Alting var det ekstraordinære

Jeg lukker øjnene og prøver at fremmane det landskab, jeg kendte, da jeg var en rolling på 3-4 år. Dengang var ukendte veje og lukkede døre det mest spændende, der fandtes.

Jeg har sat mig for at opsøge det ordinære, for at finde det ekstraordinære. Så derfor står jeg her nu, i den gade, hvor jeg fik mine allerførste oplevelser.

Det var stort set det samme landskab dengang, som det er nu. Altså geografisk. Men alligevel har jeg det, som om jeg befinder mig et helt andet sted.

Bebyggelserne er de samme som de var dengang. Hegnene omkring de store plæner der omgiver karréerne er ganske vist fjernet. Bortse fra det, er der ingen forandring. I dag er det ikke forbudt at gå på græsset. Nu er der bare ingen børn til at løbe ind på plænerne. Men ellers er alt forblevet, som byplanlæggerne havde tænkt det for 75 år siden.

Borte er den store børneflok , der trimlede den ene eller den anden vej over de store skrånende plæner, mens ungerne råbte:

  • Pås på, viceværten kommer!!.

 

Lyden af råbene hænger som et tyndt ekko bag et slør af erindring.Det var en advarsel , der kunne få hele flokken af tumlinger, skolebørn og store søskende til at flagre ned ad vejen som en flok gråspurve under angreb af en høg.

Lydene. Jeg står her nu  idag og lytter. En konstant summen af trafik udvisker alle andre lyde. Ligger som en solid undertråd i lydtæppet.

Dengang kunne jeg en lys aften udelukkende høre fuglene. Forårssang den første milde aften. Den intense duft af jord og græs.

Kan det passe, at jeg hørte en sommerfugl flapse med de smørgule vinger, mens den flaksende baskede vej gennem solstriber i den åbne dør ud mod en sommerhvid himmel. Jeg stod øverst på trappen og vidste at jeg skulle passe på, mens denne gule skabning lettede på trods af alle love og advarsler,  kastede sig gennem lyshavet ud mod det ukendte uden for.

Hvor var jeg misundelig. Hvor ville jeg gerne kunne flyve. Det så så enkelt ud.

Alting hang sammen og der var ingen logik. Alt var umiddelbart, uden rækkefølger og konsekvens.

Duften af regnvand i perfekte runde dråber på en støvet asfaltbelægning. Mine knæ blev våde. Jag satte mig på hug og slikkede vandet væk fra knæskallerne. Det smagte salt af hud og sved. Var det mig der smagte sådan?

Men stærkest er billederne.- En lang smal planke lagt over et vandfyldt hul, et verdenshav. Under planken blinkede det plumrede vand , nok derfor nogen har anbragt planken over den gule pyt. Så dybt var hullet, at man næsten kunne drukne. Dødens nærhed pirrede og lokkede når vi igen og igen balancerede over pytten på den fjedrende planke. Først de store, så de små, hvis man ikke var et pattebarn. Frydefuld angst for at miste balancen. Igen og igen.

Sommeren varede et halvt liv, og timerne var uendelige. Derfor er der ingen handling i denne historie. En handling er en fremdrift og dengang stod tiden stille.

Ingen forandring. Alting var det ekstraordinære.

Reklamer

32 tanker omkring “Alting var det ekstraordinære

  1. Flot poetisk tekst fyldt med masser af show, hvor genkendelsen vælter frem i takt med læsningen. Ingen fremdrift og ingen handling skriver du, men det løjerlige er, at der netop er masser af handling fordi egne minder befolket med personer, lyde og lugte kører som en film under læsningen.
    Tak for en tur ned ad memory lane, det var absolut dejlig læsning.
    Forresten skal al ting i ét ord (alting)

    Kh livsglæde

    Liked by 1 person

  2. Kære Nina
    Hvor er det en dejlig tekst om “Barndommens land” – den er så fin og sart som en sommerfugls vinge. Skønt at læse sådan en tolkning af opgaven. Nu vil jeg lige vende tilbage til debattråden og anbefale den, for jeg har været kontaktet af et par stykker, der var utilfredse med opgaveformuleringen. Vi gamle ved, at det ikke er et “must” bare et oplæg. Din tekst her er helt ala Murakani, der skriver en hel bog om timen efter midnat en enkelt sted på jorden. Denne tekst er helt din egen. Flot skrevet.
    Du fik mig også til at tænke min egen løsning om, fordi jeg ikke kan få den lavet, som jeg vil have den. Der kører så meget i hovedet på mig, at jeg ikke kan få det formuleret. TAK for hjælpen til at “omfortolke” kh m

    Liked by 1 person

    • Du bruger den samme teknik, som ham Mu…. gør i “Efter midnat” – sammenligningen opstod af, at Jesper har brugt noget fra Mu…s forfatterskab som inspiration og at Ella stejlede over opgaven, fordi hun skriver hun aldrig har forstået ham japaneren. Det har jeg heller ikke før jeg tilfældigt læste “Efter midnat” vi lever i en helt anden kultur, så der er også meget jeg “misser” når jeg læser ham. Din “Al ting var det ekstraordinære” er en skøn historie – absolut ekstraordinær. Både i stil og indhold. kh m

      Liked by 1 person

      • Kære Millemoses,
        Tak for dine flotte ord. Glad for at du nød fortællingen, selv om den så at sige ikke hang sammen ved hjælp af en handling. Hvad angår Murakami, så er han mit store idol. Han kan virkelig fange en stemning. I mine øjne er hen en af de få fortællere i vor tid som kan genfortrylle denne verden..
        Jeg fatter ikke at han ikke forlængst har fået en Nobelpris. Håber hvert år han får den.
        Kh Nina

        Liked by 1 person

  3. Hej Nina Sander,
    “et liv” – “det man husker” – “det extraordinære”
    Nu ved jeg ikke, om du har spist ingefær for at fremmane barndomserindringer, men du fortolker minderne så perfekt, så sanseligt, at jeg ikke er i tvivl om, det må være træk fra en verden, du selv har oplevet.
    Selv om Murakami er nævnt i oplægget, synes jeg bestemt ikke der er sammenligningsgrundlag mellem din tekst og hans forskruede fantasiverden. Så vil jeg meget hellere i den forbindelse nævne Lev Tolstoj: “barndom, opvækst og ungdom” (som er blevet genoptrykt). Han går så meget i dybden ved beskrivelsen af hvad han føler, – naturen, vejrfænomener, forældrenes kærtegn, ja alt mellem himmel og jord. Kan anbefales både mht det historiske, men bestemt også hvis man giver sig tid til “at smage” på alle hans ord.
    Det var dejligt at læse en tekst, som bevæger sig i andre retninger end det noget begrænsede oplæg.
    Hilsen Ella

    Liked by 3 people

    • jamen Ella, den ene gode forfatter udelukker ikke den anden. Både Tolstoj og Murakami er forfattere rundet af anden kultur end den vi er – altså god litteratur er unik og god for os alle at læse. Du skal bare fortsætte med din energiske krønike om Marie, så skal du se, det er og bliver læseværdigt, når man ved noget om det man skriver og bruger teknikkerne alternativt. Jeg ved du ikke strikker eller maler, men sådan er det også der, når man kan finde ud af teknikken, så er det bare om at slå sig løs. Nina er inspireret, har læst en del og kan en teknik, der er god, så er jeg ligeglad med om det er T eller M der har været inspirator. Synsvinklerne er i hvert fald i orden apropo vores disputs om det – og undskyld Nina, at vi bruger din blog til at skændes i. kh m&m

      Liked by 1 person

  4. I er så hjerteligt velkomne begge to. Jeg er bare glad for at inspirere til en lille diskussion. Det er jo derfor vi skriver her i skriveskolen. Men jeg er nu lidt beklemt ved de store sammenligninger. Bare fordi man kan spille en tone rent er man ikke en Mozart. Men det er da en begyndelse, og det er jo det, det handler om: at komme igang.
    Jeg var først også en smule irriteret over oplægget, men da jeg først kom igang for alvor, virkede det godt for mig ,at jeg var tvunget til på en måde at opponere mod oplægget . Alt er relativt. Det ekstraordinære er en total relativ størrelse, som er defineret af, hvad der er det ordinære.Og det hele igen hængt op i, hvem der oplever..I min fortælling bliver det et ubeskrevne blad aka det lille barn
    Kh
    Nina

    Liked by 1 person


  5. Enig. En god diskussion er udviklende. Der er mange faconer at udtrykke sig på, og vi er tilsyneladende og heldigvis meget forskellige. Her drejer det sig normalt vis ikke om “like” af diverse ude fra kommende forfattere, men om det vi selv frembringer. Så det her er egentlig en slags sidespring.
    Men tak for ordet.
    Hilsen Ella

    Liked by 1 person

  6. Jeg nød meget din følsomme, som straks fremmanede masser af billeder! Fint formuleret! Men jeg er altså nysgerrig efter at høre, hvilket af de tre opgaveforlæg, du har brugt, eller om det er lidt af hvert – dog nok ikke den med kamelen? 🙂 På gensyn, Maria

    Like

  7. Hej Maria, jeg brugte nok den med ingefær og hængte mig egentlig mest i det ekstraordinære.
    Ingefæren blev strøget under redigering. Der var heller ingen kameler eller frøer i det univers jeg fandt.
    Glæder mig til at læse dig om et par dage.
    Vh nina

    Like

  8. Kære Nina
    Jeg er helt vild med denne stille, for mig – lidt melankolske fortælling. Pigen i den voksne kvinde. Der mærker og ser, husker og husker det særlige. Din poesi tager mig med til mit barndomsland, hvor viceværten dog var en knag til at hive rulleskøjter, og andet godt op af kloarken, når de af uvisse årsager landede der.
    Så fin og smuk en tekst. Tak
    Kh Aviaaja

    Liked by 1 person

    • Kære Aviaja
      Tak for dine pæne ord. Jeg er glad for din indfølte læsning.
      Mon ikke de fleste har haft et “barndomsland”, som det af og til er værd at genbesøge, Om ikke på andre måder så i erindringen. Jeg prøver af og til at beskrive de samme scener igen, med et eller to års mellemrum, for at finde ud af om min hukommelse fæstner sig ved de sammme ting. Det er ikke altid det er tilfældet. Der findes mange parallelle verdener i vores erindring.
      Kh
      NIna

      Like

  9. Hej Nina
    En sommerfugl man kan høre, midt i det ordinære findes det ekstraordinære. Diit erindringsbillede er ekstraordinært levende og let, kan ikke gøres bedre. Jeg nød at svæve med, ikke for meget, ikke for lidt, lige tilpas til mig så jeg kunne høre og se det hele og næsten dufte stemningen. Og så en fin filosofisk afslutning der binder til opgaven!
    Kh jesper o

    Liked by 1 person

    • Kære Jesper
      Nu svæver jeg selv på sommerfuglevinger efter dine meget flotte ord. Det gjorde mig glad, at du så
      præcist havde forstået min tekst efter min hensigt. Ofte bliver teksten forstået på en anden måde end det jeg mente da jeg skrev den. Ikke at det gør noget, bar mine læsere er glade, men det er nu rart en gang imellem at ramme rigtigt.
      Vh
      Nina

      Like

  10. Hej Nina.

    Jeg nød også din fine og florlette tekst, der så fint beskriver, hvordan alting er ekstraordinært, når det sanses og opleves for første gang.
    Jeg har ikke læst noget af den der japaner, der bringes på bane i denne uge og har været nævnt før, og Tolstoj har jeg kun “snuset” til, så den diskussion vil jeg ikke blande mig i 🙂 Derimod har jeg læst adskillige andre barndoms-skildringer, erindrede såvel som opdigtede. forfattere, der lige falder mig ind er Martin Andersen Nexø, Tove Ditlevsen og Jacob Bech Nygård. Dem synes, jeg gør det godt.
    En del andre slipper knapt så godt fra det (ingen grund til at nævne navne, når det er lidt negativt) og skriver temmelig fladt og kedeligt; det gør du absolut ikke!
    Mens jeg læste følte jeg en vis samhørighed med barnet i teksten og bagefter dukkede egne minder frem 🙂

    vh. Amanda

    Liked by 1 person

    • Kære Amanda

      Tak for din læsning af min tekst. Dejligt, at du kunne lide den. Jeg blev meget glad for at du skrev: “Mens jeg læste følte jeg en vis samhørighed med barnet i teksten og bagefter dukkede egne minder frem ”
      Så kan teksten næsten ikke gøre det bedre.
      God Påske
      Nina

      Like

  11. En rigtig fin lille barndomserindring. Den fremmaner det forgangne på en meget levende og genkendelig måde. For det er virkelig en højst besynderlig oplevelse at være fysisk tilbage og tilstede i barndommens kulisser og både genkalde sig lyde og syner.
    Og sikkert en stor tilfredsstillelse at få det fældet ned på ‘papir’.
    Mange hilsener Per

    Like

    • Kære Per

      Tak for dine pæne ord. Jeg har nu digtet det hele. Har slet ikke været fysisk tilstede i virkligheden. Det er digt det hele. Jeg har bare leget lidt med de parallelle verdener inspireret af vores Murakami thema: Virkelighedens NU modsat erindringens DENGANG. Der er så mange muligheder for at bruge det digterisk, at det er svært at stoppe. Glad for at min digterisk skabte virkelighed illuderede så godt, at du “troede ” på det.
      Vh
      Nina

      Liked by 1 person

  12. Kære Nina

    Jeg tænker din tekst sagtens kunne være meget længere, indeholde en masse af barnets fantastiske observationer og stille filosoferen over det helt nære, på ingen måde ordinært, på alle måder ekstraordinært. Og selv om den var tusind gange så lang, ville den ikke være kedelig, for hun kan noget, den lille Nina, hun kan se den store verden i en lille vandpyt. Hun samler barnets store oplevelse af de ganske små ting, så man som voksen nikker og tænker: Ja, sådan var det. Og man føler sig så beriget, for tænk at du også oplevede det.

    Jeg er især fascineret af planken og vandpytten. Tænk et billede du tegner. Skrækken for at falde i, den sugende oplevelse af måske at blive trukket i dybet, angsten som de voksne bare ville have kaldt pjat. En anden sjov detalje er skrækken for at blive opdaget af de strenge voksne – advarselsråbet: Viceværten kommer. Jeg havde nu ikke nogen vicevært, men husker andre situationer hvor advarselsråbet: De voksne kommer! var skræmmende nok. Måske fordi vi vidste at det var så helt aldeles umuligt at forklare de dumme voksne at det, vi havde gang i, var livsvigtigt, lige der, lige dengang.

    Underskøn dejlig tekst og en perfekt opgavebesvarelse.
    kh dorte

    Liked by 1 person

  13. Hej Nina.

    A trip down memory lane. Skønt. Jeg var med hele vejen. Stod og lyttede til trafikken, der førhen var fuglesang. Jeg så sommerfuglen søge sit eventyr og stirrede med i den farlige vandpyt med store øjne, mens jeg kæmpede for at holde balancen på planken. Skøn fortælling. Meget livagtig og yderst velskrevet.

    Kh Uhrskov

    Liked by 1 person

  14. Hej Nina.
    Dejligt indlæg. Du skriver levende om dine minder, så jeg både kan se, smage og dufte dem, hvor er det velskrevet. “En handling er en fremdrift og dengang stod tiden stille”. Intet kan være mere sandt for i barndommens gade ophører tiden. Jeg nød i høj grad dit tidsbillede og savnede hverken ingefær, frø eller kameler. Tak for den.
    Kh
    Mette

    Like

  15. Hej Nina

    Det er en rigtig fin erindringsbeskrivelse!

    “Lyden af råbene hænger som et tyndt ekko bag et slør af erindring.” Den sætning er rigtig god, synes jeg!
    Alt bliver større, når man er barn, og selvfølgelig er en vandpyt med planker over, fordi vandet er plumret, meget farlig.
    God slutning omkring fremdrift, som eksisterer i nuet. (undtagen i legen, synes jeg).

    Det er en dejlig og velformuleret tekst, du har skrevet.
    Men selvom alt bliver større og fantasien ikke kender grænser, når man er barn, så synes jeg dog, du har snydt lidt mht. det, opgaven lyder på. Og det kan man så være uening i.

    De bedste hilsner fra Anne

    Liked by 1 person

  16. Kære Nina,

    Jeg kan virkelig godt lide din leg med kontraster i denne tekst:
    For eksempel: – Det ekstraordinære i det ordinære. – Alting hang sammen og der var ingen logik. – Frydefuld angst for at miste balancen. – Sommeren varede et halvt liv,. – En handling er en fremdrift og dengang stod tiden stille.
    Jeg kan godt lide at være sammen med det her barn. Jeg mærker foråret friske luft og sommerns frihed, hører råbene, ser sommerfuglene og mærker barnets facination af al det der sker, det ordinære som egentlig er det man vist nok kan kalde for “at være til”. … at leve. Og det er jo faktisk ganske ekstraordinært, når man tænker efter. khB

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s