Et ægte værk

 

Hun stod med et ben på hver side af den smalle kanal, som en grotesk menneskelig bro over den smalle skakt, hvor  sort vand gurglede i takt med bølgerne uden for den mørklagte garage.

” Hvis jeg skal tisse nu, er jeg virkelig på den ”I am screwed anayway” Tænkte hun.

Hun kunne ikke lade være med at skære en grimasse af undertrykt latter.

Det var så fjollet, også i den grad. Hun: lille og tyk, men sortklædt som en ninja. Ikke almindeligt for en kvinde på den anden side af de 70.

 

Den ene fod rutchede en anelse på den blankpolerede granitkant,

Hvorfor fanden havde de ikke brugt sandsten til det afløb. Granit blev for glat.

I det samme væltede atter en stort gylp af vand ud fra udstillingsrummet inde bag det tunge forhæng.

Var det mon denne gang.

Vandet steg, bølgede frem og tilbage, trægt og tungt, som en ond gele, der var ved at stivne. Så faldt det igen

Nej. heller ikke nu.

Så fik hun øje på det: en bleg cirkel der løftede sig op mod overfladen, drejede rundt og blev til en svømmende paryk. Under hårets tentakler kunne hun ane en skikkelse, der i total afslappelse og fuldkommen ro gled af sted under den glatte overflade.

Lemmerne havde mistet deres karakter af sammenhæng og svømmede som mærkelige selvstændige væsener, der næsten  tilfældigt var forbundet via en plump krop.

Hun løftede kosten og pressede den så ned over hovedet på den flydende skikkelse.

Der var ingen reaktion, ingen tegn  på modstand.

Han var død.

Et nyt gylp af sortfarvet vand strømmede ud i kanalen.

Hun åndede lettet ud. Hun var alligevel ikke blevet morder i denne omgang.

Det  havde hun ellers aldrig prøvet. Og lige ham her havde hun gerne myrdet, langsomt og smertefuldt.

Skikkelsen forsvandt i den sorte kanal.

 

Hun slap  kosten og lod den  glide ned i vandet. Lænede sig med en smule besvær til højre og fik fat i stakittet langs kanalkanten.

Hendes arme og ben sov, og kun med besvær fik hun flyttet vægten over på højre fod, så hun kunne trække venstre ben til sig .

Det var gjort. Han var død.

Væk.

Borte .

Han skulle aldrig mere genere Sally, eller nogen anden kvinde.

 

Som en tæt skygge bøjede hun sig og  gled under det tunge forhæng. Smuttede så ubemærket og stille som muligt ind i udstillings rummet. Der var tomt. Bortset fra den sovende vagt, var der er ingen mennesker i hele rummet. Hvor var flokken blevet af.?

Hun havde i den grad været døvet af den larmende teknomusik, at hun intet havde kunnet høre fra udstillingsrummet.

Teknnomusikken kørte stadig. Hele åbningtiden drønede den uafbrudt. Nu var der tomt, men der havde været mindst 20 personer, sidst hun var her inde. Glade og spændte turister, ogfestivalgæster i broget sommertøj—og så ham..

Sally var også væk.

Men det var gået, som hun havde aftalt med Sally. Nu skulle hun bare finde Sally og så skulle de af sted. Vagten sad stadig og sov, tilbagelænet på pindestolen med lukkede øjne

 

Hendes hjerte hamrede. Med tilkæmpet ro forlod hun den mørklagte pavillon. Det var bare en gammel garage i en middelalderlig bygning. Sikket en garage til gondoler. Hun så for sig hvordan gondolerne kunne glide ind i de smalle kanaler i den store hal.

Nu tjente ejerne af de smukke  bygninger nok en formue ved at leje hallerne ud til kunstudstillinger.

Kunstbienalen i Venedig var en ren pengemaskine for de lokale ejendomsbesiddere. Hun tænkte, at de tjente flere penge på at leje lokaler ud til kunst, end kunstnerne tjente på at producere værker til udstillingerne.

En duft af salt hav ramte hende sammen med lyset.

Det blændede hende, indtil hendes øjne vænnede sig til  solen og skæret fra bugten. En million små krappe bølger agerede spejle, der forstærkede strålekraften fra hinanden og det strålende himmellegeme.

Det havde sådan en mærkelig økonomi, dette kunstmiljø havde.

Tænkte hun.

Det blev anset, for så stor en ære at udstille på biennalen, at alle forventede, at kunstnerne ville være parat til at arbejde  næsten gratis, måske endda betale for det. Nu havde HAN fået lov til at betale for det, han havde gjort. Ingen straf var hård nok.

Tænkte hun.

Solen varmede på huden. Varmen fik hende til at slappe af. NU var det slut. Hun tog den sorte kappe af og smed den i en affaldstønde, før hun gik videre.

NU lignede hun alle de andre.

En ung mand sad bag en væg af skæme og fulgte hendes skikkelse.

Her smed hun kappen. Han tastede nogle koordinater ind på en telefon og talte med en person i den anden ene af røret. Den kappe måtte de have . Den skulle hentes. Så afsluttede han samtalen og koncentrerede sig igen om at følge den trinde skikkelse fra skærm til skærm.