Et ægte værk (fortsættelse) del 3

Irene var sunket sammen på bådns dørk. Midt i smerterne huskede hun en anden rejse. For lang tid siden

Den rejse i 1982 var noget hun havde tilladt sig, selv om hun slet ikke havde penge nok til en rejse. Irene var ulykkelig. Hannah vidste altid råd. Hun ville være den helt rigtige kur for en elendig, 30årig kvinde , der lige var blevet forladt af sin elsker.

Irene havde spurgt:

-”Må jeg komme?”

, og Hannah havde straks svaret :

– ”Kom, kom, du hører til hos os”.

Gæstfriheden var uden grænser, selv om det var Irenes første møde med Hannas nye mand, Knut. Typisk Hanna, intet forbehold. Ena fik sat vinterdæk på bilen og kørte mod Hirtshals.Der var plads på færgen , men kahytten var elendig . I bunden af skibet nærmest oven på akselen. Men pyt med manglende nattesøvn. Den næste dag havde hun været hos Hanna. Verdens bedste kur mod hjertesorg bestod af: Rødvin, en god veninde og venindens nye, venlige mand, der sad smilende ved bordet, som et levende bevis på, at det kunne lade sig gøre at finde en ny kærlighed, når den gamle smuldrede.

Knut var rar. Han fik Hannah til at blomstre , havde en utrættelige accept af hendes luner. Efter få timer følte Irene sig fantastisk godt tilpas. Den gode stemning gennemvarmede hende. Lige indtil Hannah fik den idé, at hun ville tegne Irene. Det passede ikke Knut, at han ikke havde del i det projekt.

Den næste dag tegnede Hannah. Irene elskede at se, at Hannah tegnede igen. Det havde hun ikke gjort længe. De sidste år havde hun udelukkende fotograferet. Hun var en meget dygtig fotograf, og hun kunne noget med et fotografi, der havde gjort hende berømt langt uden for Skandinavien.

Alligevel følte Irene sig betydningsfuld, som den, der havde genoplivet den gamle tegne-trang Efterhånden som kultegningerne blev færdige, satte Hanna dem omhyggeligt fast på en stor plade , som præcise registreringer af en dags skiftende lys og skygge opmålt af en kvindekrop. Sirligt og nøjagtigt, som alt hvad Hannah foretog sig , dannede de et rasta-mønster: Irene som tegnet data.

Irene nød den stille fortrolighed, der bredte sig mellem de to kvinder.Fornemmelsen fra ungdomstiden på akademiet sivede stille ind igen. Rollerne var de samme: Hannah førte an. Irene fulgte med

Den fjerde dag begyndte sneen at falde. Ruderne lukkede til og et dæmpet tusmørke afløste de første dages stærke vintersol. Alle konturer og skygger forsvandt. Det var magisk.

Ud på dagen hørte de Knuts bil komme tilbage. Den bløde sne knirkede under hjulene, da den trillede det sidste stykke vej hen til trappen foran hoveddøren. Han havde æret sur over at være lukket ude og var kørt på indkøb.

-”Der forsvandt roen!” Hanna lagde opgivende kulstiften ned på bordet ved siden af den store, grå tegning. Et lille øjeblik efter hørte de Knuts tunge skridt gennem stuen og ned af trappen mod døren til atalieret. Irene vidste at skiltet ”Lukket på grund af kunst” stadig hang provokerende på den anden side af døre

Irene rykkede sig uroligt på den bænk, hvor hun lå. Af og til trak hun det tykke tæppe rundt om sin nøgne krop, hvis hun begyndte at fryse. Hannah derimod bemærkede ikke den kulde, der faldt fra de høje ovenlysvinduer. Hun var konstant i bevægelse, totalt opslugt af at iagttage og tegne .

Irene følte sig set. Sådan havde hun ikke følt sig tilstede i flere år. Hele situationen mindede om en forelskelse. Irene kunne levende forestille sig Knuts jalousi og hun var sig pinligt bevidst om de fantasier, der for gennem hans bevidsthed. Ved aftensmaden havde han pludselig betragtet hende på en ny måde.

Irene vidste ikke, hvad hun skulle stille op med hans følelser.

Knuts skridt genlød vredt og energisk. Hans knyttede næver dundrede beslutsomt på døren. Hannah holdt en finger for munden og gav tegn til Irene om, at hun skulle være helt stille . Irene trak tæppet over sig og lå helt stille.

Knut hamrede igen på døre. Begge kvinder var musestille.

Så råbte han:

– ”Nu må det vær slut. Luk mig ind. Jeg holder det ikke ud.” Lydløst leende lagde Hanna kulstiften ned på tegne pladen og listede op til døren. Her lirkede hun forsigtigt håndtaget ned og da Knut igen begyndte at dundre på døren, trak hun den pludselig op med et sæt.

Den store mand tumlede ind gennem døren og var lige ved at vælte ned af de 2 trin, der førte til atalieret. Knut tabte mælet, og begge kvinder brød sammen af grin.

 

Den aften var noget forandret. Knut følte åbenbart at han nu havde ret til at deltage i de to kvinders tætte forhold. Der blev drukket meget forsoningsrødvin, og næste morgen vågnede de alle tre i samme seng. Hannah lo overstadigt – ”jeg nægter at lave om på tegningerne” Var hendes eneste kommentar .

– ”Det her handler kun om Irene” sagde Hannah

Knut var åbenbart ligeglad, hans humør var strålende . Han var tilfreds.

Det var dengang. Nu handlede det kun om Hannas kunst Irene mærkede bådens bump over bølgerne. Hun måtta advare Sally. De var opdaget.

 

 

Reklamer

Et ægte værk. (fortsættelse)

Sollyset skar i hendes pupiller som en sulten skalpel. Hun mærkede sit morgenstramme  ansigt . I morges havde hun i sin nervøsitet glemt at komme  ansigtscreme på huden.Nu var det overstået. Det var gjort. Nu styrtede hun af sted som en skræmt hare. Det var som om det mørke rum hang fast i hende, holdt hende tilbage, som om hans døde ansigt blev ved med at glide væk mod havet under hende.

Men hun var ude i lyset igen. Hun skulle smile,  skulle se glad ud, skulle skynde sig, måtte ikke snuble , ikke løbe, bare gå normalt, ikke snuble, ikke sagtne farten , ikke være påfaldende,…Hjertets dunken i brystkassen overdøvede  den ferieagtige småsnak ved de mange borde langs med kanalen. Parasollerne stod som uheldssvangre trækroner svagt svajende for brisen, men nærige med skyggen. Hun var fanget i den bidende sol. Skyggens lindring var forbeholdt dem, der havde betalt for en parasol. Hun kunne ikke slappe af i øjnene.

Dumt, at hun havde glemt sine solbriller. Kontrasten mellem det  mørklagte udstillingsrum i den gamle gondoldok og det skarpe lys uden for på kajen  var pinagtig smertefuld. Hun pressede øjnene sammen og prøvede at få lindring ved at skærme med en hånd mod solen .I det samme mærkede hun sin fod støde mod noget hårdt. Resten af kroppen fortsatte i sin bane fremad  uden at sagtne farten. Balancen forsvandt. Alt sejlede, snurrede, drejede  og blev først roligt, da hun med et klask ramte fortorvsfliserne. Alt blev tyst. Hjertet slog, og holdt så en tøvende pause. Ingen lyd ude fra verden trængte igennem til hende. .

Så mærkede hun en forsigtig hånd på sin skulder.                                                                   ”Er du all right”                                                                                                                                      Hun drejede hovedet og forsøgte at fokusere sit blik mod den venlige stemme.Det var en ung mand. Han bøjede sig ned mod hende, rakte hende en hånd og sagde igen:                        ”Er alt i orden”                                                                                                                                    Ingenting var i orden. Hun så dobbelt og en smerte rullede ind fra venstre side af synsfeltet og overdøvede alt andet. Hun tog sig sammen og forsøgte at komme op i siddende stilling. Det gik ikke særligt godt. Benene gjorde ikke ondt. Armene var i orden.  Det var bare som om de ikke kunne koordineres helt. Hun rakte forsigtigt sin ene hånd op til den venlige stemme og lod sig trække op i siddende stilling.Han rakte hende et glas vand.                                                                                                                                                     ”Her, tag lidt at drikke. Det hjælper nok.”                                                                                                                  Hans stemme var blød og behagelig, let at forstå. Hun følte efter med tungen og konstaterede  tænderne ikke var knækkede. Famlede med de ømme hænder, og mærkede at brillerne godt nok var skæve , men ellers i orden. Det hele var nok ikke så slemt. Vandet fra glasset gled ind i munden og videre ned i halsen.                                          ”Gracie, bene bene” ”Tak, det var godt.”                                                                                              Hendes italienske var langsomt og ubehjælpsomt, og røbede at hun bestemt ikke var italiener, selv om hendes tøj var næsten klassisk italiensk, en tro kopi af det tøj alle de gamle koner gik med. Sort nederdel, sorte sko, sorte strømper, sort bluse og sort jakke. Enkeuniformen,  som var obligatorisk der på egnen.

”Sæt dig her,”                                                                                                                                        Han hjalp hende op på en stol ved bordet og rykkede lidt i parasolstangen, så hun blev  helt dækket  af  skygge.                                                                                                                        ”Tak,  tak”                                                                                                                                                     Smerten var nu koncentreret i hovedet, men hun kunne ikke rigtig skelne hvor i hovedet den sad. Det hævede sig, sendte bølger og blandede sig med et myriader af farver som kunne eksplodere i små gnistrende vulkaner, hvis hun flyttede på hovedet.

Hun lænede sig frem og støttede hovedet i begge hænder.                                                                    Den unge mand så bekymret på hende .

”Det må du undskylde , det var min komputertaske, du faldt over . Skal jeg ringe efter en ambulance. Eller tilkalde en læge.?”                                                                                            ”Nej Nej ”                                                                                                                                            Det gik bare ikke . Ingen måtte vide, at de var her. En læge var udlukket. Men det kunne hun ikke sige højt.

Den unge mand rakte glasset frem mod hende igen, efter at han havde hældt endnu mere vand op .                                                                                                                                 ”Drik det kolde og hold glasset mod din pande. Du får  nok en bule”

”Jeg må videre”                                                                                                                                 Hun ville rejse sig igen, men vaklede fordi balancen ikke ville som hun. Hun måtte hen til Sally.  Men hvordan. Sally ventede på hende på hotellet. Håbede hun. Sally havde det nok skidt. Men Sally havde klaret det, hun skulle klare.

Den unge mand greb hendes hånd igen. Hun mærkede at hans hånd var kølig og tør. Hun så på den . Det var en smuk hånd. Neglene var velformede og ikke for lange. Han var en flot mand på en speciel måde. Hans ansigtstræk var fyldige uden at være fedladne. Som en romersk yngling i marmor. Sally ville elske at møde ham. Men Sally måtte holde sig skjult.                                                                                                                    ”Kan du skaffe mig en taxi”                                                                                                             Han svarede med et bekymret blik.

”Kan du virkelig rejse dig”                                                                                                             Hun forsøgte, men vaklede og måtte sætte sig igen. Han rystede på hovedet.

”Det går ikke . Du kan ikke tage af sted alene. Jeg kan følge dig på vej.”                                Uden at vente på hendes svar rejste han sig og prajede en vandtaksi, der i det samme kom tøffende langsomt langs kajen.Den lille træbåd drejede ind og lagdehøjt tøffende til  til ved  broen.

Hovedet var lige ved at eksplodere, men det lykkedes hende at komme ned i taxien.     Den unge mand hoppede adræt efter hende. Da han landede gyngede båden under hans vægt og Irenes hjerne smertede af 1000 lysglimt.

”Hvor skal vi hen?”                                                                                                                                        ”Vi skal over til fastlandet Tværs over lagunen. Hun pegede over mod Maghera “. Hun pressede øjnene sammen, da båden satte farten op.                                                                                            Den unge mand tog sin mobil frem og tastede en besked.                                                         ”HviIket hotel?” spurgte han.                                                                                                         ”Le Petit Bateaux” svarede den gamle kone uden at se op.                                                   Hans tommelfingre formede  de sidste ord i en besked Han sendte den, slukkede mobilen og stak mobilen skødesløst  i bukselommen. Irene sad stadigt med øjnene klemt sammen.

Et andet sted i byen sad en mand i Hvid svedig  t-shirt foran en væg fyldt med skærme. Han fulgte intenst en skærm der viste en vandtaxi. Da vandtaxien  gled fra kaj, tjekkede han en sms der tikkede ind på hans mobil.                                                                                                 ”yes” udbrød han og koncentrerede sig igen  om en skærm i nederste række. Skærmen viste facaden på et Hotel. Et billede af en gammel galej slyngede sig sammen med ordene ”Le petite Bateaux” hen over  facaden på hotellet, der mere lignede en villa fra 1930.erne end et moderne hotel.