Alting var det ekstraordinære

Jeg lukker øjnene og prøver at fremmane det landskab, jeg kendte, da jeg var en rolling på 3-4 år. Dengang var ukendte veje og lukkede døre det mest spændende, der fandtes.

Jeg har sat mig for at opsøge det ordinære, for at finde det ekstraordinære. Så derfor står jeg her nu, i den gade, hvor jeg fik mine allerførste oplevelser.

Det var stort set det samme landskab dengang, som det er nu. Altså geografisk. Men alligevel har jeg det, som om jeg befinder mig et helt andet sted.

Bebyggelserne er de samme som de var dengang. Hegnene omkring de store plæner der omgiver karréerne er ganske vist fjernet. Bortse fra det, er der ingen forandring. I dag er det ikke forbudt at gå på græsset. Nu er der bare ingen børn til at løbe ind på plænerne. Men ellers er alt forblevet, som byplanlæggerne havde tænkt det for 75 år siden.

Borte er den store børneflok , der trimlede den ene eller den anden vej over de store skrånende plæner, mens ungerne råbte:

  • Pås på, viceværten kommer!!.

 

Lyden af råbene hænger som et tyndt ekko bag et slør af erindring.Det var en advarsel , der kunne få hele flokken af tumlinger, skolebørn og store søskende til at flagre ned ad vejen som en flok gråspurve under angreb af en høg.

Lydene. Jeg står her nu  idag og lytter. En konstant summen af trafik udvisker alle andre lyde. Ligger som en solid undertråd i lydtæppet.

Dengang kunne jeg en lys aften udelukkende høre fuglene. Forårssang den første milde aften. Den intense duft af jord og græs.

Kan det passe, at jeg hørte en sommerfugl flapse med de smørgule vinger, mens den flaksende baskede vej gennem solstriber i den åbne dør ud mod en sommerhvid himmel. Jeg stod øverst på trappen og vidste at jeg skulle passe på, mens denne gule skabning lettede på trods af alle love og advarsler,  kastede sig gennem lyshavet ud mod det ukendte uden for.

Hvor var jeg misundelig. Hvor ville jeg gerne kunne flyve. Det så så enkelt ud.

Alting hang sammen og der var ingen logik. Alt var umiddelbart, uden rækkefølger og konsekvens.

Duften af regnvand i perfekte runde dråber på en støvet asfaltbelægning. Mine knæ blev våde. Jag satte mig på hug og slikkede vandet væk fra knæskallerne. Det smagte salt af hud og sved. Var det mig der smagte sådan?

Men stærkest er billederne.- En lang smal planke lagt over et vandfyldt hul, et verdenshav. Under planken blinkede det plumrede vand , nok derfor nogen har anbragt planken over den gule pyt. Så dybt var hullet, at man næsten kunne drukne. Dødens nærhed pirrede og lokkede når vi igen og igen balancerede over pytten på den fjedrende planke. Først de store, så de små, hvis man ikke var et pattebarn. Frydefuld angst for at miste balancen. Igen og igen.

Sommeren varede et halvt liv, og timerne var uendelige. Derfor er der ingen handling i denne historie. En handling er en fremdrift og dengang stod tiden stille.

Ingen forandring. Alting var det ekstraordinære.

Reklamer