Forandring

 

Stakken var kun 12 år da hun første gang forstod at hun på flere områder var lidt anderledes end de andre piger i klassen . Det kom sig af at hun havde forandret sig gennem hele vinteren. Hun kunne ikke forklare , hvad det egentlig var der var er anderledes, men noget var sket.

Punkt 1: Drengene var holdt op med at drille, når hun cyklede hjem fra skole. Det hjalp også lidt at hun nu cyklede hurtigere end dem alle sammen . De kunne ikke længere køre op på siden af hende og give hende dumme breve med dumme tegninger. Så som en tegning af en hængt bamse med teksten: ” hæng Peter Plys, Peter Plys skal hænges”.

Detvar begyndt med, at deres lærer en dag sidst i en time havde spurgt om nogen af dem havde en bog de var glade for. Hun have meldt sig. Hun havde Peter Plys. Hun havde godt nok læst den allerede før hun begyndte i skolen, men hun kunne ikke få nok af de små historier om dyrene i 100 meterskoven. Hun elskede de mange fortællinger om den dumme Plysbjørn og hans pjevsede ven Grislingen.  Det gjorde klassens  drenge ikke . Der var en dreng, der havde et Davy Crockett blad. Det var hurtigt læst og egnede sig som tegneserie ikke til oplæsning. Men det var godt, spændende, æggende, og hun forstod at Peter Plys var vand ved siden af Davy Crockett.

Men skaden var sket. Hver lørdag læste deres lærer et lille stykke af Peter Plys højt for klassen. Selv om de alle lo af det sjove, så var morskaben påtaget, for ikke at støde læreren , som gjorde sig umage med at læse op på en spændende måde. Peter Plys var irriterende .I frikvartererne sang flokken Davy— Davy Crockett— præriens bedste mand og tegnede hængte bamser med kridt på vægen i skuret

Drengene fulgte stadig efter hende i en hurtig flok, men det var ikke længere en trussel, mere en leg, en kappestrid om at komme først op til Biffen. Foran biffen stoppede de alle sammen op, med voldsomme bremseskred i det løse grus på parkeringspladsen , mens hun drejede ind i indkørslen til hjemmet. Drengene blev hængende på bif-pladsen og talte og lo højrøstet, inden de cyklede hver til sit. Som om flokken fordampede i løbet af en kort tid..

Indenfor sad hendes far og mor allerede ved frokostbordet. Far sad på et stykke voksdug, for ikke at smøre olie på spisestuestolen. Hænderne og ansigtet var renvasket, resten skjorten og overalls stadig smurt ind i olie fra værkstedet. Truslen var overstået, alt var trygt og godt . Ingen turde gøre hende noget , når far var nær. Hun havde aldrig fortalt hjemme, hvad hun var bange for. Der var heller ikke nogen af de andre piger i skolen hun talte med om det. Det var hendes hemmelighed. Hvis ingen vidste det, var det ikke så virkeligt. Og nu skete det ikke mere. Ingen dumme breve eller dumme tilråb.

Efter frokost skulle der laves lektier, men hun havde næsten altid nået det hele i skolen. Kun salmeverset manglede, måske. Det tog ingen tid. Så kunne hun gå ud igen ud for at lege.

Punkt 2: Næsten alle drengen var der igen. Alle havde de  spist hjemme, og nu skulle det planlægges hvad flokken skulle lave.

Måske skulle man løbe ned for at gå ud i skrænterne, det var så sjovt med det seje ler og vandet fra havet i et hvidt larmende brus der, hvor skrænten sluttede ; måske skulle de cykle ud i i klitterne . Begge dele var både farligt og forbudt, og netop derfor sært pirrende. På skrænterne kunne man hoppe i ler og sidde fast, i klitterne kunne man hoppe i sand og skride ned af de stejle skråninger, mens man hujende rullede rundt og fik sand i al tøjet og i munden. Det var også en mulighed at rutsje i papkasser nedover græsset på hotel bakken. Sidste år fik hun ikke lov at være med. Nu var hun uundværlig som prinsesse eller fange der skulle befries. Hun og hendes veninde var umærkeligt blevet centrum i handlingerne og målet for drengenes anstrengelser. De andre piger i klassen talte stadig ikke med hende, men ikke længere på grund af den dumme Peter Plys. Nu havde hun alle mulige fejl, som hun også fik at vide, var fattig , havde forkert, omsyet tøj, og legede med drenge, hvilket var den største fejl.

Punkt 3: Men hun hed ikke længere Stakken, hun hed sit navn. Det kunne hun godt lide selv om stakken bare var et kælenavn. Hun følte sig ikke længere som Stakken, og det var godt.

Reklamer