Et ægte værk. (fortsættelse)

Sollyset skar i hendes pupiller som en sulten skalpel. Hun mærkede sit morgenstramme  ansigt . I morges havde hun i sin nervøsitet glemt at komme  ansigtscreme på huden.Nu var det overstået. Det var gjort. Nu styrtede hun af sted som en skræmt hare. Det var som om det mørke rum hang fast i hende, holdt hende tilbage, som om hans døde ansigt blev ved med at glide væk mod havet under hende.

Men hun var ude i lyset igen. Hun skulle smile,  skulle se glad ud, skulle skynde sig, måtte ikke snuble , ikke løbe, bare gå normalt, ikke snuble, ikke sagtne farten , ikke være påfaldende,…Hjertets dunken i brystkassen overdøvede  den ferieagtige småsnak ved de mange borde langs med kanalen. Parasollerne stod som uheldssvangre trækroner svagt svajende for brisen, men nærige med skyggen. Hun var fanget i den bidende sol. Skyggens lindring var forbeholdt dem, der havde betalt for en parasol. Hun kunne ikke slappe af i øjnene.

Dumt, at hun havde glemt sine solbriller. Kontrasten mellem det  mørklagte udstillingsrum i den gamle gondoldok og det skarpe lys uden for på kajen  var pinagtig smertefuld. Hun pressede øjnene sammen og prøvede at få lindring ved at skærme med en hånd mod solen .I det samme mærkede hun sin fod støde mod noget hårdt. Resten af kroppen fortsatte i sin bane fremad  uden at sagtne farten. Balancen forsvandt. Alt sejlede, snurrede, drejede  og blev først roligt, da hun med et klask ramte fortorvsfliserne. Alt blev tyst. Hjertet slog, og holdt så en tøvende pause. Ingen lyd ude fra verden trængte igennem til hende. .

Så mærkede hun en forsigtig hånd på sin skulder.                                                                   ”Er du all right”                                                                                                                                      Hun drejede hovedet og forsøgte at fokusere sit blik mod den venlige stemme.Det var en ung mand. Han bøjede sig ned mod hende, rakte hende en hånd og sagde igen:                        ”Er alt i orden”                                                                                                                                    Ingenting var i orden. Hun så dobbelt og en smerte rullede ind fra venstre side af synsfeltet og overdøvede alt andet. Hun tog sig sammen og forsøgte at komme op i siddende stilling. Det gik ikke særligt godt. Benene gjorde ikke ondt. Armene var i orden.  Det var bare som om de ikke kunne koordineres helt. Hun rakte forsigtigt sin ene hånd op til den venlige stemme og lod sig trække op i siddende stilling.Han rakte hende et glas vand.                                                                                                                                                     ”Her, tag lidt at drikke. Det hjælper nok.”                                                                                                                  Hans stemme var blød og behagelig, let at forstå. Hun følte efter med tungen og konstaterede  tænderne ikke var knækkede. Famlede med de ømme hænder, og mærkede at brillerne godt nok var skæve , men ellers i orden. Det hele var nok ikke så slemt. Vandet fra glasset gled ind i munden og videre ned i halsen.                                          ”Gracie, bene bene” ”Tak, det var godt.”                                                                                              Hendes italienske var langsomt og ubehjælpsomt, og røbede at hun bestemt ikke var italiener, selv om hendes tøj var næsten klassisk italiensk, en tro kopi af det tøj alle de gamle koner gik med. Sort nederdel, sorte sko, sorte strømper, sort bluse og sort jakke. Enkeuniformen,  som var obligatorisk der på egnen.

”Sæt dig her,”                                                                                                                                        Han hjalp hende op på en stol ved bordet og rykkede lidt i parasolstangen, så hun blev  helt dækket  af  skygge.                                                                                                                        ”Tak,  tak”                                                                                                                                                     Smerten var nu koncentreret i hovedet, men hun kunne ikke rigtig skelne hvor i hovedet den sad. Det hævede sig, sendte bølger og blandede sig med et myriader af farver som kunne eksplodere i små gnistrende vulkaner, hvis hun flyttede på hovedet.

Hun lænede sig frem og støttede hovedet i begge hænder.                                                                    Den unge mand så bekymret på hende .

”Det må du undskylde , det var min komputertaske, du faldt over . Skal jeg ringe efter en ambulance. Eller tilkalde en læge.?”                                                                                            ”Nej Nej ”                                                                                                                                            Det gik bare ikke . Ingen måtte vide, at de var her. En læge var udlukket. Men det kunne hun ikke sige højt.

Den unge mand rakte glasset frem mod hende igen, efter at han havde hældt endnu mere vand op .                                                                                                                                 ”Drik det kolde og hold glasset mod din pande. Du får  nok en bule”

”Jeg må videre”                                                                                                                                 Hun ville rejse sig igen, men vaklede fordi balancen ikke ville som hun. Hun måtte hen til Sally.  Men hvordan. Sally ventede på hende på hotellet. Håbede hun. Sally havde det nok skidt. Men Sally havde klaret det, hun skulle klare.

Den unge mand greb hendes hånd igen. Hun mærkede at hans hånd var kølig og tør. Hun så på den . Det var en smuk hånd. Neglene var velformede og ikke for lange. Han var en flot mand på en speciel måde. Hans ansigtstræk var fyldige uden at være fedladne. Som en romersk yngling i marmor. Sally ville elske at møde ham. Men Sally måtte holde sig skjult.                                                                                                                    ”Kan du skaffe mig en taxi”                                                                                                             Han svarede med et bekymret blik.

”Kan du virkelig rejse dig”                                                                                                             Hun forsøgte, men vaklede og måtte sætte sig igen. Han rystede på hovedet.

”Det går ikke . Du kan ikke tage af sted alene. Jeg kan følge dig på vej.”                                Uden at vente på hendes svar rejste han sig og prajede en vandtaksi, der i det samme kom tøffende langsomt langs kajen.Den lille træbåd drejede ind og lagdehøjt tøffende til  til ved  broen.

Hovedet var lige ved at eksplodere, men det lykkedes hende at komme ned i taxien.     Den unge mand hoppede adræt efter hende. Da han landede gyngede båden under hans vægt og Irenes hjerne smertede af 1000 lysglimt.

”Hvor skal vi hen?”                                                                                                                                        ”Vi skal over til fastlandet Tværs over lagunen. Hun pegede over mod Maghera “. Hun pressede øjnene sammen, da båden satte farten op.                                                                                            Den unge mand tog sin mobil frem og tastede en besked.                                                         ”HviIket hotel?” spurgte han.                                                                                                         ”Le Petit Bateaux” svarede den gamle kone uden at se op.                                                   Hans tommelfingre formede  de sidste ord i en besked Han sendte den, slukkede mobilen og stak mobilen skødesløst  i bukselommen. Irene sad stadigt med øjnene klemt sammen.

Et andet sted i byen sad en mand i Hvid svedig  t-shirt foran en væg fyldt med skærme. Han fulgte intenst en skærm der viste en vandtaxi. Da vandtaxien  gled fra kaj, tjekkede han en sms der tikkede ind på hans mobil.                                                                                                 ”yes” udbrød han og koncentrerede sig igen  om en skærm i nederste række. Skærmen viste facaden på et Hotel. Et billede af en gammel galej slyngede sig sammen med ordene ”Le petite Bateaux” hen over  facaden på hotellet, der mere lignede en villa fra 1930.erne end et moderne hotel.

 

Reklamer

17 tanker omkring “Et ægte værk. (fortsættelse)

  1. Hej Ninja
    Det er en dejlig beskrivelse og godt med en fortsættelse. Jeg måtte lige læse den første først. Selve historien er der intet i vejen med. Den er også velskrevet. Men det distraherer mig med alle de linie skrift. Det giver ikke for mig en naturlig flow i fortællingen og jeg vil hurtigt køre træt i den.
    mvh
    Steen

    Liked by 1 person

  2. Hej Nina
    – har lige som Steen svært ved at læse teksten, fordi computeren/bloggen har lavet nogen utilsigtede linjeskift – jeg kan heller ikke rigtigt huske din start og er nødt til at læse tilbage inden jeg kan kommentere. Men jeg har været her og har læst et par gange … kh m

    Liked by 1 person

  3. Hi Ninna

    Det er jo en triller af en ganske speciel slags vi får her. Forløsningen kommer jo nok først i en af forsættelserne.
    Du er en mester i at servere en lille bid af gang og gøre en ekstremt nysgerrig. Det gør din historie til spændende læsning, og speciel læsniing, for hvem havde mon troet at sådn en gammel dame i italiensk sort kunne afføde så mange tanker.
    Jeg kommer til at læse din historie flere gange. Der er så meget at lære.

    Tak for dejlig historie.

    Kh
    Børge

    Liked by 1 person

  4. Hej Mille
    Undskyld jeg er så besværlig, men jeg har virkelig problemer med at få en ordentlig opsætning , når jeg kopierer min tekst ind fra words. Der må være en bedre måde at gøre det på. Jeg har bar ikke fundet den endnu.
    Vh
    Nina

    Like

    • helt ok Nina … jeg kan slet ikke selv finde ud af word.press og er bare lykkelig for at den fungerer nogenlunde på fjerde år – jeg har flere gange truet med at lave mig en ny, som jeg bedre kan sortere teksterne i, men tør ikke pille ved for meget – jeg bliver så sur og arrig, når det tekniske driller mig. khm

      Like

  5. Kære Nina

    Hmmm…jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige, men jeg synes det er en rigtig god idé at du vipper på stolen, så den er lige ved at vælte.

    Hold da op, du har fat i noget spændende og hvor er det godt beskrevet, en nærmest filmisk fremstilling, en kælen for detaljen som du trækker lige så langt ud som den kan bære.

    Kun én eneste bekymring har jeg, hvis du fortsætter sådan, så når vi langtfra at få nogen slutning på denne historie, som har potentiale til en roman.

    Du har nogle lilieskiftproblemer, dem kan jeg sagtens forliges med, men der er tastetumlere der “kilder” lidt og som du helt sikkert kan finde ved endnu en gennemlæsning.

    Jeg hænger på krogen!

    Kh Livsglæde

    Like

  6. Hej Nina,
    Det er en spændende historie du har gang i. Jeg får en fornemmelse af noget konspiratorisk.
    Du skriver så jeg kan se det hele for mit indre blik og det bliver næsten som en lille tv-serie, hvor man spændt sidder og venter på næste afsnit. Så jeg glæder mig til at se hvad du så finder på og hvem pokker Sally er og hvorfor det er så vigtigt for vores hovedperson.
    De bedste hilsner
    Rebecca

    Like

    • Kære Livsglæde
      Tak for dine pæne ord. Vipper jeg? jeg tolker bare opgaven på min måde.
      Tak for de pæne ord. Men du har ret, det bliver svært at nå til en afslutning, eller forløsning. Mordet er begået . Vi kender morderen, og er de der overvåger onde eller gode? Jeg har forsøgt at eliminere al det, der plejer at bære en spænding. Kunne historien stadig fænge. Glad for at du synes det var spændende.
      Vh
      Nina

      Liked by 1 person

  7. Kære Nina

    Nogle tyrkfejl er sjovere end andre – en t-shit? – undskyld det er et sidespring.

    Svært at sige hvorfor opsætningen driller dig. Måske en af de tekniske nørder kan hjælpe?

    Anyway – din historie er nu let nok at følge. Du fastholder spændingen, og man gætter jo snart at den kønne unge mand ikke bare er en anonym hjælper. Der stikker noget under.

    Beskrivelsen er nu mere sårbar. Den anspændte situation er forløst, mordet begået, nu skal de bare slippe væk, men selvfølgelig går det ikke så let. Hun falder, slår hovedet, er væk et øjeblik, kommer så langsomt til sig selv. I hendes tanker får du fortalt noget mere om Irene og Sally, hendes panik bliver mere udtalt nu hvor selve det farlige er ovre. Tror hun da. For manden ved skærmen har fortsat øjnene på hende og noget venter hende på hotellet.

    Velskrevet spænding. God situationsbeskrivelse. Og fuld fart på over mod hotellet og næste del.
    Jeg synes du har rigtig godt fat i både personer og situation. Jeg er helt med. Og den mystiske Sally ved vi ingenting om, det er godt konstrueret.Og offeret – hvem var det? – og hvorfor? – spændende!
    kh dorte

    Liked by 1 person

  8. Hej NinaSander,
    Uha da. Her er rigtig lagt op til en gyser. Sortklædte Irene skal ligne de italinske kvinder, så hun ikke skiller sig ud. Nu skal hun bare hjem igen efter ??? – til Sally, der venter på hotellet. Så falder hun i kløerne på manden med de pæne hænder, der spænder ben for hende med sin computertaske. Han sender beskeden videre til “samlecentralen”. Man opfatter, at det specielt er Irene, skurkene har udset sig, ikke en hvem-som-helst. Og uha, nu bliver hun fulgt til vægs, hvad sker der så ??
    Det her er godt nok spænding. Hvad mon der sker fremover?
    Flot skrevet med mange visualiserede punkter.
    Venter på fortsættelse …
    Hilsen Ella

    Like

  9. Hej Nina.

    Uh jeg føler ikke det møde var helt så tilfældigt, som det kunne have været. Og hun slog da vist det hoved ret hårdt. Av av. Der er lidt James Bond over det. Noget agent agtigt. Spændende. Glæder mig så meget til opfølgeren.

    Mvh Uhrskov

    Like

  10. Hej Nina
    Der er fart over ”den gamle kone”, en ubestemt trussel jager hende, vi ved ikke hvad for en trussel. Hun er forfjamsket, hektisk, angst og møder den unge mand, som er så blød og behagelig og som følger med hende i taxien og sender besked om hendes hotel – jeg fornemmer en slibrig, truende person. Du får virkelig spændingen til at stige her. Hvad vil han med hende? Jeg bliver nysgerrig.
    Kh jespero

    Et par bemærkninger:

    sulten skalpel: jeg forstår hvad du mener men jeg synes at forbindelsen mellem de to ord er for spinkel til at billedet fungerer.

    pinagtig smertefuld: det må være nok med ”smertefuld”.

    ”Le Petit Bateaux” svarede den gamle kone  – den gamle kone, er vel hp som vi bare kender som ”hun”. Er hun gammel?

    Kh jespero

    Like

  11. Tak for dine fine inputs. Du har ret i det hele.. Tænk at du magter at være så grundig.
    Og ja hun er gammel, forvirret og bange.
    Og ja den unge mand er farlig.
    Bare vent
    KhNina

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s