I mørke.

Ny Historie uden alvidende fortæller. Et lille eksperiment.

 

Mørket lukker sig om mig. Eller måske skulle jeg sige: Mørket omslutter mig .Jeg kan intet se intet høre ; alle lyde er dumpe og indelukkede, som var de bevidst dæmpet med vat. Med  fingerspidserne undersøger jeg de lodrette, ujævne jordvægge, som bremser ethvert tilløb til, at lydbølger skulle få sat luften i svingninger. Jeg har ikke lyst til at bruge min stemme. Det holdt jeg op med for et par dage siden. Ingen reagerede alligevel på mine råb, Men mine stemmelæber blev slidt helt hæse og ømme. Jeg har stadig svært ved at synke. Tørsten, som nu er sønderslidende, gør det heller ikke bedre.

 

Jeg er ikke længere bundet. Det er lykkedes for mig at slide mine hænder fri af de snærende remme, der i begyndelsen holdt mine arme stramt fastlåst på min ryg. Jorden i bunden af hullet blev fugtig af regn. Det medførte at remmene , der var lavet af en læderstrimler, blev så opblødte, at jeg kunne strække dem fra hinanden og efter uendelig lang tids slid fik jeg mine hænder fri. Derefter var det uden problemer at fjerne alle de øvrige reb . Dem om benene og det reb, der holdt klædet om mine øjne fast. Jeg undrer mig over alt er så mørkt. Der er overhovedet intet lys. Intet at skelne i mørket. Ingen stjerner når jeg vender ansigtet op mod det der burde være himmelen. Jeg kender kun hullets størrelse ved at strække mine arme ud. Jeg kan lige nå siderne med strakte arme, og hvis jeg drejer langsomt rundt får jeg fornemmelsen af, at jeg er i en dyb brønd.

 

Jeg ved ikke hvordan jeg er kommet herned., for det må være nede. Når det regner løber der vand her ned i hullet. Hullet er dybt. Selv om jeg hopper så meget jeg kan, formår jeg ikke at række op til kanten af hullet. På et tidspunkt begyndte jeg at mærke regn . Det undrede mig at det kunne regne ned i hullet. Jeg havde på det tidspunkt besluttet at hullet måtte være indendørs, fordi der var så lidt lys. Det kunne ikke være natten, der var så lang. Hullet måtte altså være placeret et sted, hvor man kunne lukke al lys ude. Måske i en kælder. Men åbenbart havde jeg taget fejl. Jeg mærkede tydeligt regnen på mit ansigt, altså måtte hullet være udendørs.

 

Det korte af det lange : Jeg ved ikke, hvor jeg er, oven i købet ved jeg heller ikke hvem jeg er. Eller hvorfor jeg er her. Jeg ved ingen ting, som om jeg var det førte menneske i verden. Men der må have været nogen før mig, for nogen har bundet mig med læderremme og anbragt mig i dette hul. Nogen har gravet hullet. Og jeg må have en vis betydning, siden man har fundet det umagen værd, at grave hullet og anbringe mig her. Da det regnede blev jeg først bange, bange for at drukne, fordi jeg mærkede hvordan vandet silede ned i hullet i små væld langs siderne. men så fik jeg hænderne fri og følelsen af igen at kunne bruge hænderne gav mig en fornemmelse af at alt var muligt. Hvis hullet løb fuld med vand kunne jeg bare svømme op til kanten. Nogle få pytter samlede sig i det blændende mørke før de sivede ned i den porøse bund og forsvandt under bunden. Mine famlende hænder fandt vand og jeg ærgrede mig over at jeg kort forinden havde tisset i et hjørne. Jeg kunne ikke få mig selv til at drikke vandet. . Jeg huskede at en overlevelsesekspert i en af sine utallige udsendelser om at overleve i ødemarken, havde drukket sit eget tis. Man døde altså ikke af det, men man kan dø af tørst.

Det er besynderligt, at jeg kan huske en udsendelse i tv men ikke aner hvad jeg hedder eller hvor gammel jeg er. Jeg følte på min krop, på bryster og mave, begge dele pænt laskede. Jeg er ikke helt ung mere, men dog ung nok til at kunne hoppe temmelig højt . Jeg hopper igen og støder med armene imod siden af hullet. En kaskade af jord og småsten rasler ned i hullet. Det er måske en løsning. Jeg begynder forsigtigt at skrabe i jorden på siderne af hullet forsigtigt, for ikke at fremkalde skred. Jorden rasler ned i bunden af hullet. Før eller siden vil jeg have skrabet så meget jord ned i mørket at jeg kan nå kanten. Det er et møjsommeligt arbejde. Mine negle er begyndt at blive meget ømme og slidte . Jordvæggene er hårdere end jeg havde håbet på. Og der falder uophørligt jord i mit ansigt . Jeg må passe på at hele siden ikke skrider ned og begraver mig.

Da jeg vågnede rodede jeg mine lommer  mine lommer igennem, og fandt en mobil i den ene lomme . Mobilen har sikkert også været våd, mens jeg var uden bevidsthed. Den er totalt død. I en anden af mine lommer var der en pose med karameller. Der er 12 stk. tilbage nu. Fedtede og fugtige. Jeg tager en af dem og pakker den omhyggeligt ud, lægger den forsigtigt på min tunge og prøver at lade den smelte langsomt, langsomt, på tungen. Nu bruger jeg mobilen til at skrabe jord fri af siden, ned i hullet. Når bunden er helt fuld af løs jord tramper jeg den fast med små trippende skridt. Det skal helst ikke blive til mudder hvis det begynder at regne igen. Jeg vil gerne have et fast underlag, og jeg bemærker til min fryd at bunden langsomt hæver sig ved hjælp af al den jord der stille og roligt drysser ned i mit mørke hul. Det gav skub i processen, at jeg begyndte at bruge min telefon som graveredskab. Kluntet men effektivt. Det er en god ting for mig , at have en beskæftigelse. En vis ro breder sig i mig. Det skal nok gå , jeg skal bare grave så meget jord løs, at jeg kan nå kanten. Siderne er nu helt udhulede og hver jordklump der falder ned løfter mig højere op mod kanten.

Reklamer

Styr på det hele

Når jeg handler ind, skal det helst ske så hurtigt som muligt. Gerne med en dosmerseddel, der dækker en hel uges forbrug. Så min gang mellem hylderne er med næsen begravet i sedlens informationer, kun afbrudt af de få situationer, hvor jeg skal vælge mellem forskellige prisklasser blandt de udvalgte produkter. Skal jeg tage det økologisk eller vælge det billige tilbud? Det afhænger mest af, hvilken dato det er i måneden.

ET godt indkøb er et hurtigt indkøb, hvor jeg kan få det hele i en fart. Resten bliver bestilt over nettet. Alligevel elsker jeg mine indkøbsture. Det er en god fornemmelse at kurven fyldes med ting, jeg har noteret, så jeg til sidst ikke mangler mere. Jeg kan godt lide at have styr på tingene.

Der ligger det hele: bøffer, salat, kartofler, laks, citroner, spidskål, gulerødder, deo-stift og vaskemiddel.

Pludselig mærker jeg et lille klap på skulderen. ”Hvordan går det” Det er en af min brors gode venner. Jeg svarer : ”Det går ikke så godt”. Spørgsmålet er godt nok rettet til mig, men jeg ved det ikke handler om mig. Jeg ved det handler om min brors tilstand. Han er meget syg . Det er ikke noget jeg har lyst til at diskutere over de økologiske kyllinger. Men spørgsmålet er udtryk for venlig interesse, så jeg svarer pænt i henhold til sandheden.” Hvis du skal besøge ham, skal du nok gøre det snart”  Der er ting man ikke kan sige og slet ikke over en køledisk, men det er jo her man mødes, så hvis det skal siges, er det nu. Jeg kender vennen særdeles godt , men alligevel ikke godt nok til, at jeg ville ringe til ham og opfordre ham til at tage på afskedsbesøg. Han ved at min broder er syg. Det viser sig at han lige har været på sygebesøg hos min bror, ingen grund til min uvilje.

”Jeg var på besøg for 14 dage siden.” siger han. Det har min bror ikke fortalt, men så meget har vi heller ikke talt sammen . Hvad siger man i telefonen til en mand der er ved at dø. Jeg er forhindret i at tage over til ham. Er selv syg. Jeg fortæller mest om, hvad jeg laver. Hvad han laver, ved jeg. Han er spændt fast til alle mulige slanger og elektriske ledninger. Sengen bølger med mellemrum automatisk ,så han kan skifte stilling uden at bevæge sig. Jeg ville gerne tale om gamle dage, men det er måske heller ikke så rart at tænke på. Han er optaget af de sygeplejersker, der passer ham. De er blevet hans nærmeste.

Jeg stirrer på pakken med kyllingebryster i min hånd. Så går det op for mig, at jeg ikke ser dem. De står ikke på sedlen. Jeg lægger dem ned i køledisken igen. Det var en fejl. Jeg faldt i staver. Vennen er gået efter at have givet mig et knus. Det plejer han ikke, så han ved, hvordan det står til. Jeg tager sedlen frem og undersøger, hvor langt ned på listen jeg er kommet. Olivenolie. Nu skal jeg bare ikke møde flere . Der er jo en grund til at jeg har skrevet det hele ned. Så har jeg styr på alt.

 

Marathon

 

 

Højrefoden ramte asfalten med et rågummi-smæld. Vægten og presset lå det rigtige sted og blev med det samme aflløst af venstrefodens klask mod vejbelægningen. Vinden strøg kølende omkring panden og overkroppen. Sveden, der trillede i perlerækker ned under brillerne, føltes som kærtegn.Et campingbord halvt nede i grøften  tilbød rækkevis af  plastikkrus. Jeg snuppede i forbifarten  et ; fik et passende greb om plastikkens riller og smed vandet direkte mod mit ansigt og min overkrop. Kruset smed jeg skråt bagud over  skulderen. En fornemmelse af lettelse bredte sig et øjeblik gennem hele  kroppen. Så mærkede jeg igen udelukkende morgenheden i alle muskelfibre. Mærkeligt at det smertede i hele kroppen, det var jo benene der bar løbet.

Det ville blive en dag med en høj temperatur, feber, på flere måder. Solen var stadig kun 25 o over horisonten og knapt fri af bjergkammen, men truslen fra strålerne føltes allerede som piskesmæld mod huden, der hvor den ikke var dækket af  løbetøjet.

Jeg havde nu løbet så længe at mine tanker var blevet fri til at strejfe. Fra morgendæmring gennem solopgang, ind i formiddagen, tankerne blev ved med at vende tilbage til smertepunktet. Jeg hadede det. Bare jeg dog kunne slippe det tankemylder. Det hjalp på ingen måde, at blive ved med at vende og dreje det hele i hovedet. Jeg ville hellere tænke på ingenting, være tom, eller endda føle smerter end kværne  problemet igen og igen. Det løste intet at spekulere, førte ingen steder hen, var bare en forbandelse, der mørkelagde alle dage. Smerten var god, den holdt hjernen beskæftiget et øjeblik, inden problematikken vendte tilbage til min bevidsthed , som en selvstændig klode, roterende, fræsende., ødelæggende, mine tankers dødsstjerne.

Jeg prøvede at tvinge mig til at tænke på GODE TING, mennesker jeg elskede, kunst jeg nød, bøger jeg kunne repetere, gerne bøger som handlede om løb. ”The Lonliness of a Long Distance Runner” Af hvem? Jeg kunne ikke huske, hvem der havde skrevet den. Så var det her, jeg i den grad savnede min smart-phone. Lige slå op, og se hvem det var.

Hvor ville det være skøønt . Dup, Dup Dup. Føddernes rytme mod asfalten, Smerten i stød op langs ryghvirvlerne , nakkens ømhed, som om lidt ville  blive til en brand af nervetråde. Hvem skrev den novelle,— pludselig i et lyn: Allan Silliitoe. Jeg vidste, at nu ville jeg tænke på navnet Sillitoe de næste mange kilometer. Ligesom problemet ville ordet hage sig fast i mine hjernevridninger, og ikke forsvinde, selvom tankerne ikke kunne gennemtvinge nogen form for logik eller løsning, lige meget hvor meget den bearbejdede ordet eller problemet..

Det hjalp mig ikke . Jeg havde aldrig fået læst den bog, så det var bare en skal af en titel, uden indhold. På samme måde som  med ”What I Talk About, When I Talk About Running”. Havde aldrig fået læst den. Jeg måtte selv skrive en bog om Løb. Måske med en masaj som hovedperson. Jeg fordybede mig i forestillingen om et afrikansk landskab med en vej, nærmest et hjulspor fyldt med sten og svøbt i støvdis, hvor en  løber forsvandt i varmeflimmer.Pludselig er alt uden besvær, jeg løber med min masaj, benene fungerer som stålfjedrer, smerterne er holdt op, glemte.

Måske skulle jeg skive en bog med med selve Phidippedes som hoveperson , med græske olivenlunde og appelsintræer som 3-D-kulisser , fra før Lesbos og tragedien på vandet blev fortællingen om Grækenland og Europa. Det var løsningen. En bog om smerten ved løb, en bog om følelser. Om befrielsen ved smerten. Befrielsen fra følelser.