I mørke.

Ny Historie uden alvidende fortæller. Et lille eksperiment.

 

Mørket lukker sig om mig. Eller måske skulle jeg sige: Mørket omslutter mig .Jeg kan intet se intet høre ; alle lyde er dumpe og indelukkede, som var de bevidst dæmpet med vat. Med  fingerspidserne undersøger jeg de lodrette, ujævne jordvægge, som bremser ethvert tilløb til, at lydbølger skulle få sat luften i svingninger. Jeg har ikke lyst til at bruge min stemme. Det holdt jeg op med for et par dage siden. Ingen reagerede alligevel på mine råb, Men mine stemmelæber blev slidt helt hæse og ømme. Jeg har stadig svært ved at synke. Tørsten, som nu er sønderslidende, gør det heller ikke bedre.

 

Jeg er ikke længere bundet. Det er lykkedes for mig at slide mine hænder fri af de snærende remme, der i begyndelsen holdt mine arme stramt fastlåst på min ryg. Jorden i bunden af hullet blev fugtig af regn. Det medførte at remmene , der var lavet af en læderstrimler, blev så opblødte, at jeg kunne strække dem fra hinanden og efter uendelig lang tids slid fik jeg mine hænder fri. Derefter var det uden problemer at fjerne alle de øvrige reb . Dem om benene og det reb, der holdt klædet om mine øjne fast. Jeg undrer mig over alt er så mørkt. Der er overhovedet intet lys. Intet at skelne i mørket. Ingen stjerner når jeg vender ansigtet op mod det der burde være himmelen. Jeg kender kun hullets størrelse ved at strække mine arme ud. Jeg kan lige nå siderne med strakte arme, og hvis jeg drejer langsomt rundt får jeg fornemmelsen af, at jeg er i en dyb brønd.

 

Jeg ved ikke hvordan jeg er kommet herned., for det må være nede. Når det regner løber der vand her ned i hullet. Hullet er dybt. Selv om jeg hopper så meget jeg kan, formår jeg ikke at række op til kanten af hullet. På et tidspunkt begyndte jeg at mærke regn . Det undrede mig at det kunne regne ned i hullet. Jeg havde på det tidspunkt besluttet at hullet måtte være indendørs, fordi der var så lidt lys. Det kunne ikke være natten, der var så lang. Hullet måtte altså være placeret et sted, hvor man kunne lukke al lys ude. Måske i en kælder. Men åbenbart havde jeg taget fejl. Jeg mærkede tydeligt regnen på mit ansigt, altså måtte hullet være udendørs.

 

Det korte af det lange : Jeg ved ikke, hvor jeg er, oven i købet ved jeg heller ikke hvem jeg er. Eller hvorfor jeg er her. Jeg ved ingen ting, som om jeg var det førte menneske i verden. Men der må have været nogen før mig, for nogen har bundet mig med læderremme og anbragt mig i dette hul. Nogen har gravet hullet. Og jeg må have en vis betydning, siden man har fundet det umagen værd, at grave hullet og anbringe mig her. Da det regnede blev jeg først bange, bange for at drukne, fordi jeg mærkede hvordan vandet silede ned i hullet i små væld langs siderne. men så fik jeg hænderne fri og følelsen af igen at kunne bruge hænderne gav mig en fornemmelse af at alt var muligt. Hvis hullet løb fuld med vand kunne jeg bare svømme op til kanten. Nogle få pytter samlede sig i det blændende mørke før de sivede ned i den porøse bund og forsvandt under bunden. Mine famlende hænder fandt vand og jeg ærgrede mig over at jeg kort forinden havde tisset i et hjørne. Jeg kunne ikke få mig selv til at drikke vandet. . Jeg huskede at en overlevelsesekspert i en af sine utallige udsendelser om at overleve i ødemarken, havde drukket sit eget tis. Man døde altså ikke af det, men man kan dø af tørst.

Det er besynderligt, at jeg kan huske en udsendelse i tv men ikke aner hvad jeg hedder eller hvor gammel jeg er. Jeg følte på min krop, på bryster og mave, begge dele pænt laskede. Jeg er ikke helt ung mere, men dog ung nok til at kunne hoppe temmelig højt . Jeg hopper igen og støder med armene imod siden af hullet. En kaskade af jord og småsten rasler ned i hullet. Det er måske en løsning. Jeg begynder forsigtigt at skrabe i jorden på siderne af hullet forsigtigt, for ikke at fremkalde skred. Jorden rasler ned i bunden af hullet. Før eller siden vil jeg have skrabet så meget jord ned i mørket at jeg kan nå kanten. Det er et møjsommeligt arbejde. Mine negle er begyndt at blive meget ømme og slidte . Jordvæggene er hårdere end jeg havde håbet på. Og der falder uophørligt jord i mit ansigt . Jeg må passe på at hele siden ikke skrider ned og begraver mig.

Da jeg vågnede rodede jeg mine lommer  mine lommer igennem, og fandt en mobil i den ene lomme . Mobilen har sikkert også været våd, mens jeg var uden bevidsthed. Den er totalt død. I en anden af mine lommer var der en pose med karameller. Der er 12 stk. tilbage nu. Fedtede og fugtige. Jeg tager en af dem og pakker den omhyggeligt ud, lægger den forsigtigt på min tunge og prøver at lade den smelte langsomt, langsomt, på tungen. Nu bruger jeg mobilen til at skrabe jord fri af siden, ned i hullet. Når bunden er helt fuld af løs jord tramper jeg den fast med små trippende skridt. Det skal helst ikke blive til mudder hvis det begynder at regne igen. Jeg vil gerne have et fast underlag, og jeg bemærker til min fryd at bunden langsomt hæver sig ved hjælp af al den jord der stille og roligt drysser ned i mit mørke hul. Det gav skub i processen, at jeg begyndte at bruge min telefon som graveredskab. Kluntet men effektivt. Det er en god ting for mig , at have en beskæftigelse. En vis ro breder sig i mig. Det skal nok gå , jeg skal bare grave så meget jord løs, at jeg kan nå kanten. Siderne er nu helt udhulede og hver jordklump der falder ned løfter mig højere op mod kanten.

Reklamer

15 tanker omkring “I mørke.

  1. Det er faktisk en spændende tanke, du gør dig i din uhyggelige historie: At befinde sig i et dybt hul, man ikke kan komme op af – i hvert fald sådan uden videre. Ideen er næsten lige så god og uhyggelig som at befinde sig inde i en kiste og ikke være død, men alligevel begravet fire meter nede i jorden.
    Når det nu er så uhyggeligt, og det beskriver du vældig godt, så synes jeg, du skulle overveje en anden formulering end “Derefter var det let som en leg at fjerne alle de øvrige reb”, for det her er ikke leg. Jeg kunne forestille mig, at ordet leg ikke ligger lige for i situationen.
    En detalje: ingen lys – det hedder vel intet lys.
    Alt i alt har du besvaret opgaven fint og uden vippen på stolen. Jeg kan ikke finde en alvidende fortæller. Du bruger også 1. person, som jeg og andre også har gjort, det hjælper. Så er man låst til det og kan ikke være alvidende.
    Til slut kan man godt være nysgerrig efter, om hp når at rive jord nok ned til at komme op, før sultedøden indtræder.

    Like

  2. Kære Finn Tak for din læsning. Var meget glad for at du fandt scenariet uhyggeligt. Det var det et drejede sigom for mig, og så det med intet at vide. Jeg har overvejet at lade en mus falde ned i hullet. Det er 50 kalorier og giver nok et par ekstra timer, men jeg ved ikke om xx overlever.
    Vh nina

    Like

  3. Hej NinaSander,
    Uha for en uhyggelig historie. Vi får ingen begyndelse, ingen slutning, så det er selve nuet, man skal forholde sig til. Det kunne lyde som en beretning fra tidligere tiders fangekældre, men det er nutid, hvilket du fortæller med det lille trik, at berette om TV og mobil. Man undrer sig, men håber på der kommer en løsning, for personen er tilsyneladende uden nogen som helst overvågning. Tilsyneladende hverken mad eller drikke, – hvis det var en film – men det er det ikke – ville det lykkes at fylde “brønden” op med jord. Vi ser og læser mange gruelige krigshistorier, men jeg kan ikke lige genkalde mig noget sv. til det her. Ingen forhør, ingen tortur – bortset fra denne indespærring, som jo er langt værre.
    Godt skrevet og godt fortalt, for man læser med spænding og gru.
    Skal der ikke være et komma mellem intet se, intet høre.
    Hilsen Ella

    Like

    • Kære Ella. Tak for din rosende kommentar. Jeg blev meget glad for dine ord.
      Jeg har det med at tænde for tv og falde i søvn om aftenen. og så
      vågner jeg midt i en krimi. Det er dobbelt spændende, for så skal jeg både gætte hvad der er sket og hvad der vil ske. Sådan en “film” er dette lille billede.
      Vh nina

      Liked by 1 person

  4. Uha Nina, det er da noget af det mest uhyggelige jeg længe har oplevet. Et ophold i intetheden og helt uden nogen relation til fortiden. Hvorfor, hvor, hvordan, og ikke noget svar, men dog med en evne til at resonere og forstå noget med mål. Bliver mobiltelefonen, brugt på en helt ny måde, redningen? Og hvis den gør, venter der så endnu mere uhyggelige ting deroppe?
    Det er vældig godt skrevet. Det virker som om du har været meget inspireret til dette skriv og er gået meget direkte til værks. Uhyggelig og spændende læsning.

    Kh Livsglæde

    Like

  5. Kære Livsglæde
    Tak for din flotte ros. Jeg blev meget glad for dine ord. Hvad er det der skaber spændingen? . Der er jo næsten ingen handling, næsten ingen fremdrift i sirtuationen og ingen løsning i sigte? uhyggeligt som en sådan mangel på viden om omgivelserne og personerne kan pirre læserens nysgerrighed. Meget glad for dine pæne ord

    Vh nina

    Liked by 1 person

  6. Hej Nina

    Sidst jeg læste sådan noget i den stil, du bevæger dig ind i her var hos Haruki Murakani – jeg kan ikke huske hvilken af hans bøger. Du bruger et mareridtsagtigt scenarie, hvor hp`en ikke har nogen fortid og måske heller ikke nogen fremtid, til at bringe læseren ind i et ukendt “hul”. Det er som andre kommentatorer har skrevet: uhyggeligt.

    Der er et par ord, som jeg ikke synes hører med i scenen. Det ene er “snerrende”, for jeg tror du mener snærende – det andet er ordet “fløjsblød” det giver mig associationer til noget blødt og behageligt, det er vist ikke noget dyr kiste din hp ligger i,men en kold våd brønd.

    Men stilistisk i øvrigt går den rent ind hos mig, der elsker at se krimier og horrorfilm om natten. Somme tider indgår de i mine drømme – det karakteristiske er, at man ikke kan ændre situationen. Det er godt skrevet frem så dit eksperiment er lykkedes.

    Like

  7. Murakami, den sammenligning fortjener jeg ikke; men tak alligevel. Måske tænker du på Trækopfuglens krønike. Der er nogle gysende beskrivelser af japanske fangehuller og når japanerne i Anden Verdenkrig lavede fangehuller, så var det huller.

    Jeg har skyndt mig at rette dine påviste ord. Du har ret. Der er ikke noget blødt i dette univers og selv om det er stramme bånd kan de ikke snerre. Tak for din hjælp
    OG tak for din læsning.

    VH
    nina

    Like

  8. En sansemættet, uhyggelig historie. Jeg håber, HP kommer ud af sit (fysiske eller psykiske?) mørke helskindet. Ingen slinger i valsen, selv om du har leget med genren. Mange tak.

    Liked by 1 person

  9. Hej Nina.

    Sikke da en uhyggelig historie.
    Det er næsten ikke til at holde ud, at jeg ikke ved, om din jeg-fortæller slipper op af det hul
    Godt at du i det mindste tænder et håb i slutningen af historien.
    Det kunne sagtens være begyndelsen på en krimi eller gyser, men formen er fin nok til, den også kan bære at stå alene. så må jeg jo selv digte resten 😉
    Du viser meget fint at vi befinder os i nutiden (plus minus få år), for der findes jo TV og mobiler.
    Det strejfede mig, om hendes hul kan være af psykisk art? At have en dyb depression kan føles som at sidde nede i et hul.
    Du har udeladt smertefornemmelser, skærende striber efter remmene etc. og holder en stram stil. Det fungerer faktisk. udpensling kunne godt gøre historien uudholdelig.
    Den altvidende fortæller er langt væk her.
    Udmærket tekst 😉

    Vh. Amanda

    Like

  10. Kære Amanda

    Tak for din grundige læsning af min lille historie. jeg går og leger med forskellige fortsættelser af den lille tekst. Jeg har endnu ikke lagt mig fast på om hun overlever elle om hun dør. men jeg tror hun overlever for jeg kan jo gøre hvad jeg vil. Det er min verden. Jeg overvejede selv, om jeg mon havde skrevet om et menneske der havde “nået bunden”, men i så fald er det ikke bevidst

    Vh Nina

    Like

  11. Hej Nina

    Din historie er en studie i hvordan man skaber fremdrift i en historie. Du fortæller roligt, trin for trin. Hp er spærret ude fra sin fortid, hun er spærret inde i nutiden og fremtiden – den vil jeg gerne vide noget om. Der er flere drivkræfter i historien, hvem er hun, hvorfor er hun i hullet, hvad er det for et hul, kommer hun op eller drukner hun, hvad så når hun kommer op? Der er nok materiale til at drive læseren igennem historien HP. er en nøgtern person som roligt overvejer situationen uden hysteri. Læseren er panikslagen ti slut, hvad er løsningen på alle gåderne?

    Et enkelt forslag: ” Det medførte at remmene , der var lavet af en læderstrimler, blev så opblødte, at jeg kunne strække remmene fra  ” -> .. strække dem fra

    Historien er eminent godt fortalt. Du er nødt til at skrive en fortsættelse. Du skal.

    De bedste hilsener fra jesper o

    Like

  12. Kære Jesper
    Det ældgamle trik: Hvis i lægger jer til at sove nu, får i resten af historien i morgen.
    Jeg skal nok skrive resten af historien eller løsningen på den låste situation; men jeg kan ikke love noget om hvornår. Meget glad for din nysgerrighed og tak for dit positive input. Iler til at rette.

    Vh
    NIna

    Like

  13. Uha Nina, at befinde sig i et mørkt jordhul med 12 karameller og en mobil graveske, det lyder ikke ligefrem skønt. Godt din HP ikke har klaustrofobi. Jeg synes det er spændende at hun (ja men er “jeg” ikke en hun?) ikke er så specielt bekymret. Hun er nærmere overrasket over at nogen har gjort sig den umage at grave hullet og placeret hende der. Det er faktisk ret sjovt, for jeg tror næsten at det er en overlevelsesstrategi. Det er to gode grunde til at læse videre … nemlig for at finde ud af 1. hvorfor hun er havnet der, og 2. om (og hvordan) hun kommer derfra i live.

    Det glæder mig at HPen er aktiv og forsøger at få det bedste ud af situation. Tak for denne anderledes og mystiske historie.

    kh Bense

    Like

  14. Uha da for en uhyggelig historie!

    Der er noget behageligt filosofisk over ordene, som samtidig også er ubehageligt. Jeg føler mig tryg og utryg på en og samme tid, faktisk meget mærkelig følelse.

    Det er et flot eksperiment, du her har bedrevet.

    Bedste hilsner
    Helle

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s