7-9-13

 

Anna befinder sig i lufthavnen. Det er der, man i vores moderne verden udlever sine længsler. Hun står og stirrer op på den store departure- tavle. Tavlen hænger akavet oppe under det høje loft. Hun er nødt til at lægge nakken helt tilbage for at læse den hvide lysende skrift på den sorte baggrund. Hendes briller har dobbeltslebne glas, og det vanskeliggør læsningen. Kufferten , den nye på bløde gummihjul, bruger hun som en diskret støtte. Mens hun søger efter sit fly, Eay 2337 til Malaga, er hun sig bevidst, at hun stopper den strømmende trafik af travle passagerer. Alle andre kender åbenbart deres afgangssted.

Der er det. Hun repeterer terminal og gate-nummer et par gange og triller så videre hen mod terminal F. Hun gør sig umage for at gå normalt, trods smerterne i det højre ben. Selvmål. Hun skulle partout købe den billigste billet, og de penge hun sparede ved at købe en lavpris-billet, skal hun selv tjene ind her i lufthavnen ved at gå uendeligt.

En smart designer har med mellemrum pyntet gangbelægningen med det antal minutter man mangler at gå, for at nå ned til terminalen. 10 minuts left. – 5 minuts left. – Hun lader sig ikke stresse. Hun ved, at hun har rigelig tid. Tusser gennem de lange gange. Ned ad rulletrappen og hen til gaten. Endelig er hun der. Gate 7. Stadig 13 min. til boarding. Hun ved ikke rigtigt, om det er dårlig timing eller god timing, men beslutter så, at det er planlægning med plads til det uventede. Ler lidt 7- 9 -13. Mon hun skal sidde på nr. 9 ? Ser efter, sørme ja.

Da hun har fundet sin plads i kabinen og bakset den nye kuffert op i hylden  over sæderne, lader hun sig falde tilbage i sædet. Slapper af og gør sig tung, indtil hele kroppen både vejer en ton og er helt uden tyngde. Nu kan flyet lette! Og det gør det . Anna roder i sin håndtaske efter den lille notesbog, som hun altid har med. Finder den og begynder at notere, hvad hun skal foretage sig, når hun kommer frem. Hvilke aftaler hun har med Lizzie. Ikke fordi hun er bange for at glemme noget, men fordi hun nyder tanken om de kommende dage og gerne vil trække nydelsen i langdrag ved så at sige, at smage på den i forvejen:

1. Bliver hentet i lufthavnen.  Lizzie står der.
2. De finder bilen sammen.
3. Kører rundt om lufthavnen og op til motorvejen.
4. Ankommer til Mijas.
5. Stopper ved benzintanken for at købe appelsiner til morgenmad.
6. Fortsætter op til huset.
7. Standser bilen ved porten.
8. Går ned ad trappen til huset.
9. Mærker blomsterduften og den specielle tørre duft af fyr blandet med salt havluft, som er så særegen for det sted, huset ligger.
10. De er fremme. Huset er varmt efter dagen. Men der er rent. Solen er gået ned. Dalen ned mod bugten glimter af gadelygter og tændte lys i fjerne huse. Havet er stadigt synligt, som et selvlysende sølvsejl mod en sortblå natte-himmel. Der er havblik, kun en svag kant af lillarødt røber hvor solen gik ned.

Anna er faldet i søvn i flyet. Der lyder et lille bump, da hun taber notesbogen mod gulvet.