Styr på det hele

Når jeg handler ind, skal det helst ske så hurtigt som muligt. Gerne med en dosmerseddel, der dækker en hel uges forbrug. Så min gang mellem hylderne er med næsen begravet i sedlens informationer, kun afbrudt af de få situationer, hvor jeg skal vælge mellem forskellige prisklasser blandt de udvalgte produkter. Skal jeg tage det økologisk eller vælge det billige tilbud? Det afhænger mest af, hvilken dato det er i måneden.

ET godt indkøb er et hurtigt indkøb, hvor jeg kan få det hele i en fart. Resten bliver bestilt over nettet. Alligevel elsker jeg mine indkøbsture. Det er en god fornemmelse at kurven fyldes med ting, jeg har noteret, så jeg til sidst ikke mangler mere. Jeg kan godt lide at have styr på tingene.

Der ligger det hele: bøffer, salat, kartofler, laks, citroner, spidskål, gulerødder, deo-stift og vaskemiddel.

Pludselig mærker jeg et lille klap på skulderen. ”Hvordan går det” Det er en af min brors gode venner. Jeg svarer : ”Det går ikke så godt”. Spørgsmålet er godt nok rettet til mig, men jeg ved det ikke handler om mig. Jeg ved det handler om min brors tilstand. Han er meget syg . Det er ikke noget jeg har lyst til at diskutere over de økologiske kyllinger. Men spørgsmålet er udtryk for venlig interesse, så jeg svarer pænt i henhold til sandheden.” Hvis du skal besøge ham, skal du nok gøre det snart”  Der er ting man ikke kan sige og slet ikke over en køledisk, men det er jo her man mødes, så hvis det skal siges, er det nu. Jeg kender vennen særdeles godt , men alligevel ikke godt nok til, at jeg ville ringe til ham og opfordre ham til at tage på afskedsbesøg. Han ved at min broder er syg. Det viser sig at han lige har været på sygebesøg hos min bror, ingen grund til min uvilje.

”Jeg var på besøg for 14 dage siden.” siger han. Det har min bror ikke fortalt, men så meget har vi heller ikke talt sammen . Hvad siger man i telefonen til en mand der er ved at dø. Jeg er forhindret i at tage over til ham. Er selv syg. Jeg fortæller mest om, hvad jeg laver. Hvad han laver, ved jeg. Han er spændt fast til alle mulige slanger og elektriske ledninger. Sengen bølger med mellemrum automatisk ,så han kan skifte stilling uden at bevæge sig. Jeg ville gerne tale om gamle dage, men det er måske heller ikke så rart at tænke på. Han er optaget af de sygeplejersker, der passer ham. De er blevet hans nærmeste.

Jeg stirrer på pakken med kyllingebryster i min hånd. Så går det op for mig, at jeg ikke ser dem. De står ikke på sedlen. Jeg lægger dem ned i køledisken igen. Det var en fejl. Jeg faldt i staver. Vennen er gået efter at have givet mig et knus. Det plejer han ikke, så han ved, hvordan det står til. Jeg tager sedlen frem og undersøger, hvor langt ned på listen jeg er kommet. Olivenolie. Nu skal jeg bare ikke møde flere . Der er jo en grund til at jeg har skrevet det hele ned. Så har jeg styr på alt.

 

Reklamer

Marathon

 

 

Højrefoden ramte asfalten med et rågummi-smæld. Vægten og presset lå det rigtige sted og blev med det samme aflløst af venstrefodens klask mod vejbelægningen. Vinden strøg kølende omkring panden og overkroppen. Sveden, der trillede i perlerækker ned under brillerne, føltes som kærtegn.Et campingbord halvt nede i grøften  tilbød rækkevis af  plastikkrus. Jeg snuppede i forbifarten  et ; fik et passende greb om plastikkens riller og smed vandet direkte mod mit ansigt og min overkrop. Kruset smed jeg skråt bagud over  skulderen. En fornemmelse af lettelse bredte sig et øjeblik gennem hele  kroppen. Så mærkede jeg igen udelukkende morgenheden i alle muskelfibre. Mærkeligt at det smertede i hele kroppen, det var jo benene der bar løbet.

Det ville blive en dag med en høj temperatur, feber, på flere måder. Solen var stadig kun 25 o over horisonten og knapt fri af bjergkammen, men truslen fra strålerne føltes allerede som piskesmæld mod huden, der hvor den ikke var dækket af  løbetøjet.

Jeg havde nu løbet så længe at mine tanker var blevet fri til at strejfe. Fra morgendæmring gennem solopgang, ind i formiddagen, tankerne blev ved med at vende tilbage til smertepunktet. Jeg hadede det. Bare jeg dog kunne slippe det tankemylder. Det hjalp på ingen måde, at blive ved med at vende og dreje det hele i hovedet. Jeg ville hellere tænke på ingenting, være tom, eller endda føle smerter end kværne  problemet igen og igen. Det løste intet at spekulere, førte ingen steder hen, var bare en forbandelse, der mørkelagde alle dage. Smerten var god, den holdt hjernen beskæftiget et øjeblik, inden problematikken vendte tilbage til min bevidsthed , som en selvstændig klode, roterende, fræsende., ødelæggende, mine tankers dødsstjerne.

Jeg prøvede at tvinge mig til at tænke på GODE TING, mennesker jeg elskede, kunst jeg nød, bøger jeg kunne repetere, gerne bøger som handlede om løb. ”The Lonliness of a Long Distance Runner” Af hvem? Jeg kunne ikke huske, hvem der havde skrevet den. Så var det her, jeg i den grad savnede min smart-phone. Lige slå op, og se hvem det var.

Hvor ville det være skøønt . Dup, Dup Dup. Føddernes rytme mod asfalten, Smerten i stød op langs ryghvirvlerne , nakkens ømhed, som om lidt ville  blive til en brand af nervetråde. Hvem skrev den novelle,— pludselig i et lyn: Allan Silliitoe. Jeg vidste, at nu ville jeg tænke på navnet Sillitoe de næste mange kilometer. Ligesom problemet ville ordet hage sig fast i mine hjernevridninger, og ikke forsvinde, selvom tankerne ikke kunne gennemtvinge nogen form for logik eller løsning, lige meget hvor meget den bearbejdede ordet eller problemet..

Det hjalp mig ikke . Jeg havde aldrig fået læst den bog, så det var bare en skal af en titel, uden indhold. På samme måde som  med ”What I Talk About, When I Talk About Running”. Havde aldrig fået læst den. Jeg måtte selv skrive en bog om Løb. Måske med en masaj som hovedperson. Jeg fordybede mig i forestillingen om et afrikansk landskab med en vej, nærmest et hjulspor fyldt med sten og svøbt i støvdis, hvor en  løber forsvandt i varmeflimmer.Pludselig er alt uden besvær, jeg løber med min masaj, benene fungerer som stålfjedrer, smerterne er holdt op, glemte.

Måske skulle jeg skive en bog med med selve Phidippedes som hoveperson , med græske olivenlunde og appelsintræer som 3-D-kulisser , fra før Lesbos og tragedien på vandet blev fortællingen om Grækenland og Europa. Det var løsningen. En bog om smerten ved løb, en bog om følelser. Om befrielsen ved smerten. Befrielsen fra følelser.

Forandring

 

Stakken var kun 12 år da hun første gang forstod at hun på flere områder var lidt anderledes end de andre piger i klassen . Det kom sig af at hun havde forandret sig gennem hele vinteren. Hun kunne ikke forklare , hvad det egentlig var der var er anderledes, men noget var sket.

Punkt 1: Drengene var holdt op med at drille, når hun cyklede hjem fra skole. Det hjalp også lidt at hun nu cyklede hurtigere end dem alle sammen . De kunne ikke længere køre op på siden af hende og give hende dumme breve med dumme tegninger. Så som en tegning af en hængt bamse med teksten: ” hæng Peter Plys, Peter Plys skal hænges”.

Detvar begyndt med, at deres lærer en dag sidst i en time havde spurgt om nogen af dem havde en bog de var glade for. Hun have meldt sig. Hun havde Peter Plys. Hun havde godt nok læst den allerede før hun begyndte i skolen, men hun kunne ikke få nok af de små historier om dyrene i 100 meterskoven. Hun elskede de mange fortællinger om den dumme Plysbjørn og hans pjevsede ven Grislingen.  Det gjorde klassens  drenge ikke . Der var en dreng, der havde et Davy Crockett blad. Det var hurtigt læst og egnede sig som tegneserie ikke til oplæsning. Men det var godt, spændende, æggende, og hun forstod at Peter Plys var vand ved siden af Davy Crockett.

Men skaden var sket. Hver lørdag læste deres lærer et lille stykke af Peter Plys højt for klassen. Selv om de alle lo af det sjove, så var morskaben påtaget, for ikke at støde læreren , som gjorde sig umage med at læse op på en spændende måde. Peter Plys var irriterende .I frikvartererne sang flokken Davy— Davy Crockett— præriens bedste mand og tegnede hængte bamser med kridt på vægen i skuret

Drengene fulgte stadig efter hende i en hurtig flok, men det var ikke længere en trussel, mere en leg, en kappestrid om at komme først op til Biffen. Foran biffen stoppede de alle sammen op, med voldsomme bremseskred i det løse grus på parkeringspladsen , mens hun drejede ind i indkørslen til hjemmet. Drengene blev hængende på bif-pladsen og talte og lo højrøstet, inden de cyklede hver til sit. Som om flokken fordampede i løbet af en kort tid..

Indenfor sad hendes far og mor allerede ved frokostbordet. Far sad på et stykke voksdug, for ikke at smøre olie på spisestuestolen. Hænderne og ansigtet var renvasket, resten skjorten og overalls stadig smurt ind i olie fra værkstedet. Truslen var overstået, alt var trygt og godt . Ingen turde gøre hende noget , når far var nær. Hun havde aldrig fortalt hjemme, hvad hun var bange for. Der var heller ikke nogen af de andre piger i skolen hun talte med om det. Det var hendes hemmelighed. Hvis ingen vidste det, var det ikke så virkeligt. Og nu skete det ikke mere. Ingen dumme breve eller dumme tilråb.

Efter frokost skulle der laves lektier, men hun havde næsten altid nået det hele i skolen. Kun salmeverset manglede, måske. Det tog ingen tid. Så kunne hun gå ud igen ud for at lege.

Punkt 2: Næsten alle drengen var der igen. Alle havde de  spist hjemme, og nu skulle det planlægges hvad flokken skulle lave.

Måske skulle man løbe ned for at gå ud i skrænterne, det var så sjovt med det seje ler og vandet fra havet i et hvidt larmende brus der, hvor skrænten sluttede ; måske skulle de cykle ud i i klitterne . Begge dele var både farligt og forbudt, og netop derfor sært pirrende. På skrænterne kunne man hoppe i ler og sidde fast, i klitterne kunne man hoppe i sand og skride ned af de stejle skråninger, mens man hujende rullede rundt og fik sand i al tøjet og i munden. Det var også en mulighed at rutsje i papkasser nedover græsset på hotel bakken. Sidste år fik hun ikke lov at være med. Nu var hun uundværlig som prinsesse eller fange der skulle befries. Hun og hendes veninde var umærkeligt blevet centrum i handlingerne og målet for drengenes anstrengelser. De andre piger i klassen talte stadig ikke med hende, men ikke længere på grund af den dumme Peter Plys. Nu havde hun alle mulige fejl, som hun også fik at vide, var fattig , havde forkert, omsyet tøj, og legede med drenge, hvilket var den største fejl.

Punkt 3: Men hun hed ikke længere Stakken, hun hed sit navn. Det kunne hun godt lide selv om stakken bare var et kælenavn. Hun følte sig ikke længere som Stakken, og det var godt.

Genoptræning ver.2.uden krimi

Da hun vågnede følte hun sig frisk . Hun lå længe helt stille i sengen for at fastholde følelsen af normalitet.

Først da tissetrangen meldte sig så voldsomt, at det blev uomgængeligt at stå op, begyndte hun at bevæge sig.

 

Det undrede hende stadigvæk at alle bevægelser var blevet så langsomme. Hun burde efterhånden have vænnet sig til det nye tempo. Det var som om en stor trekant af vat inde i hendes hjerne forhindrede hende i at få fart på lemmernes bevægelser. Hun kom op og stavrede ud på toilettet. Efter toiletbesøget klædte hun sig på. Hun kunne stadig få en utidig latterkrampe ved tanken om hvor ubehjælpsom det måtte se ud for andre, når hun kæmpede med bukser, sokker og sko. Benene ville ikke løfte sig. Hun måtte tage fat med hænderne for at hjælpe fødderne på rette vej. Som at være to år igen. Der var ikke andet at gøre end at starte igen, hun måtte bare lære det hele forfra .

 

For hver dag blev det lidt lettere. Det skulle nok komme. Bare ikke give op. Motionscyklen ventede, den krævede 6 km hver dag, godt den stod foran fjernsynet. Det gjorde det mindre kedeligt at sidde der og trampe i pedalerne, uden at komme nogen vegne. De var svært at læse resultaterne på skærmen, visse morgener kunne hun slet ikke fokusere, men bare tallene stod der, så fysioterapeuten, der kom om lidt, kunne rose hende for hendes indsats. Ros var så godt. Fik hende til at slæbe sig 1000 skridt mere når hun gik sin daglige træningstur.

 

Fødderne gik op og ned som stempler godt hjulpet på vej af pedalernes automatik. Det skulle nok give noget. Sveden sprang frem på panden hun kunne mærke at hun var ved at blive forpustet og varm. I det samme mærkede hun et koldt træk over ryggen. Hun ville prøve at vende sig i sadlen for at se hvem det var der havde åbnet hoveddøren, men svimmelheden efter anstrengelsen gjorde det næsten umuligt at rotere i overkroppen. Hun måtte stoppe tramperiet og forsigtigt vende hovedet. En langsommelig proces.

 

En fordrejet stemme afbrød hendes anstrengelser:

– Vend dig ikke om. Du kan alligevel ikke se hvem jeg er, for jeg har maske på.

 

En voldsom angst gled som tungt vand gennem hele hendes krop.

 

– Hvad vil du? Hendes stemme var svær at styre og tungen havde svært ved at udtale ordene.

 

– Giv mig nøglen til pengeskabet. Jeg ved du har den om halsen i en snor . Løft snoren over hovedet og ræk nøglen bagud.

 

Hun sad helt stille, indtil svimmelheden havde forladt hende så løftede hun den ene hånd fra styret på surrogatcyklen og trak langsomt nøglen over hovedet. Kulden fra den åbne dør til stuen blev mere og mere gennemtrængende. Hun kunne høre lyden af en bil der passerede på vejen udenfor hoveddøren, nogle børn løb snakkende forbi, nok på vej til skole. Det var jo stadig tidligt.

 

– Vis mig hvor skabet er. Bare peg, vend dig ikke om.

 

Hele hendes krop skreg på at dreje sig om i sadlen så hun kunne se, hvem der talte, men en advarene stemme stoppede hende

 

– Lad være.

 

Hendes puls dunkede i takt med angstbølgerne, som væltede gennem hende krop. En tinnitus der næsten overdøvede trafikstøjen fra vejen fortalt hende, at det var ved at ske igen. Vattet og ubevægeligheden bredte sig fra halsen ud i armen . Hun pegede klodset på det maleri, der skjulte pengeskabet.

– Luk øjnene, la´være med at kikke på mig

 

Nu var det blevet pinefuldt at sidde på cyklen. Kroppen smertede af anstrengelsen med at holde balancen..

 

Lad mig stå af, græd hun, hun kunne mærke at tungen ikke ville ordentligt på gled, den var tung og ubevægelig. Bare han dog fattede at hun var nødt il at stå af den cykel nu, før balancen helt svigtede.

 

Bag hende lød lyde blandet med trafikstøj: Lyden af nøglen i bokslåsen og klikket fra lågen da den åbnedes. En vis skramlen og så en hoveddør der smækkede. Han var væk igen.

 

Kraftesløs gled hun ned fra cyklen. Da hun lå sammenkrøllet nede på gulvet ved siden af cyklen åbnedes hoveddøren igen, og hun hørte fysioterapeutens stemme. Hun skimtede svagt skikkelsen i entreen.

 

– Nå, er du klar til at gi´ den hele armen i dag.

 

Fyssen kom ind i entreen og hængte sin frakke på knagen, fik så øje på hende sammensunkne skikkelse og for hen til hende.

– Hvad er der sket. Fyssen strøg hende over det uglede hår og forsøgte forsigtigt et vende hende om.

Hun mærkede en voldsom vrede erstatte angsten fra før. Den medlidenhed var næsten ikke til at bære.

 

Genoptræning

 

Da hun vågnede følte hun sig frisk . Hun lå længe helt stille i sengen for at fastholde følelsen af normalitet.

Først da tisse trangen meldte sig så voldsomt at det blev uomgængeligt at stå op, begyndte hun at bevæge sig.

 

Det undrede hende stadigvæk at alle bevægelser var blevet så langsomme. Hun burde efterhånden have vænnet sig til det nye tempo. Det var som om en stor trekant af vat inde i hendes hjerne forhindrede hende i at få fart på  lemmernes bevægelser. Hun kom op og stavrede ud på toilettet. Efter toiletbesøget klædte hun sig på. Hun kunne stadig få en utidig latterklampe ved tanken om hvor ubehjælpsom det måtte se ud for andre, når hun kæmpede med bukser, sokker og sko. Benene ville ikke løfte sig. Hun måtte tage fat med hænderne for at hjælpe fødderne på rette vej. Som at være to år igen. Der var ikke andet at gøre end at starte igen, hun måtte bare lære det hele forfra .

 

For hver dag blev det lidt lettere. Det skulle nok komme. Bare ikke give op. Motionscyklen ventede, den krævede 6 km hver dag, godt den stod foran fjernsynet. Det gjorde det mindre kedeligt at sidde der og trampe i pedalerne, uden at komme nogen vegne. De var svært at læse resultaterne på skærmen, visse morgener kunne hun slet ikke fokusere, men bare tallene stod der, så fysioterapeuten, der kom om lidt, kunne rose hende for hendes indsats. Ros var så godt. Fik hende til at slæbe sig 1000 skridt mere når hun gik sin daglige træningstur.

 

Fødderne gik op og ned som stempler godt hjulpet på vej af pedalernes automatik. Det skulle nok give noget. Sveden sprang frem på panden hun kunne mærke at hun var ved at blive forpustet og varm. I det samme mærkede hun et koldt træk over ryggen. Hun ville prøve at vende sig i sadlen for at se hvem det var der havde åbnet hoveddøren, men svimmelheden efter anstrengelsen gjorde det næsten umuligt at rotere i overkroppen. Hun måtte stoppe tramperiet og forsigtigt vende hovedet. En langsommelig proces.

 

En grov fordrejet stemme afbrød hendes anstrengelser:

– Vend dig ikke om. Du kan alligevel ikke se hvem jeg er, for jeg har maske på.

 

En voldsom angst gled som tungt vand gennem hele hendes krop.

 

– Hvad vil du? Hendes stemme var svær at styre og tungen havde svært ved at udtale ordene.

 

– Giv mig nøglen til pengeskabet. Jeg ved du har den om halsen i en snor . Løft snoren over hovedet og ræk nøglen bagud.

 

Hun sad helt stille, indtil svimmelheden havde forladt hende så løftede hun den ene hånd fra styret på surrogatcyklen og trak langsomt nøglen over hovedet. Den blå silkesnor, som den hang i fulgte med. Kulden fra den åbne dør til stuen blev mere og mere gennemtrængende. Hun kunne høre lyden af en bil der passerede på vejen udenfor hoveddøren, nøgle børn løb snakkende forbi, nok på vej til skole. Det var jo stadig tidligt.

 

– Vis mig hvor skabet er. Bare peg, vend dig ikke om.

 

Hele hendes krop skreg på at dreje sig om i sadlen så hun kunne se, hvem der talte, men et par stød i gulvet med noget tungt standsende hende.

 

– Lad være. Jeg har en kølle med.

 

Hendes puls dunkede i takt med angstbølgerne, som væltede gennem hende krop. En tinnitus der næsten overdøvede trafikstøjen fra vejen fortalt hende, at det var ved at ske igen. Vattet og ubevægeligheden bredte sig fra halsen ud i armen . Hun pegede klodset på det maleri, der skjulte pengeskabet.

– Luk øjnenene eller jeg dasker dig en.

 

Nu var det blevet pinefuldt at sidde på cyklen. Kroppen smertede af anstrengelsen med at holde balancen..

 

Lad mig stå af, græd hun, hun kunne mærke at tungen ikke ville ordentligt på gled, den var tung og ubevægelig. Bare han dog fattede at hun var nødt il at stå af den cykel nu, før balancen helt svigtede.

 

Bag hende lød lyde blandet med trafik støj: Lyden af nøglen i bokslåsen og klikket fra lågen da den åbnedes. En vis skramlen og så en hoveddør der smækkede. Han var væk igen.

 

Kraftesløs gled hun ned fra cyklen. Da hun lå sammenkrøllet nede på gulvet ved siden af cyklen åbnedes hoveddøren igen, og hun hørte fysioterapeutens stemme. Hun skimtede svagt skikkelsen i entreen.

 

– Nå, er du klar til at gi den hele armen i dag.

 

Fyssen kom ind og hængte sin frakke i entreen. Fra den ene lomme dinglede en blå sløjfe

 

Hendes bedste veninde.

Alting var parat . Kaffen var klar, den halve kage stod på en tallerken ved siden af computeren og programmet var åbent. Lige til at gå i gang med at skrive.

Så spillede telefonen sit insisterende lille kald. Hun rejste sig ærgerligt for at tage samtalen. På vej hen til hylden, hvor den mobile lå, tænkte hun, at hun vel egentlig godt kunne lave det til en regel, at mobilen var slukket, når hun skulle skrive.

Hun var jo selv herre over hvilke regler hun lavede for at få skrivero. Det kunne godt være et af de vigtige punkter, at mobilen var slukket eller i hvert fald sat på lydløs. Men nu havde hun hørt ringtonen, og det sugede i hende efter at se, hvem det var. Det viste sig, at det var hendes bedste veninde. Hun ringede aldrig uden grund. Den samtale var hun nødt til at tage.

Og der var selvfølgelig en grund. Hun kunne høre på stemmen, at de kun langsomt nærmede sig det egentlige problem. Samtalen varede længe. Bibi havde i den grad brug for at snakke. Først, da de havde lavet en aftale om at ses den næste dag, fik hun lov til at lægge  røret på.

Så ringede den igen. Denne gang var det hendes mand. Hvad mon han ville? Han ringede da aldrig fra arbejde. Det viste sig, at han slet ikke var på arbejde . Han ringede henne fra lægehuset og ville gerne hentes. Han var blevet lidt dårlig, var faldet om, og chefen havde sendt ham til lægen. Manden kaldte stadig sin kompagnion for chefen, selv om de egentlig var ligeværdige nu. Så sent som i sidste måned havde han købt sig ind i firmaet, så nu var han sådan set sin egen boss. Alt var ok, men han kunne ikke arbejde mere den dag, og hans bil stod stadig i firmaet. Hun sukkede, da hun efter diverse trøstende ord sluttede samtalen. Det ville ikke blive til en skrivedag, lige meget hvor godt hun havde forberedt sig.

Rent faktisk havde hun ikke taget dagtøj på endnu, men havde bare siddet i morgenkåbe, selv om klokken snart var over 10. Det fik være som det var. Hun trak i en varm frakke og stak de bare fødder i et par varme støvler.

Manden var usædvanlig kærlig, og næsten rørt, da hun kom hen til venteværelset, hvor han sad. Hun fik et knus, noget der ellers sjældent skete, og aldrig når fremmede så på.

– ”Skal vi køre hen til firmaet efter bilen?”

Hun vidste stadig ikke rigtig, hvor meget der var i vejen med ham, og om han kunne køre selv.

– ”Nej. Jeg vil hjem.”

Hun så forbavset på ham

– ”Hjem! Hvad med bilen?”

– ”Dem må blive, hvor den er.”

Han tav, og hun koncentrerede sig om den modkørende trafik. Noget var svært for ham at sige. Det blev en meget lang pause.

– ”Jeg skal ikke på arbejde, hverken i dag eller i morgen. Jeg er blevet fyret!”

Hun kom til at hugge bremserne i, for i et øjeblik svimlede alt for hende. Det lykkedes hende at køre ind til siden og stoppe for motoren.

-”Hvad siger du? Han kan da ikke fyre dig. Du er medejer!

– ”Jeg er blevet fyret. Firmaet er konkurs, rabundus færdigt! Der er ingen penge, hverken til mig, eller nogen anden.”

Hun følte det, som om hun havde mistet balancen og tog sig til hovedet, for at få den drejende fornemmelse til at holde op.

– ”Jamen, hvad så men vores penge?”

Huset var jo belånt til op over skorstenen for at få råd til det indskud i firmaet. Det firma havde været deres liv i 30 år, så de var blevet lykkelige, da chefen tilbød medejerskab. Og Bibi, hendes bedste veninde, var gift med chefen. Det var hendes mand og hende, der i sin tid havde ført de to sammen.

Manden så på hende med et lang tomt blik.

– ”Alt er væk.”

-”Hvad med Bibi!”

– ”Hvad med hende?”

– ”Hvordan tager hun det?” Hun fornemmede pludselig, hvad telefonsamtalens usagte problem var.

– ”Aner det ikke. Det er Bibi, der har spillet det hele op. Siger han. Men jeg tror ikke en skid på ham mere. Han må have vidst det, da han tilbød mig at blive medejer. Han er en lort.”

Raseriet farvede hans kinder røde, og hun greb  hårdt om hans hånd.

– ”Pas på dit blodtryk. Vi skal nok klare det. Det skal nok gå.”

Han så tomt på hende igen. ,

– ”Tror du! Der er intet tilbage. 30 år. Intet.”

Hun undertrykte et suk, eller måske var det et hulk. Det ville vare længe, før hun igen fik ro til at skrive.

Med hilsen til Kafka

Jeg lagde egentlig først mærke til det om eftermiddagen den 7. Her for nylig. Jeg havde allerede cruiset rundt i mere end tre kvarter for at finde en parkeringsplads, der ikke lå al for langt væk fra der, hvor jeg skulle hen. Indre Nørrebro, plejer at være svært, men ikke så umuligt som den dag. En halv time oveni burde være nok til at finde en plads og så kunne jeg gå til fods hen til mit mål. Men ikke i dag. Der var totalt ovefyldt og selv risikofyldte pladser for nær hjørner eller kritisk tæt på gule striber var umulige at finde.

Normalt irriterer det mig ikke, for jeg kender rumlen, men lige i dag var opgaven at hente nogle børnebørn, og så er det forbudt at komme for sent. Det var, da jeg begyndte at blive vred over konkurrerende bilister, der havde held med at snuppe lige det tomme hul, som jeg nok alligevel ikke havde kunnet klemme min lille Micra ind i, at jeg bemærkede, at de fleste biler var store sorte biler med tonede ruder. Det undrede mig. Det var jo ikke overfor statsministerens bopæl det her. Det var Guldbergsgade.

Ved Nyhavn holder konsekvent tre fire store sorte firhjulstrækkere nu. Ikke til at se, hvad de laver. Måske optager de bare plads, så andre ikke kan komme på skudhold af de nypudsede ruder på den anden side af Kanalen. Det kunne man da forstå. Den mand skal beskyttes.

Men hvad lavede de her? På Nørrebro? Det irriterede mig i den grad og hvad værre var: Når de endelig havde fundet sig en plads og trukket sig ind i parkeringhullet med power på alle fire hjul, så var der ingen, der steg ud!!. De holdt bare og spærrede. OH My Good, som mit barnebarn siger. Hvad skulle de så med den plads. Besynderligt. Nå, endelig lykkedes det, og resten af den eftermiddag har sådan set ikke noget med min historie at gøre.

Jeg glemte alt om sorte firhjulstrækkere. Indtil jeg skulle hjem. Det var stadig lyst, men heller ikke mere end lige. Vejen var overfyldt. Utroligt så meget sorte firehjulstrækkere fylder selv på tre spor. På et tidspunkt bemærkede jeg, at min bil var den eneste med farve. Blå midt i al det sorte. Det var umuligt for mig at komme frem, og hvis det endeligt lykkedes mig at trække ud og overhale en af de mørke kasser, så trak det køretøj, jeg lige havde overhalet, lynhurtigt op i kortegen, så jeg var afskåret fra at komme tilbage i den inderste vejbane, hvor min lille bil egentlig har det bedst .

Jeg slappede først af, da det endelig lykkedes mig at komme af motorvejen, en afkørsel for sent, men det var ok, bare jeg kom ned på en almindelig landevej. Til min lettelse konstaterede jeg, at de sorte biler ikke længere var så dominerende. Hvis der endelig var en enkelt, så opførte den sig i det mindste normalt.

Og så glemte jeg ret beset alt om presset trafik og sorte biler.

Indtil den næste dag. Jeg henter altid posten ind, så snart jeg kan høre postbilen. Enten er den på vej eller også kører den væk igen. Men jeg kan altid høre den gennem den høje hæk. Ikke fordi jeg får meget post. Breve findes jo stort set ikke mere, men visse instanser skriver stadig på papir.

Sådan en skrivelse var der den morgen. Officiel og mystisk på en gang. Min bil skulle til syn. Det fattede jeg ikke. Den havde jo lige være til syn. Indkaldelsen var prydet med en masse forkortelser og kryptisk snak om opdatering.

Jeg kørte ned til min mekaniker, som er en betydnigsfuld person i mit liv, da han holder min gamle bil kørende. Han er den, der har forstand på syn og biler.

Han tog brevet og studerede det længe. Så rakte han det hen mod mig, mens han rystede på hovedet.

– ”Det forstår jeg ikke. Her står, at din bil skal opdateres til en sort firhjulstrækker. At du har gjort dig fortjent til det, og at du skal møde i opdateringshallen på onsdag.”

Han løftede sit olieindsmurte ansigt og så indtrængende på mig.

– ”Det ville jeg ikke gøre hvis jeg var dig. Du egner dig ikke til opdatering!”

Han trykkede brevet ned i min hånd og trak skruenøglen op af den lomme, hvor han havde anbragt den, da jeg forstyrrede.

-”Nå, men jeg har lovet den her smadderkasse færdig til klokken 12, så jeg har ikke tid til at snakke”

Det var meget besynderligt, for var der noget han altid havde tid til, så var det lige at snakke. Og nu sidder jeg så her og overvejer, om jeg skal køre mig og min bil til opdatering.

Jeg aner det ikke.

Fjenden

Jeg gemmer mig hyppigst i de mørke kroge. Det er ikke altid, at jeg er alene. Det er sket mere end en gang, at jeg har vendt mig om og opdaget en stor edderkop i samme krog, hvor jeg selv sidder sammenkrøbet. Jeg bliver ikke bange. Jeg tror ikke den kan se mig. I hvert fald reagerer den aldrig på mig.

Så det gør ikke noget. Det er bare ikke behageligt, men det er nok ikke edderkoppens skyld. Det er nok noget der hører til den bevidsthed, jeg er en del af. Jeg tænker jo som hende, jeg skal finde. Jeg er jo en del af hendes tankeverden.

Lige siden vi alle blev klækket og strømmede ud som en mærkelig sort sværm, der delte sig igen og igen, har jeg ledt efter hende. Vi fløj op i vinden og blev spredt i alle retninger. Det fortaber sig hvor det var. Jeg kan kun huske den ubehagelige fornemmelse af at skulle forlade det trygge fælleskab, da vi havde ligget længe nok i varmen. Alle vi væsener kendte hinanden og var en del af hinanden. Pludselig blev vi udsatte og sårbare. Ukendte for alle undtagen for den eneste ene, vi måtte søge efter i denne kæmpe verden, hvor vi hvirvlede rundt som snefnug i en hylende storm.

Langt væk og meget ensom landede jeg på dette mærkelige hus. Hun var den første jeg så. Et menneske som jeg ved, mennesker skal være.

På sin vis er jeg også et menneske, jeg har bare ingen masse. Jeg er som en skygge, bortset fra at jeg rent faktisk ikke kaster nogen skygge. Kun mine tanker findes, og end ikke mine tanker er mine egne. De tilhører den kvinde som går rundt i stuen oppe over gulvet. Jeg siver ind mellem to planker og kommer op i et mørkt hjørne. Mørket er meget vigtigt for mig. Fordi jeg ikke er et lysvæsen, har jeg det allerbedst i mørke. Så får jeg magt og fylde. Mine tanker vokser og trives. Og det er væsentligt når man ingen masse har.

Jeg venter bare på at hun skal holde op med at gå rundt. At hun skal lægge sig i sin seng , få overstået sin aftenlæsning og lægge bogen til side. Måske slukker hun lyset, efter at hun har lagt bogen, måske slukker hun lyset først; men så længe hun læser, er hendes tanker optaget af det, der står i alle de små sorte tegn. Jeg havde aldrig forestillet mig at mine værste fjender skulle blive de små sorte tegn. Men de lukker virkelig for al indtrængen.

I dag ler hun af og til, mens hun læser. Det er slet ikke godt.Det allerbedste ville være en dag, hvor hun lå og stirrede tanketomt op i det nattemørke rum. Måske lå hun og græd over en eller anden sorg. Måske var hendes øjne fyldt med tårer.  Så ville det være aller lettest for mig at trænge ind og gøre det, jeg er bestemt til. Fylde hende med en fortærende tristhed. Jeg ved ikke, hvorfor det er min bestemmelse, men jeg kan ikke unddrage mig det hverv, som jeg har fået pålagt. Den opgave er min eneste eksistens.

Nu lægger hun bogen. Nu slukker hun lyset. Nu glider jeg frem af mit hjørne. Jeg prøver igen.

Lydfilen

Det er meget tidligt om morgenen.

Kaffen står dampende på bordet ved siden af computeren. Jeg elsker disse timer med fred og ro. Jobbet og konen er i en anden verden. Ingen der taler til mig, ingen der vil have, at jeg lige gør det ene eller det andet. Så uendeligt smukt og roligt.

Efterhånden bliver den lyse stribe i horisonten mod sydøst bredere og bredere. Skyerne bliver belyst nedefra og et svagt rosa skær farver himmelvælvet. Jeg kikker ud gennem det andet vindue, det der vender mod vest. Her farves himmelen af sarte lilla toner. Morgenlyset når de lave skyers underside.

Det bedste ved denne årstid er den totale stilhed om morgenen. Efteråret, min yndlingsårstid. Havde det været forår, ville luften have været gennemhullet af fuglesang og blomsterduft. Det slipper man for om efteråret. Ingen lyde forstyrrer min hørelse. Trods den megen elektronik er det stadig min høresans, der er afgørende. Min hørelse og min elskede computer.

Jeg tager en slurk af kaffen, sætter kruset tilbage og åbner den næste fil. Det er en lydoptagelse fra en koraften. Den hører egentlig ikke med til den film, jeg er ved at redigere, men den vil passe så glimrende til de lidt vel rigeligt håndholdte optagelser fra et sølvbryllup, som jeg sidder og nørkler med.

Af og til supplerer jeg min løn som økonomimedarbejder ved at stykke en rimelig film sammen af diverse umulige optagelser fra fester og mærkedage. Første gang var efter en fest, som Holger i transportafdelingen havde afholdt for sin MC-klub. Den blev god, og rygtet bredte sig. Nu gør jeg det for alle i firmaet.

Det kan godt blive til en del penge, men jeg bruger også ret meget tid på hver film. Laver en intro, sætter lyd på, sætter tekster ind, måske endda lidt voice-over, hvis folk vil have det.

” Vi har det åh åh” kværner det i høretelefonerne.

Jeg bad Maria fra kantinen tage lidt lyd sidste gang, hun var til kor.. Det er første gang jeg hører filen igennem. Lyden skulle gerne passe til nogle lidt slørede billeder af en flok spisende gæster. Så er sangen slut. Maria har åbenbart glemt at slukke for optageren. Hun har bare lagt den i lommen og jeg kan høre lyden af stof der svirper mod mikrofonen, mens hun går et eller andet sted hen.

Nu kan jeg høre, at hun møder nogen. Der er ikke megen snak. Kun et sagte ”hej skat” og så nogle knitrende lyde af stof mod stof. Måske kysser de  hinanden. Jeg håber ikke det bliver mere intimt end det. Jeg har længe haft lyst til at uddybe min kontakt med Maria ved at bede hende om hjælp, f.eks. med denne fil. Hun er noget særligt. Ca. 22 og lidt for naiv. Hun har store fyldige læber, der altid er svagt åbne. En rigtig drømmepige. Jeg bliver altid blød overfor hende. Altså rent uskyldigt.

Nu hvisker de sammen

– ”Har du lavet filen til ham”, spørger en mandestemme.

– ”Ja” bliver der svaret. Det er Marias stemme.

Klap på den lomme, hvor optageren ligger, er lige ved at sprænge mine trommehinder.

– ”Jeg har den her. Han får den i dag. Jeg mailer den”.

Hvorfor skal denne mands stemme vide noget om min lydfil? Det er meget mærkeligt og jeg glemmer helt at nyde den stadig mere lysende himmel. Jeg er nødt til at anstrenge mig for at høre, hvad Maria hvisker.

”Ormen starter 2 minutter efter, at han har åbnet filen. Vi får automatisk besked og så ringer vi. Han skal nok betale. Han sidder jo på kassen”

I det samme ringer min telefon.

Barnet og dammen

Måske er jeg den lille pige, som stolprer rundt i en kæmpemæssig have i et forsøg på at følges med de andre. Men de er meget langt foran, allerede helt væk rundt om hjørnet og ikke til at se for de mange tætte stauder og buske.

Pludselig står jeg foran den irgrønne blanke flade.Det er her ålene bor. Det er her vi skal passe på, for dammen er bundløs. Jeg stopper op og passer på.Da jeg har stået lidt og været meget forsigtig, går jeg langsomt nærmere til den blanke overflade. Der er så meget andemad, at man skulle tro man kunne gå på overfladen, men det ved jeg, man ikke kan. I går fik min fætter en våd sok og bagefter en lussing  og skældud.

Nu har jeg chancen. Jeg er helt alene. Jeg sætter forsigtigt den ene fod foran den anden, for her skal jeg være meget forsigtig. Det har jeg fået at vide hver morgen efter morgenmaden, før hele flokken af børnebørn, hvor jeg er den yngste, løber ud i den kæmpemæssige have som en flok bier, der letter fra et bistade i morgensol.

Og det er sol og varmt. Men lige her er der ikke nogen sol .

En gruppe høje træer skygger for solen og himmelen. Jeg lægger nakken tilbage og lytter efter de andre. De er allerede meget lang væk. Deres stemmer er som fjerne ekkoer nede ved lysthuset. De ler og taler i munden på hinanden. De har ikke opdaget, at jeg er væk, for så ville de komme tilbage. De skal passe på mig..

Meget langsomt kommer jeg helt hen til kanten af den lille dam. Dammen er som indgangen til en anden verden. De voksne er så bange for den dam. Vi skal hele tiden høre om, hvor farlig den er. Nede i mørket er der ål. Hvorfor er de i dammen. Vi har funderet over, om de mon selv er vandret der ind fra åen, eller om en onkel har sat dem ud. Men ålene spiser de døde. Det gør dammen farlig.

Der er mange onkler og mange tanter. De er alle sammen voksne og når de mødes, ler de og snakker i en uendelighed. Mor og far er lige ved at glemme mig. Mor sidder i en stol med hænderne rundt om sin tykke mave, og alle hendes søstre skal hen og føle på den tykke mave. Også hende der ikke kan selv, som mor sagde til far.

  • Hun er bare ked af at hun ikke kan selv. Lad hende være.

Far giver sig og holder op med at vise, at han er vred på den tante, der ikke kan selv, selvom tanten stadig er sur og mærkelig.

Nu er jeg kun en fod fra kanten af det grønne vand. Overfladen er nærmest slimet og det suger i mig efter at prøve at træde på det irgrønne vandspejl. Der løber et insekt på vandet. Det kan godt gå på vandet. Mon så ikke også jeg kan. Jeg løfter forsigtigt det ene bare ben og bøjer knæet, som er sommerbrunt mod den lyseblå kjolekant.

Jeg kan se min sko med rem om ankelen. Jeg har bare ben i skoene. Det er meget varmt. Lydene står som stråler mellem trækronerne. Min fod nærmer sig vandet. I det samme hører jeg et skrig og jeg vender mig om.

Det er den sure tante, som kommer styrtende ned af den lange, nyrevne havegang. Hun har strakt armene frem, som om hun rækker ud efter nogen. Hvad vil hun mig.

Så når hun hen til mig og løfter mig op i et langt hulk.

– Hvad er det dog du laver, græder hun og trykker mig ind til sig.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare, hvad jeg laver, så jeg siger ikke noget.

– Åh gudskelov. Åh gudskelov.

Grædende går hun op til sine søstre . Hun bærer mig på armen og jeg putter mit ansigt ind i hendes duftende hår. Jeg fatter ikke hvad de fortæller hinanden, søstrene. Men de knuser mig alle sammen og især mor græder, mens hun holder sig om den store spændte mave. Jeg forstår det ikke, men det er meget rart, at de kysser mig..

Far er ikke længere vred på hende, der ikke kan selv.