden grund. Den samtale var hun nødt til at tage.

Og der var selvfølgelig en grund. Hun kunne høre på stemmen, at de kun langsomt nærmede sig det egentlige problem. Samtalen varede længe. Bibi havde i den grad brug for at snakke. Først, da de havde lavet en aftale om at ses den næste dag, fik hun lov til at lægge  røret på.

Så ringede den igen. Denne gang var det hendes mand. Hvad mon han ville? Han ringede da aldrig fra arbejde. Det viste sig, at han slet ikke var på arbejde . Han ringede henne fra lægehuset og ville gerne hentes. Han var blevet lidt dårlig, var faldet om, og chefen havde sendt ham til lægen. Manden kaldte stadig sin kompagnion for chefen, selv om de egentlig var ligeværdige nu. Så sent som i sidste måned havde han købt sig ind i firmaet, så nu var han sådan set sin egen boss. Alt var ok, men han kunne ikke arbejde mere den dag, og hans bil stod stadig i firmaet. Hun sukkede, da hun efter diverse trøstende ord sluttede samtalen. Det ville ikke blive til en skrivedag, lige meget hvor godt hun havde forberedt sig.

Rent faktisk havde hun ikke taget dagtøj på endnu, men havde bare siddet i morgenkåbe, selv om klokken snart var over 10. Det fik være som det var. Hun trak i en varm frakke og stak de bare fødder i et par varme støvler.

Manden var usædvanlig kærlig, og næsten rørt, da hun kom hen til venteværelset, hvor han sad. Hun fik et knus, noget der ellers sjældent skete, og aldrig når fremmede så på.

– ”Skal vi køre hen til firmaet efter bilen?”

Hun vidste stadig ikke rigtig, hvor meget der var i vejen med ham, og om han kunne køre selv.

– ”Nej. Jeg vil hjem.”

Hun så forbavset på ham

– ”Hjem! Hvad med bilen?”

– ”Dem må blive, hvor den er.”

Han tav, og hun koncentrerede sig om den modkørende trafik. Noget var svært for ham at sige. Det blev en meget lang pause.

– ”Jeg skal ikke på arbejde, hverken i dag eller i morgen. Jeg er blevet fyret!”

Hun kom til at hugge bremserne i, for i et øjeblik svimlede alt for hende. Det lykkedes hende at køre ind til siden og stoppe for motoren.

-”Hvad siger du? Han kan da ikke fyre dig. Du er medejer!

– ”Jeg er blevet fyret. Firmaet er konkurs, rabundus færdigt! Der er ingen penge, hverken til mig, eller nogen anden.”

Hun følte det, som om hun havde mistet balancen og tog sig til hovedet, for at få den drejende fornemmelse til at holde op.

– ”Jamen, hvad så men vores penge?”

Huset var jo belånt til op over skorstenen for at få råd til det indskud i firmaet. Det firma havde været deres liv i 30 år, så de var blevet lykkelige, da chefen tilbød medejerskab. Og Bibi, hendes bedste veninde, var gift med chefen. Det var hendes mand og hende, der i sin tid havde ført de to sammen.

Manden så på hende med et lang tomt blik.

– ”Alt er væk.”

-”Hvad med Bibi!”

– ”Hvad med hende?”

– ”Hvordan tager hun det?” Hun fornemmede pludselig, hvad telefonsamtalens usagte problem var.

– ”Aner det ikke. Det er Bibi, der har spillet det hele op. Siger han. Men jeg tror ikke en skid på ham mere. Han må have vidst det, da han tilbød mig at blive medejer. Han er en lort.”

Raseriet farvede hans kinder røde, og hun greb  hårdt om hans hånd.

– ”Pas på dit blodtryk. Vi skal nok klare det. Det skal nok gå.”

Han så tomt på hende igen. ,

– ”Tror du! Der er intet tilbage. 30 år. Intet.”

Hun undertrykte et suk, eller måske var det et hulk. Det ville vare længe, før hun igen fik ro til at skrive.

Reklamer