Johnny Depp og det uventede

”Min mor har en halv uddannelse som hundeklipper”

Bemærkningen var henkastet og uden egentlig sammenhæng med den foregående samtale .

Jeg prøvede alligevel at fange tråden og lyde interesseret, for at forhindre at snakken igen skulle gå totalt i stå. Indtil nu havde det været tungt nok.

”Nej da, hvor interessant”

Mit spørgsmål havde været: Fortæl noget om dig selv.

Jeg kunne ikke rigtig se, hvad det havde med den unge kvinde at gøre, om moren var uddannet eller ej.

Trægheden i hele samtaleforløbet begyndte at tynge mig irriterende meget. Jeg havde mest lyst til bare at sende hende hjem med den obligatoriske bemærkning om, at hun ville høre nærmere i løbet af et par dage. Beslutningen var taget. Det ville ikke blive denne lille grå mus, som fik jobbet som vores nye demonstratrice.

Jeg tror, at hun på en eller anden måde læste mine tanker, for pludselig rejste hun sig op. Hun stod overfor mit skrivebord, helt stille og næsten stiv bag stolen. Hendes blik var rettet direkte mod mit, borede sig fast i min bevidsthed.

”Sådan”, sagde hun så, og svingede sin håndtaske op på bordet. Det gav et smæld, da den ramte bordpladen. Hendes små hænder åbnede fermt den store sølvfarvede lås, der havde holdt tasken lukket. Derpå løftede hun nænsomt, meget nænsomt en toilettaske op af taskens dyb. Med en æresfrygt, som var det de engelske kronjuveler holdt hun forsigtigt om den vatterede pose. Jeg genkendte vores produkt. Det var det produkt hun skulle fremvise i firmaets butikker, hvis hun altså fik jobbet. Hvad hun jo ikke gjorde.

Dernæst fiskede hun et lille rundt sminkespejl frem og anbragte det på skrivebordet foran mig.
Så fiskede hun en lang bred pensel frem fra dybet .

”Hvem skal jeg være?”

Jeg stirrede spørgende på hende, anede ikke hvad hun mente.

”Hvem skal jeg forvandle mig til? Jeg kan det hele”, hun talte insisterende forklarende, som om hun talte til et lille barn.

Aftenen før havde min kæreste og jeg hygget os med en piratfilm.

”Johnny Depp” for det ud af munden på mig, før jeg fik tænkt mig om. Nu havde jeg indirekte sagt ja til at sidde og se hende sminke sig i hvert fald den næste halve time. Og hvad ville der komme ud af det? Jeg havde jo besluttet mig.

Det skulle ikke være hende, der kom til at rejse fra den ene butik til den anden for at lave demonstrationer af vores nye sminkeprodukt.

”Vær den, du altid har drømt om at være” ville der stå i annoncerne. Det ville blive en stor kampagne. Den var vigtig.

I det samme ringede min mobil. Det måtte være min kæreste . Hun var den eneste, der ringede på mobilen i arbejdstiden.

”Et øjeblik” sagde jeg henvendt til hundeklipperens datter.

”Jeg er nødt til lige at tage denne samtale.”

Hun nikke uden at sige noget; penslen fra sminkesættet duppede allerede flittigt og ivrigt på hendes hud. Det var som om den havde fået selvstændigt liv, så hurtigt bearbejdede hun sit ansigt med den lange lyse pensel.

Jeg vendte ryggen til hende, for at antyde at samtalen ikke kom hende ved, hvad der jo var sandt nok. Det handlede bare om aftenspisning, men det kunne hun jo ikke vide. Da vi endelig havde fundet ud af, hvor vi ville spise og havde sagt farvel til hinanden, vendte jeg mig om for at afslutte seancen med hundeklipperens datter.

Den anonyme unge blege kvinde var borte. I stedet stod johnny Depp i al sin farverige pragt foran mit skrivebord. Der var ingen tvivl. Personen lignede til forveksling den berømte pirat.

Men stemmen var stadig den samme.

”Har du andre ønsker”

Jeg kunne se at hun nød min forbløffelse. Hun kunne noget med en pensel.

Måske var hun lige den rigtige til jobbet.

”Kom igen på mandag, så skal jeg forklare hvordan vi gør det med kørsel og hvordan arbejdstiderne er. Hvis du vil er jobbet dit.”

Ordene kom ud af min mund, uden at jeg egentlig havde tænkt mig om. Men sagt var sagt. Nu måtte hun have chancen.

Omhyggeligt pakkede hun sit grej sammen i den store taske hun havde anbragt på bordet.

”Godt. Jeg kommer klokken 10,” Svaret var selvsikkert og et lille smil viste, at hun nok hele tiden havde regnet med at få stillingen.

Døren gled stille i efter hende, da hun forlod mit kontor, og jeg fattede stadig ikke hvad der egentlig var sket.

Reklamer

14 tanker omkring “Johnny Depp og det uventede

  1. Nina Sander det var da en genial løsning på opgaven. At gå fra at være totalt intetsigende til at være Johnny Depp. Jov jov. Det viser jo bare, man ikke skal stole på sit førstehåndsindtryk. Hvor skønt. Og du skriver jo, som altid, fantastisk. Tak for god underholdning.

    Kh Uhrskov

    Liked by 1 person

  2. Hej Nina
    Jeg er bare enig med Uhrskov. Rigtig god og original ide. Godt set, at hundeklipning kan føre til alt, at datteren vel også har været morens “hund”, og har lært metamorfosens kunst, for hunde, hvad mange ikke ved, kan klippes til hvad som helst, især når man også har lært at klippe langhåret, for så kan man klippe Johnny Depp. Godt at moren kun fik den halve uddannelse. Hvad kunne en hel ikke have ført til?

    En lille kritik: adjektivet “uendeligt” her : “Trægheden i hele samtaleforløbet begyndte at tynge mig uendeligt meget”, burde måske studses lidt ned; er måske lidt overkill??

    Liked by 1 person

  3. Hej Nina

    Det er en super god besvarelse på opgaven.
    Der er spændingskurve, overraskelse og rigtig godt formuleret sprog med pointe om, at man ikke skal bedømme for hurtigt.
    Tak for en frisk og god historie!

    Bedste hilsner fra Anne

    Liked by 1 person

  4. Hej Nina
    Rigtig fin løsning, hvor du bruger sætningen uden alligevel at bruge den. Den jobsamtale er speciel og du fortæller den godt. Du bruger portræt i både overført og bogstavelig betydning. Overskriften er også fin i stil med handlingen. Herlig læsning.
    kh m

    Liked by 1 person

  5. Hej Nina, Sikke en sjov og god løsning … og jeg som fik associationer til Edward Scissorhands først da jeg så Depp i titlen. 🙂 Herlig historie. Perfekt timing og rigtig god udvikling af hovedpersonen. I din udgave er det datteren vi lærer at kende. I alle andre historier jeg hidtil har læst er det moderen der er i centrum. Velskrevet og elegant løsning på opgaven. Tak for den. khb

    Liked by 1 person

  6. Hej Nina.

    Nå, det er det man skulle kunne for at få job 😉
    Jeg sætter endnu en rose i din velfortjente buket 😉
    Fin opbygning, overraskende udvikling og god pointe, selvom den er velkendt : sku ikke hunden eller jobansøgeren på hårene.
    Glimrende historie.

    Vh. Amanda

    Liked by 1 person

  7. Hej Nina

    Først tænkte jeg der sker da ikke noget her, men så kommer der fart på din tekst, og så køre den derud af. Den er god og medrivende, sejt at kunne sminke sig til Johnny Depp. Jeg nød at læse den 🙂

    Kh Mimi K

    Liked by 1 person

  8. Hej Nina,
    En anderledes og overraskende historie. Der skal virkelig noget til for at komme i betragtning til et job i dag, og den her måde er da genial – og så Johnny Depp. Ham er jeg helt vild mef. Godt fortalt!
    K.h. Christa.

    Like

  9. Kære Nina

    Herlig opbygning af teksten. Langsom start, alt er lidt gråt og negativt, der bliver ikke lagt op til den store personbeskrivelse. Men så kommer penslerne frem. Bogstavelig talt.
    En historie om en grå kvinde der kan lave mirakler med en make up-pensel, men også om en grå forretningsmand der bliver snøret grundigt. Det spændende er så om han bliver ved med at være grå? Eller kommer der lidt piratfarver ind over ham også?
    Rigtig godt fortalt. Godt gået.

    vh dorte

    Liked by 1 person

  10. Å det ville være pivlækkert, hvis man lige kunne trække et lille show op af ærmet til jobsamtalen. Hvor er hun bare god. Jeg kunne dog godt tænke mig, at overraskelsen kom mere knivskarpt for ligesom at understrege humoren i historien. Som det er nu, forventer læseren allerede en forandring, når jeg-fortælleren vender sig rundt. Men det er en smagssag – jeg synes historien er sød.

    Like

  11. Flot!! Fin, velskrevet og munter tekst. Nød den meget og anede tidligt, hun nok skulle få det job. Håber, mange jobsøgende læser din tekst. Fremragende anskuelse i, hvordan man skiller sig positivt ud fra de hundreder af andre ansøgere.

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s