Genoptræning ver.2.uden krimi

Da hun vågnede følte hun sig frisk . Hun lå længe helt stille i sengen for at fastholde følelsen af normalitet.

Først da tissetrangen meldte sig så voldsomt, at det blev uomgængeligt at stå op, begyndte hun at bevæge sig.

 

Det undrede hende stadigvæk at alle bevægelser var blevet så langsomme. Hun burde efterhånden have vænnet sig til det nye tempo. Det var som om en stor trekant af vat inde i hendes hjerne forhindrede hende i at få fart på lemmernes bevægelser. Hun kom op og stavrede ud på toilettet. Efter toiletbesøget klædte hun sig på. Hun kunne stadig få en utidig latterkrampe ved tanken om hvor ubehjælpsom det måtte se ud for andre, når hun kæmpede med bukser, sokker og sko. Benene ville ikke løfte sig. Hun måtte tage fat med hænderne for at hjælpe fødderne på rette vej. Som at være to år igen. Der var ikke andet at gøre end at starte igen, hun måtte bare lære det hele forfra .

 

For hver dag blev det lidt lettere. Det skulle nok komme. Bare ikke give op. Motionscyklen ventede, den krævede 6 km hver dag, godt den stod foran fjernsynet. Det gjorde det mindre kedeligt at sidde der og trampe i pedalerne, uden at komme nogen vegne. De var svært at læse resultaterne på skærmen, visse morgener kunne hun slet ikke fokusere, men bare tallene stod der, så fysioterapeuten, der kom om lidt, kunne rose hende for hendes indsats. Ros var så godt. Fik hende til at slæbe sig 1000 skridt mere når hun gik sin daglige træningstur.

 

Fødderne gik op og ned som stempler godt hjulpet på vej af pedalernes automatik. Det skulle nok give noget. Sveden sprang frem på panden hun kunne mærke at hun var ved at blive forpustet og varm. I det samme mærkede hun et koldt træk over ryggen. Hun ville prøve at vende sig i sadlen for at se hvem det var der havde åbnet hoveddøren, men svimmelheden efter anstrengelsen gjorde det næsten umuligt at rotere i overkroppen. Hun måtte stoppe tramperiet og forsigtigt vende hovedet. En langsommelig proces.

 

En fordrejet stemme afbrød hendes anstrengelser:

– Vend dig ikke om. Du kan alligevel ikke se hvem jeg er, for jeg har maske på.

 

En voldsom angst gled som tungt vand gennem hele hendes krop.

 

– Hvad vil du? Hendes stemme var svær at styre og tungen havde svært ved at udtale ordene.

 

– Giv mig nøglen til pengeskabet. Jeg ved du har den om halsen i en snor . Løft snoren over hovedet og ræk nøglen bagud.

 

Hun sad helt stille, indtil svimmelheden havde forladt hende så løftede hun den ene hånd fra styret på surrogatcyklen og trak langsomt nøglen over hovedet. Kulden fra den åbne dør til stuen blev mere og mere gennemtrængende. Hun kunne høre lyden af en bil der passerede på vejen udenfor hoveddøren, nogle børn løb snakkende forbi, nok på vej til skole. Det var jo stadig tidligt.

 

– Vis mig hvor skabet er. Bare peg, vend dig ikke om.

 

Hele hendes krop skreg på at dreje sig om i sadlen så hun kunne se, hvem der talte, men en advarene stemme stoppede hende

 

– Lad være.

 

Hendes puls dunkede i takt med angstbølgerne, som væltede gennem hende krop. En tinnitus der næsten overdøvede trafikstøjen fra vejen fortalt hende, at det var ved at ske igen. Vattet og ubevægeligheden bredte sig fra halsen ud i armen . Hun pegede klodset på det maleri, der skjulte pengeskabet.

– Luk øjnene, la´være med at kikke på mig

 

Nu var det blevet pinefuldt at sidde på cyklen. Kroppen smertede af anstrengelsen med at holde balancen..

 

Lad mig stå af, græd hun, hun kunne mærke at tungen ikke ville ordentligt på gled, den var tung og ubevægelig. Bare han dog fattede at hun var nødt il at stå af den cykel nu, før balancen helt svigtede.

 

Bag hende lød lyde blandet med trafikstøj: Lyden af nøglen i bokslåsen og klikket fra lågen da den åbnedes. En vis skramlen og så en hoveddør der smækkede. Han var væk igen.

 

Kraftesløs gled hun ned fra cyklen. Da hun lå sammenkrøllet nede på gulvet ved siden af cyklen åbnedes hoveddøren igen, og hun hørte fysioterapeutens stemme. Hun skimtede svagt skikkelsen i entreen.

 

– Nå, er du klar til at gi´ den hele armen i dag.

 

Fyssen kom ind i entreen og hængte sin frakke på knagen, fik så øje på hende sammensunkne skikkelse og for hen til hende.

– Hvad er der sket. Fyssen strøg hende over det uglede hår og forsøgte forsigtigt et vende hende om.

Hun mærkede en voldsom vrede erstatte angsten fra før. Den medlidenhed var næsten ikke til at bære.

 

Reklamer

Genoptræning

 

Da hun vågnede følte hun sig frisk . Hun lå længe helt stille i sengen for at fastholde følelsen af normalitet.

Først da tisse trangen meldte sig så voldsomt at det blev uomgængeligt at stå op, begyndte hun at bevæge sig.

 

Det undrede hende stadigvæk at alle bevægelser var blevet så langsomme. Hun burde efterhånden have vænnet sig til det nye tempo. Det var som om en stor trekant af vat inde i hendes hjerne forhindrede hende i at få fart på  lemmernes bevægelser. Hun kom op og stavrede ud på toilettet. Efter toiletbesøget klædte hun sig på. Hun kunne stadig få en utidig latterklampe ved tanken om hvor ubehjælpsom det måtte se ud for andre, når hun kæmpede med bukser, sokker og sko. Benene ville ikke løfte sig. Hun måtte tage fat med hænderne for at hjælpe fødderne på rette vej. Som at være to år igen. Der var ikke andet at gøre end at starte igen, hun måtte bare lære det hele forfra .

 

For hver dag blev det lidt lettere. Det skulle nok komme. Bare ikke give op. Motionscyklen ventede, den krævede 6 km hver dag, godt den stod foran fjernsynet. Det gjorde det mindre kedeligt at sidde der og trampe i pedalerne, uden at komme nogen vegne. De var svært at læse resultaterne på skærmen, visse morgener kunne hun slet ikke fokusere, men bare tallene stod der, så fysioterapeuten, der kom om lidt, kunne rose hende for hendes indsats. Ros var så godt. Fik hende til at slæbe sig 1000 skridt mere når hun gik sin daglige træningstur.

 

Fødderne gik op og ned som stempler godt hjulpet på vej af pedalernes automatik. Det skulle nok give noget. Sveden sprang frem på panden hun kunne mærke at hun var ved at blive forpustet og varm. I det samme mærkede hun et koldt træk over ryggen. Hun ville prøve at vende sig i sadlen for at se hvem det var der havde åbnet hoveddøren, men svimmelheden efter anstrengelsen gjorde det næsten umuligt at rotere i overkroppen. Hun måtte stoppe tramperiet og forsigtigt vende hovedet. En langsommelig proces.

 

En grov fordrejet stemme afbrød hendes anstrengelser:

– Vend dig ikke om. Du kan alligevel ikke se hvem jeg er, for jeg har maske på.

 

En voldsom angst gled som tungt vand gennem hele hendes krop.

 

– Hvad vil du? Hendes stemme var svær at styre og tungen havde svært ved at udtale ordene.

 

– Giv mig nøglen til pengeskabet. Jeg ved du har den om halsen i en snor . Løft snoren over hovedet og ræk nøglen bagud.

 

Hun sad helt stille, indtil svimmelheden havde forladt hende så løftede hun den ene hånd fra styret på surrogatcyklen og trak langsomt nøglen over hovedet. Den blå silkesnor, som den hang i fulgte med. Kulden fra den åbne dør til stuen blev mere og mere gennemtrængende. Hun kunne høre lyden af en bil der passerede på vejen udenfor hoveddøren, nøgle børn løb snakkende forbi, nok på vej til skole. Det var jo stadig tidligt.

 

– Vis mig hvor skabet er. Bare peg, vend dig ikke om.

 

Hele hendes krop skreg på at dreje sig om i sadlen så hun kunne se, hvem der talte, men et par stød i gulvet med noget tungt standsende hende.

 

– Lad være. Jeg har en kølle med.

 

Hendes puls dunkede i takt med angstbølgerne, som væltede gennem hende krop. En tinnitus der næsten overdøvede trafikstøjen fra vejen fortalt hende, at det var ved at ske igen. Vattet og ubevægeligheden bredte sig fra halsen ud i armen . Hun pegede klodset på det maleri, der skjulte pengeskabet.

– Luk øjnenene eller jeg dasker dig en.

 

Nu var det blevet pinefuldt at sidde på cyklen. Kroppen smertede af anstrengelsen med at holde balancen..

 

Lad mig stå af, græd hun, hun kunne mærke at tungen ikke ville ordentligt på gled, den var tung og ubevægelig. Bare han dog fattede at hun var nødt il at stå af den cykel nu, før balancen helt svigtede.

 

Bag hende lød lyde blandet med trafik støj: Lyden af nøglen i bokslåsen og klikket fra lågen da den åbnedes. En vis skramlen og så en hoveddør der smækkede. Han var væk igen.

 

Kraftesløs gled hun ned fra cyklen. Da hun lå sammenkrøllet nede på gulvet ved siden af cyklen åbnedes hoveddøren igen, og hun hørte fysioterapeutens stemme. Hun skimtede svagt skikkelsen i entreen.

 

– Nå, er du klar til at gi den hele armen i dag.

 

Fyssen kom ind og hængte sin frakke i entreen. Fra den ene lomme dinglede en blå sløjfe