7-9-13

 

Anna befinder sig i lufthavnen. Det er der, man i vores moderne verden udlever sine længsler. Hun står og stirrer op på den store departure- tavle. Tavlen hænger akavet oppe under det høje loft. Hun er nødt til at lægge nakken helt tilbage for at læse den hvide lysende skrift på den sorte baggrund. Hendes briller har dobbeltslebne glas, og det vanskeliggør læsningen. Kufferten , den nye på bløde gummihjul, bruger hun som en diskret støtte. Mens hun søger efter sit fly, Eay 2337 til Malaga, er hun sig bevidst, at hun stopper den strømmende trafik af travle passagerer. Alle andre kender åbenbart deres afgangssted.

Der er det. Hun repeterer terminal og gate-nummer et par gange og triller så videre hen mod terminal F. Hun gør sig umage for at gå normalt, trods smerterne i det højre ben. Selvmål. Hun skulle partout købe den billigste billet, og de penge hun sparede ved at købe en lavpris-billet, skal hun selv tjene ind her i lufthavnen ved at gå uendeligt.

En smart designer har med mellemrum pyntet gangbelægningen med det antal minutter man mangler at gå, for at nå ned til terminalen. 10 minuts left. – 5 minuts left. – Hun lader sig ikke stresse. Hun ved, at hun har rigelig tid. Tusser gennem de lange gange. Ned ad rulletrappen og hen til gaten. Endelig er hun der. Gate 7. Stadig 13 min. til boarding. Hun ved ikke rigtigt, om det er dårlig timing eller god timing, men beslutter så, at det er planlægning med plads til det uventede. Ler lidt 7- 9 -13. Mon hun skal sidde på nr. 9 ? Ser efter, sørme ja.

Da hun har fundet sin plads i kabinen og bakset den nye kuffert op i hylden  over sæderne, lader hun sig falde tilbage i sædet. Slapper af og gør sig tung, indtil hele kroppen både vejer en ton og er helt uden tyngde. Nu kan flyet lette! Og det gør det . Anna roder i sin håndtaske efter den lille notesbog, som hun altid har med. Finder den og begynder at notere, hvad hun skal foretage sig, når hun kommer frem. Hvilke aftaler hun har med Lizzie. Ikke fordi hun er bange for at glemme noget, men fordi hun nyder tanken om de kommende dage og gerne vil trække nydelsen i langdrag ved så at sige, at smage på den i forvejen:

  1. Bliver hentet i lufthavnen.  Lizzie står der.
  2. De finder bilen sammen.
  3. Kører rundt om lufthavnen og op til motorvejen.
  4. Ankommer til Mijas.
  5. Stopper ved benzintanken for at købe appelsiner til morgenmad.
  6. Fortsætter op til huset.
  7. Standser bilen ved porten.
  8. Går ned ad trappen til huset.
  9. Mærker blomsterduften og den specielle tørre duft af fyr blandet med salt havluft, som er så særegen for det sted, huset ligger.
  10. De er fremme. Huset er varmt efter dagen. Men der er rent. Solen er gået ned. Dalen ned mod bugten glimter af gadelygter og tændte lys i fjerne huse. Havet er stadigt synligt, som et selvlysende sølvsejl mod en sortblå natte-himmel. Der er havblik, kun en svag kant af lillarødt røber hvor solen gik ned.

Anna er faldet i søvn i flyet. Der lyder et lille bump, da hun taber notesbogen mod gulvet.

 

Reklamer

9/11

 

A.

Jeg bakser med min kuffert. Den er for stor. Bedre egnet til et ligge bag i en bil end til at tage med i toget. Der er tre trin ned ad en lille trang trappe, rundt om et hjørne og så er jeg inde. Kupeen er ikke så stor som jeg huskede den, fra sidst jeg var i en sovevogn. Men dengang var jeg kun 14 og sikkert en hel del mindre end i dag. Nu er jeg i min bedste alder, og jeg har ofret denne lidt dyre billet for at komme til Dortmund på en behagelig måde.

Der er allerede en person herinde. Det er en kvinde, ligesom jeg, måske et par år ældre. Hun har valgt den nederste køje. Jeg kikker på min billet. Jeg har den øverste køje , så det må være ok. Jeg åbner kufferten og tager toilettaske og nattøj frem. Lægger det på tæppet, lukker kufferten og skubber den på plads under køjerne. Min medpassagers kuffert ligger der godt nok, men der er rigeligt plads til en kuffert mere. Vi hilser på hinanden, min rejsefælle og jeg. Hun siger sit navn og fortæller hvor hun kommer fra, Linda Hays, New York .

Amerikanerne kan noget med at møde fremmede. De gør det så let. Jeg præsenterer mig på samme måde , og snart er vi fordybet i en levende samtale. Det viser sig, at hun ligesom jeg arbejder med børn og unge. Hun er social arbejder. Jeg har en forestilling om hendes arbejde, der mest stammer fra diverse tv-serier; jeg har ikke egentlig nogen reel viden om hvad hun laver i sit arbejde, før hun fortæller om at opsøge bander, om små drenge som bliver lokket/tvunget ind i en kriminel løbebane af store brødre, som i årevis har forsørget en faderløs familie med hashsalg. Det lyder uendeligt fremmed og eksotisk for mig.

Hun på sin side er meget interesseret i hvad jeg laver, jeg underviser store børn i læsning og sprog. Linda er meget interesseret, hun spørger efter tal og statistikker, spørger om der er lavet undersøgelser der påviser, at det jeg foretager har en virkning. Hun vil vide noget, ikke bare snik snakke. Dejligt at tale med en, der virkeligt interesserer sig for det, jeg laver.

De fleste i Danmark, der får at vide at jeg er underviser, reagerer med en bemærkning om, hvordan jeg dog kan holde det ud, Om ikke de unge er forfærdelige, om jeg kan styre dem osv. Som om det vigtigste i verden var, hvordan mine elever påvirkede mig. Linda er levende interesseret i, hvordan jeg påvirker mine elever. Får de lært at læse disse store børn, som er afskåret fra at deltage i det moderne samfund , hvis de ikke kan læse. Kommer de i gang med en uddannelse, bliver de gift , får de børn, hvordan former deres liv sig.

Hendes spørgsmål viser mig en kvinde der er dybt engageret i det hun laver. Tiden flyver. Klokken bliver 11 før vi slukker lyset. Næste morgen, da jeg vågner, er hun stået af toget i Essen. På det lille bord ved vinduet ligge et visitkort med telefonnummer , adresse e-mai adresse. Jeg mærker mig, at hendes kontor ligger i World Trade Center. Hun er ikke en hvem som helst. Skal holde en forelæsning i Essen.

Jeg fortsætter til Köln. Jeg skal egentlig kun til Dortmund, men der ankommer mit tog uhyggeligt tidligt om morgenen, så jeg har valgt at fortsætte til Köln. Jeg har længe ønsket at gense Kölner Dom. Klokken 9 er jeg i Köln. Det passer fint. Efter at have besøgt den store kirke kan jeg tage tilbage til Dortmund og være der til frokost. Prisen på billetten er den samme med eller uden Köln som destination. Den store sorte Domkirke er så majestætisk, som jeg husker den. I dag er den omgivet af fine hoteller og fancy butikker i stilrene 60.er bygninger.

 

Sidst jeg var her ragede de takkede tvillinge-tårne op i ensom majestæts midt i en stor grå mark af ruinbrokker. Et under at domkirken ikke blev helt smadret under det heftige bombardement, der totalt lagde Köln i ruiner i 1945. Tanken om at det ville have været hyggeligt, hvis Linda havde været med på min tur i kirken, strejfer mig. Jeg kunne have fortalt hende noget om Europa, som jeg ikke fik sagt i går aftes. Om krig og ødelæggelse, som de ikke kender det i USA.

 

B.

Der er to kvinder i kupeen. Den ene er dansk. En label på hendes kuffert fortæller, at hun hedder Lena Jensen. Hun er lige ankommet til sovevognskupeen et øjeblik før, en fløjte ude på perronen forkynder, at nu er det afgang. Mens hun bakser med at få anbragt sin kuffert under sæderne, forsøger Lena, at indlede en samtale med et par små bemærkninger på syngende nordsjællandsk :

  • ”Puh hvor er éd  koldti vejret.”
  • ” Her er da pænt rent.”

 

Den anden kvinde forstår ikke, hvad der bliver sagt. Hun kikker spørgende på den sidst ankomne og siger så

– ” My name is Linda Hays. I am from New York. ”

Den danske kvinde slår ubesværet om til engelsk og snart glider samtalen let mellem de to jævnaldrende . Det viser sig, at de har meget mere tilfælles end køn og alder. De arbejder begge med børn og unge. Den amerikansk kvinde griber chancen for at udspørge den danske om , hvordan det er at arbejde med børn og unge i Danmark. Hvad hun laver med dem.

-”Lærer dem at læse. De fleste af mine elever er dyslektikere. Og kan ikke læse. ”

Amerikaneren vil vide, hvem der betaler for undervisningen. Hun vil vide, om det hjælper og hvordan eleverne klarer sig efter skolen . Får de en uddannelse Får de et arbejde, en familie et liv?? Toget vugger sig vej gennem det sjællandske aftenlandskab. Ved færgen bliver alle gænnet op på færgen. Linda er lidt nervøs over at skulle forlade sin kuffert, men bliver beroliget da konduktøren låser døren til kupeen. Oppe på færgen drikker de to en kop kaffe samme. De sidder og taler fortroligt, som var de gamle venner.

Atter tilbage i kupeen bruger de lidt tid på at gøre kupeens to køjer klar. Det er tydeligt at de tilfældige rejsefæller nyder at tale sammen. Klokken bliver næsten 23  før de vælger at slukke lyset. Lyden af åndedræt fra de sovende i køjerne blander sig med det rytmiske dunken af hjul mod skinner der fører dem længere og længere ned i Tyskland.

I Essen stiger den amerikansk kvinde af toget. Først i Köln forlader Lena natekspressen til Paris. Hun vil se Kölner Dom. Sidst hun så den kolossale kirke, var en gang 10 år efter krigen. Kirken havde været udsat for de allieredes  bombardementer under 2. verdenskrig, og var lige blevet genåbnet I 56 . Den store gotiske bygning med de monumentale 2 tårne stod dengang tragisk alene midt på en slette af ruiner. Nu er kirken omgivet af et velplejet torv med fine hoteller og fancy butikker. Støvet er væk, men også lidt at storheden. Mærkeligt at opleve modsætningen. Krig og fred. Lena opdager at hun savner Linda. Det ville have vært fint at kunne dele denne oplevelse med den kloge kvinde fra aftenen før.

 

Et par uger senere flyver et fly mod en bygning i N.Y.. Lena hører det i bilradioen. Da hun er kommet hjem åbner hun for TV, lige tids nok til at se det næste fly ramle ind i det høje tårn nummer 2. Mens hun sidder klistret til skærmen, falder hele komplekset sammen. En kæmpe støvsky dækker billedfladen og forandrer for altid USA´s opfattelse af krig. Grusomheden bliver nærværende og bevidst for alle. Det teoretiske fordamper.

Lena sendte senere en e-mail til Linda Hays for at kondolere. Hun fik aldrig et svar.

 

 

I mørke.

Ny Historie uden alvidende fortæller. Et lille eksperiment.

 

Mørket lukker sig om mig. Eller måske skulle jeg sige: Mørket omslutter mig .Jeg kan intet se intet høre ; alle lyde er dumpe og indelukkede, som var de bevidst dæmpet med vat. Med  fingerspidserne undersøger jeg de lodrette, ujævne jordvægge, som bremser ethvert tilløb til, at lydbølger skulle få sat luften i svingninger. Jeg har ikke lyst til at bruge min stemme. Det holdt jeg op med for et par dage siden. Ingen reagerede alligevel på mine råb, Men mine stemmelæber blev slidt helt hæse og ømme. Jeg har stadig svært ved at synke. Tørsten, som nu er sønderslidende, gør det heller ikke bedre.

 

Jeg er ikke længere bundet. Det er lykkedes for mig at slide mine hænder fri af de snærende remme, der i begyndelsen holdt mine arme stramt fastlåst på min ryg. Jorden i bunden af hullet blev fugtig af regn. Det medførte at remmene , der var lavet af en læderstrimler, blev så opblødte, at jeg kunne strække dem fra hinanden og efter uendelig lang tids slid fik jeg mine hænder fri. Derefter var det uden problemer at fjerne alle de øvrige reb . Dem om benene og det reb, der holdt klædet om mine øjne fast. Jeg undrer mig over alt er så mørkt. Der er overhovedet intet lys. Intet at skelne i mørket. Ingen stjerner når jeg vender ansigtet op mod det der burde være himmelen. Jeg kender kun hullets størrelse ved at strække mine arme ud. Jeg kan lige nå siderne med strakte arme, og hvis jeg drejer langsomt rundt får jeg fornemmelsen af, at jeg er i en dyb brønd.

 

Jeg ved ikke hvordan jeg er kommet herned., for det må være nede. Når det regner løber der vand her ned i hullet. Hullet er dybt. Selv om jeg hopper så meget jeg kan, formår jeg ikke at række op til kanten af hullet. På et tidspunkt begyndte jeg at mærke regn . Det undrede mig at det kunne regne ned i hullet. Jeg havde på det tidspunkt besluttet at hullet måtte være indendørs, fordi der var så lidt lys. Det kunne ikke være natten, der var så lang. Hullet måtte altså være placeret et sted, hvor man kunne lukke al lys ude. Måske i en kælder. Men åbenbart havde jeg taget fejl. Jeg mærkede tydeligt regnen på mit ansigt, altså måtte hullet være udendørs.

 

Det korte af det lange : Jeg ved ikke, hvor jeg er, oven i købet ved jeg heller ikke hvem jeg er. Eller hvorfor jeg er her. Jeg ved ingen ting, som om jeg var det førte menneske i verden. Men der må have været nogen før mig, for nogen har bundet mig med læderremme og anbragt mig i dette hul. Nogen har gravet hullet. Og jeg må have en vis betydning, siden man har fundet det umagen værd, at grave hullet og anbringe mig her. Da det regnede blev jeg først bange, bange for at drukne, fordi jeg mærkede hvordan vandet silede ned i hullet i små væld langs siderne. men så fik jeg hænderne fri og følelsen af igen at kunne bruge hænderne gav mig en fornemmelse af at alt var muligt. Hvis hullet løb fuld med vand kunne jeg bare svømme op til kanten. Nogle få pytter samlede sig i det blændende mørke før de sivede ned i den porøse bund og forsvandt under bunden. Mine famlende hænder fandt vand og jeg ærgrede mig over at jeg kort forinden havde tisset i et hjørne. Jeg kunne ikke få mig selv til at drikke vandet. . Jeg huskede at en overlevelsesekspert i en af sine utallige udsendelser om at overleve i ødemarken, havde drukket sit eget tis. Man døde altså ikke af det, men man kan dø af tørst.

Det er besynderligt, at jeg kan huske en udsendelse i tv men ikke aner hvad jeg hedder eller hvor gammel jeg er. Jeg følte på min krop, på bryster og mave, begge dele pænt laskede. Jeg er ikke helt ung mere, men dog ung nok til at kunne hoppe temmelig højt . Jeg hopper igen og støder med armene imod siden af hullet. En kaskade af jord og småsten rasler ned i hullet. Det er måske en løsning. Jeg begynder forsigtigt at skrabe i jorden på siderne af hullet forsigtigt, for ikke at fremkalde skred. Jorden rasler ned i bunden af hullet. Før eller siden vil jeg have skrabet så meget jord ned i mørket at jeg kan nå kanten. Det er et møjsommeligt arbejde. Mine negle er begyndt at blive meget ømme og slidte . Jordvæggene er hårdere end jeg havde håbet på. Og der falder uophørligt jord i mit ansigt . Jeg må passe på at hele siden ikke skrider ned og begraver mig.

Da jeg vågnede rodede jeg mine lommer  mine lommer igennem, og fandt en mobil i den ene lomme . Mobilen har sikkert også været våd, mens jeg var uden bevidsthed. Den er totalt død. I en anden af mine lommer var der en pose med karameller. Der er 12 stk. tilbage nu. Fedtede og fugtige. Jeg tager en af dem og pakker den omhyggeligt ud, lægger den forsigtigt på min tunge og prøver at lade den smelte langsomt, langsomt, på tungen. Nu bruger jeg mobilen til at skrabe jord fri af siden, ned i hullet. Når bunden er helt fuld af løs jord tramper jeg den fast med små trippende skridt. Det skal helst ikke blive til mudder hvis det begynder at regne igen. Jeg vil gerne have et fast underlag, og jeg bemærker til min fryd at bunden langsomt hæver sig ved hjælp af al den jord der stille og roligt drysser ned i mit mørke hul. Det gav skub i processen, at jeg begyndte at bruge min telefon som graveredskab. Kluntet men effektivt. Det er en god ting for mig , at have en beskæftigelse. En vis ro breder sig i mig. Det skal nok gå , jeg skal bare grave så meget jord løs, at jeg kan nå kanten. Siderne er nu helt udhulede og hver jordklump der falder ned løfter mig højere op mod kanten.

Styr på det hele

Når jeg handler ind, skal det helst ske så hurtigt som muligt. Gerne med en dosmerseddel, der dækker en hel uges forbrug. Så min gang mellem hylderne er med næsen begravet i sedlens informationer, kun afbrudt af de få situationer, hvor jeg skal vælge mellem forskellige prisklasser blandt de udvalgte produkter. Skal jeg tage det økologisk eller vælge det billige tilbud? Det afhænger mest af, hvilken dato det er i måneden.

ET godt indkøb er et hurtigt indkøb, hvor jeg kan få det hele i en fart. Resten bliver bestilt over nettet. Alligevel elsker jeg mine indkøbsture. Det er en god fornemmelse at kurven fyldes med ting, jeg har noteret, så jeg til sidst ikke mangler mere. Jeg kan godt lide at have styr på tingene.

Der ligger det hele: bøffer, salat, kartofler, laks, citroner, spidskål, gulerødder, deo-stift og vaskemiddel.

Pludselig mærker jeg et lille klap på skulderen. ”Hvordan går det” Det er en af min brors gode venner. Jeg svarer : ”Det går ikke så godt”. Spørgsmålet er godt nok rettet til mig, men jeg ved det ikke handler om mig. Jeg ved det handler om min brors tilstand. Han er meget syg . Det er ikke noget jeg har lyst til at diskutere over de økologiske kyllinger. Men spørgsmålet er udtryk for venlig interesse, så jeg svarer pænt i henhold til sandheden.” Hvis du skal besøge ham, skal du nok gøre det snart”  Der er ting man ikke kan sige og slet ikke over en køledisk, men det er jo her man mødes, så hvis det skal siges, er det nu. Jeg kender vennen særdeles godt , men alligevel ikke godt nok til, at jeg ville ringe til ham og opfordre ham til at tage på afskedsbesøg. Han ved at min broder er syg. Det viser sig at han lige har været på sygebesøg hos min bror, ingen grund til min uvilje.

”Jeg var på besøg for 14 dage siden.” siger han. Det har min bror ikke fortalt, men så meget har vi heller ikke talt sammen . Hvad siger man i telefonen til en mand der er ved at dø. Jeg er forhindret i at tage over til ham. Er selv syg. Jeg fortæller mest om, hvad jeg laver. Hvad han laver, ved jeg. Han er spændt fast til alle mulige slanger og elektriske ledninger. Sengen bølger med mellemrum automatisk ,så han kan skifte stilling uden at bevæge sig. Jeg ville gerne tale om gamle dage, men det er måske heller ikke så rart at tænke på. Han er optaget af de sygeplejersker, der passer ham. De er blevet hans nærmeste.

Jeg stirrer på pakken med kyllingebryster i min hånd. Så går det op for mig, at jeg ikke ser dem. De står ikke på sedlen. Jeg lægger dem ned i køledisken igen. Det var en fejl. Jeg faldt i staver. Vennen er gået efter at have givet mig et knus. Det plejer han ikke, så han ved, hvordan det står til. Jeg tager sedlen frem og undersøger, hvor langt ned på listen jeg er kommet. Olivenolie. Nu skal jeg bare ikke møde flere . Der er jo en grund til at jeg har skrevet det hele ned. Så har jeg styr på alt.

 

Marathon

 

 

Højrefoden ramte asfalten med et rågummi-smæld. Vægten og presset lå det rigtige sted og blev med det samme aflløst af venstrefodens klask mod vejbelægningen. Vinden strøg kølende omkring panden og overkroppen. Sveden, der trillede i perlerækker ned under brillerne, føltes som kærtegn.Et campingbord halvt nede i grøften  tilbød rækkevis af  plastikkrus. Jeg snuppede i forbifarten  et ; fik et passende greb om plastikkens riller og smed vandet direkte mod mit ansigt og min overkrop. Kruset smed jeg skråt bagud over  skulderen. En fornemmelse af lettelse bredte sig et øjeblik gennem hele  kroppen. Så mærkede jeg igen udelukkende morgenheden i alle muskelfibre. Mærkeligt at det smertede i hele kroppen, det var jo benene der bar løbet.

Det ville blive en dag med en høj temperatur, feber, på flere måder. Solen var stadig kun 25 o over horisonten og knapt fri af bjergkammen, men truslen fra strålerne føltes allerede som piskesmæld mod huden, der hvor den ikke var dækket af  løbetøjet.

Jeg havde nu løbet så længe at mine tanker var blevet fri til at strejfe. Fra morgendæmring gennem solopgang, ind i formiddagen, tankerne blev ved med at vende tilbage til smertepunktet. Jeg hadede det. Bare jeg dog kunne slippe det tankemylder. Det hjalp på ingen måde, at blive ved med at vende og dreje det hele i hovedet. Jeg ville hellere tænke på ingenting, være tom, eller endda føle smerter end kværne  problemet igen og igen. Det løste intet at spekulere, førte ingen steder hen, var bare en forbandelse, der mørkelagde alle dage. Smerten var god, den holdt hjernen beskæftiget et øjeblik, inden problematikken vendte tilbage til min bevidsthed , som en selvstændig klode, roterende, fræsende., ødelæggende, mine tankers dødsstjerne.

Jeg prøvede at tvinge mig til at tænke på GODE TING, mennesker jeg elskede, kunst jeg nød, bøger jeg kunne repetere, gerne bøger som handlede om løb. ”The Lonliness of a Long Distance Runner” Af hvem? Jeg kunne ikke huske, hvem der havde skrevet den. Så var det her, jeg i den grad savnede min smart-phone. Lige slå op, og se hvem det var.

Hvor ville det være skøønt . Dup, Dup Dup. Føddernes rytme mod asfalten, Smerten i stød op langs ryghvirvlerne , nakkens ømhed, som om lidt ville  blive til en brand af nervetråde. Hvem skrev den novelle,— pludselig i et lyn: Allan Silliitoe. Jeg vidste, at nu ville jeg tænke på navnet Sillitoe de næste mange kilometer. Ligesom problemet ville ordet hage sig fast i mine hjernevridninger, og ikke forsvinde, selvom tankerne ikke kunne gennemtvinge nogen form for logik eller løsning, lige meget hvor meget den bearbejdede ordet eller problemet..

Det hjalp mig ikke . Jeg havde aldrig fået læst den bog, så det var bare en skal af en titel, uden indhold. På samme måde som  med ”What I Talk About, When I Talk About Running”. Havde aldrig fået læst den. Jeg måtte selv skrive en bog om Løb. Måske med en masaj som hovedperson. Jeg fordybede mig i forestillingen om et afrikansk landskab med en vej, nærmest et hjulspor fyldt med sten og svøbt i støvdis, hvor en  løber forsvandt i varmeflimmer.Pludselig er alt uden besvær, jeg løber med min masaj, benene fungerer som stålfjedrer, smerterne er holdt op, glemte.

Måske skulle jeg skive en bog med med selve Phidippedes som hoveperson , med græske olivenlunde og appelsintræer som 3-D-kulisser , fra før Lesbos og tragedien på vandet blev fortællingen om Grækenland og Europa. Det var løsningen. En bog om smerten ved løb, en bog om følelser. Om befrielsen ved smerten. Befrielsen fra følelser.

Forandring

 

Stakken var kun 12 år da hun første gang forstod at hun på flere områder var lidt anderledes end de andre piger i klassen . Det kom sig af at hun havde forandret sig gennem hele vinteren. Hun kunne ikke forklare , hvad det egentlig var der var er anderledes, men noget var sket.

Punkt 1: Drengene var holdt op med at drille, når hun cyklede hjem fra skole. Det hjalp også lidt at hun nu cyklede hurtigere end dem alle sammen . De kunne ikke længere køre op på siden af hende og give hende dumme breve med dumme tegninger. Så som en tegning af en hængt bamse med teksten: ” hæng Peter Plys, Peter Plys skal hænges”.

Detvar begyndt med, at deres lærer en dag sidst i en time havde spurgt om nogen af dem havde en bog de var glade for. Hun have meldt sig. Hun havde Peter Plys. Hun havde godt nok læst den allerede før hun begyndte i skolen, men hun kunne ikke få nok af de små historier om dyrene i 100 meterskoven. Hun elskede de mange fortællinger om den dumme Plysbjørn og hans pjevsede ven Grislingen.  Det gjorde klassens  drenge ikke . Der var en dreng, der havde et Davy Crockett blad. Det var hurtigt læst og egnede sig som tegneserie ikke til oplæsning. Men det var godt, spændende, æggende, og hun forstod at Peter Plys var vand ved siden af Davy Crockett.

Men skaden var sket. Hver lørdag læste deres lærer et lille stykke af Peter Plys højt for klassen. Selv om de alle lo af det sjove, så var morskaben påtaget, for ikke at støde læreren , som gjorde sig umage med at læse op på en spændende måde. Peter Plys var irriterende .I frikvartererne sang flokken Davy— Davy Crockett— præriens bedste mand og tegnede hængte bamser med kridt på vægen i skuret

Drengene fulgte stadig efter hende i en hurtig flok, men det var ikke længere en trussel, mere en leg, en kappestrid om at komme først op til Biffen. Foran biffen stoppede de alle sammen op, med voldsomme bremseskred i det løse grus på parkeringspladsen , mens hun drejede ind i indkørslen til hjemmet. Drengene blev hængende på bif-pladsen og talte og lo højrøstet, inden de cyklede hver til sit. Som om flokken fordampede i løbet af en kort tid..

Indenfor sad hendes far og mor allerede ved frokostbordet. Far sad på et stykke voksdug, for ikke at smøre olie på spisestuestolen. Hænderne og ansigtet var renvasket, resten skjorten og overalls stadig smurt ind i olie fra værkstedet. Truslen var overstået, alt var trygt og godt . Ingen turde gøre hende noget , når far var nær. Hun havde aldrig fortalt hjemme, hvad hun var bange for. Der var heller ikke nogen af de andre piger i skolen hun talte med om det. Det var hendes hemmelighed. Hvis ingen vidste det, var det ikke så virkeligt. Og nu skete det ikke mere. Ingen dumme breve eller dumme tilråb.

Efter frokost skulle der laves lektier, men hun havde næsten altid nået det hele i skolen. Kun salmeverset manglede, måske. Det tog ingen tid. Så kunne hun gå ud igen ud for at lege.

Punkt 2: Næsten alle drengen var der igen. Alle havde de  spist hjemme, og nu skulle det planlægges hvad flokken skulle lave.

Måske skulle man løbe ned for at gå ud i skrænterne, det var så sjovt med det seje ler og vandet fra havet i et hvidt larmende brus der, hvor skrænten sluttede ; måske skulle de cykle ud i i klitterne . Begge dele var både farligt og forbudt, og netop derfor sært pirrende. På skrænterne kunne man hoppe i ler og sidde fast, i klitterne kunne man hoppe i sand og skride ned af de stejle skråninger, mens man hujende rullede rundt og fik sand i al tøjet og i munden. Det var også en mulighed at rutsje i papkasser nedover græsset på hotel bakken. Sidste år fik hun ikke lov at være med. Nu var hun uundværlig som prinsesse eller fange der skulle befries. Hun og hendes veninde var umærkeligt blevet centrum i handlingerne og målet for drengenes anstrengelser. De andre piger i klassen talte stadig ikke med hende, men ikke længere på grund af den dumme Peter Plys. Nu havde hun alle mulige fejl, som hun også fik at vide, var fattig , havde forkert, omsyet tøj, og legede med drenge, hvilket var den største fejl.

Punkt 3: Men hun hed ikke længere Stakken, hun hed sit navn. Det kunne hun godt lide selv om stakken bare var et kælenavn. Hun følte sig ikke længere som Stakken, og det var godt.

Genoptræning ver.2.uden krimi

Da hun vågnede følte hun sig frisk . Hun lå længe helt stille i sengen for at fastholde følelsen af normalitet.

Først da tissetrangen meldte sig så voldsomt, at det blev uomgængeligt at stå op, begyndte hun at bevæge sig.

 

Det undrede hende stadigvæk at alle bevægelser var blevet så langsomme. Hun burde efterhånden have vænnet sig til det nye tempo. Det var som om en stor trekant af vat inde i hendes hjerne forhindrede hende i at få fart på lemmernes bevægelser. Hun kom op og stavrede ud på toilettet. Efter toiletbesøget klædte hun sig på. Hun kunne stadig få en utidig latterkrampe ved tanken om hvor ubehjælpsom det måtte se ud for andre, når hun kæmpede med bukser, sokker og sko. Benene ville ikke løfte sig. Hun måtte tage fat med hænderne for at hjælpe fødderne på rette vej. Som at være to år igen. Der var ikke andet at gøre end at starte igen, hun måtte bare lære det hele forfra .

 

For hver dag blev det lidt lettere. Det skulle nok komme. Bare ikke give op. Motionscyklen ventede, den krævede 6 km hver dag, godt den stod foran fjernsynet. Det gjorde det mindre kedeligt at sidde der og trampe i pedalerne, uden at komme nogen vegne. De var svært at læse resultaterne på skærmen, visse morgener kunne hun slet ikke fokusere, men bare tallene stod der, så fysioterapeuten, der kom om lidt, kunne rose hende for hendes indsats. Ros var så godt. Fik hende til at slæbe sig 1000 skridt mere når hun gik sin daglige træningstur.

 

Fødderne gik op og ned som stempler godt hjulpet på vej af pedalernes automatik. Det skulle nok give noget. Sveden sprang frem på panden hun kunne mærke at hun var ved at blive forpustet og varm. I det samme mærkede hun et koldt træk over ryggen. Hun ville prøve at vende sig i sadlen for at se hvem det var der havde åbnet hoveddøren, men svimmelheden efter anstrengelsen gjorde det næsten umuligt at rotere i overkroppen. Hun måtte stoppe tramperiet og forsigtigt vende hovedet. En langsommelig proces.

 

En fordrejet stemme afbrød hendes anstrengelser:

– Vend dig ikke om. Du kan alligevel ikke se hvem jeg er, for jeg har maske på.

 

En voldsom angst gled som tungt vand gennem hele hendes krop.

 

– Hvad vil du? Hendes stemme var svær at styre og tungen havde svært ved at udtale ordene.

 

– Giv mig nøglen til pengeskabet. Jeg ved du har den om halsen i en snor . Løft snoren over hovedet og ræk nøglen bagud.

 

Hun sad helt stille, indtil svimmelheden havde forladt hende så løftede hun den ene hånd fra styret på surrogatcyklen og trak langsomt nøglen over hovedet. Kulden fra den åbne dør til stuen blev mere og mere gennemtrængende. Hun kunne høre lyden af en bil der passerede på vejen udenfor hoveddøren, nogle børn løb snakkende forbi, nok på vej til skole. Det var jo stadig tidligt.

 

– Vis mig hvor skabet er. Bare peg, vend dig ikke om.

 

Hele hendes krop skreg på at dreje sig om i sadlen så hun kunne se, hvem der talte, men en advarene stemme stoppede hende

 

– Lad være.

 

Hendes puls dunkede i takt med angstbølgerne, som væltede gennem hende krop. En tinnitus der næsten overdøvede trafikstøjen fra vejen fortalt hende, at det var ved at ske igen. Vattet og ubevægeligheden bredte sig fra halsen ud i armen . Hun pegede klodset på det maleri, der skjulte pengeskabet.

– Luk øjnene, la´være med at kikke på mig

 

Nu var det blevet pinefuldt at sidde på cyklen. Kroppen smertede af anstrengelsen med at holde balancen..

 

Lad mig stå af, græd hun, hun kunne mærke at tungen ikke ville ordentligt på gled, den var tung og ubevægelig. Bare han dog fattede at hun var nødt il at stå af den cykel nu, før balancen helt svigtede.

 

Bag hende lød lyde blandet med trafikstøj: Lyden af nøglen i bokslåsen og klikket fra lågen da den åbnedes. En vis skramlen og så en hoveddør der smækkede. Han var væk igen.

 

Kraftesløs gled hun ned fra cyklen. Da hun lå sammenkrøllet nede på gulvet ved siden af cyklen åbnedes hoveddøren igen, og hun hørte fysioterapeutens stemme. Hun skimtede svagt skikkelsen i entreen.

 

– Nå, er du klar til at gi´ den hele armen i dag.

 

Fyssen kom ind i entreen og hængte sin frakke på knagen, fik så øje på hende sammensunkne skikkelse og for hen til hende.

– Hvad er der sket. Fyssen strøg hende over det uglede hår og forsøgte forsigtigt et vende hende om.

Hun mærkede en voldsom vrede erstatte angsten fra før. Den medlidenhed var næsten ikke til at bære.

 

Genoptræning

 

Da hun vågnede følte hun sig frisk . Hun lå længe helt stille i sengen for at fastholde følelsen af normalitet.

Først da tisse trangen meldte sig så voldsomt at det blev uomgængeligt at stå op, begyndte hun at bevæge sig.

 

Det undrede hende stadigvæk at alle bevægelser var blevet så langsomme. Hun burde efterhånden have vænnet sig til det nye tempo. Det var som om en stor trekant af vat inde i hendes hjerne forhindrede hende i at få fart på  lemmernes bevægelser. Hun kom op og stavrede ud på toilettet. Efter toiletbesøget klædte hun sig på. Hun kunne stadig få en utidig latterklampe ved tanken om hvor ubehjælpsom det måtte se ud for andre, når hun kæmpede med bukser, sokker og sko. Benene ville ikke løfte sig. Hun måtte tage fat med hænderne for at hjælpe fødderne på rette vej. Som at være to år igen. Der var ikke andet at gøre end at starte igen, hun måtte bare lære det hele forfra .

 

For hver dag blev det lidt lettere. Det skulle nok komme. Bare ikke give op. Motionscyklen ventede, den krævede 6 km hver dag, godt den stod foran fjernsynet. Det gjorde det mindre kedeligt at sidde der og trampe i pedalerne, uden at komme nogen vegne. De var svært at læse resultaterne på skærmen, visse morgener kunne hun slet ikke fokusere, men bare tallene stod der, så fysioterapeuten, der kom om lidt, kunne rose hende for hendes indsats. Ros var så godt. Fik hende til at slæbe sig 1000 skridt mere når hun gik sin daglige træningstur.

 

Fødderne gik op og ned som stempler godt hjulpet på vej af pedalernes automatik. Det skulle nok give noget. Sveden sprang frem på panden hun kunne mærke at hun var ved at blive forpustet og varm. I det samme mærkede hun et koldt træk over ryggen. Hun ville prøve at vende sig i sadlen for at se hvem det var der havde åbnet hoveddøren, men svimmelheden efter anstrengelsen gjorde det næsten umuligt at rotere i overkroppen. Hun måtte stoppe tramperiet og forsigtigt vende hovedet. En langsommelig proces.

 

En grov fordrejet stemme afbrød hendes anstrengelser:

– Vend dig ikke om. Du kan alligevel ikke se hvem jeg er, for jeg har maske på.

 

En voldsom angst gled som tungt vand gennem hele hendes krop.

 

– Hvad vil du? Hendes stemme var svær at styre og tungen havde svært ved at udtale ordene.

 

– Giv mig nøglen til pengeskabet. Jeg ved du har den om halsen i en snor . Løft snoren over hovedet og ræk nøglen bagud.

 

Hun sad helt stille, indtil svimmelheden havde forladt hende så løftede hun den ene hånd fra styret på surrogatcyklen og trak langsomt nøglen over hovedet. Den blå silkesnor, som den hang i fulgte med. Kulden fra den åbne dør til stuen blev mere og mere gennemtrængende. Hun kunne høre lyden af en bil der passerede på vejen udenfor hoveddøren, nøgle børn løb snakkende forbi, nok på vej til skole. Det var jo stadig tidligt.

 

– Vis mig hvor skabet er. Bare peg, vend dig ikke om.

 

Hele hendes krop skreg på at dreje sig om i sadlen så hun kunne se, hvem der talte, men et par stød i gulvet med noget tungt standsende hende.

 

– Lad være. Jeg har en kølle med.

 

Hendes puls dunkede i takt med angstbølgerne, som væltede gennem hende krop. En tinnitus der næsten overdøvede trafikstøjen fra vejen fortalt hende, at det var ved at ske igen. Vattet og ubevægeligheden bredte sig fra halsen ud i armen . Hun pegede klodset på det maleri, der skjulte pengeskabet.

– Luk øjnenene eller jeg dasker dig en.

 

Nu var det blevet pinefuldt at sidde på cyklen. Kroppen smertede af anstrengelsen med at holde balancen..

 

Lad mig stå af, græd hun, hun kunne mærke at tungen ikke ville ordentligt på gled, den var tung og ubevægelig. Bare han dog fattede at hun var nødt il at stå af den cykel nu, før balancen helt svigtede.

 

Bag hende lød lyde blandet med trafik støj: Lyden af nøglen i bokslåsen og klikket fra lågen da den åbnedes. En vis skramlen og så en hoveddør der smækkede. Han var væk igen.

 

Kraftesløs gled hun ned fra cyklen. Da hun lå sammenkrøllet nede på gulvet ved siden af cyklen åbnedes hoveddøren igen, og hun hørte fysioterapeutens stemme. Hun skimtede svagt skikkelsen i entreen.

 

– Nå, er du klar til at gi den hele armen i dag.

 

Fyssen kom ind og hængte sin frakke i entreen. Fra den ene lomme dinglede en blå sløjfe

 

Hendes bedste veninde.

Alting var parat . Kaffen var klar, den halve kage stod på en tallerken ved siden af computeren og programmet var åbent. Lige til at gå i gang med at skrive.

Så spillede telefonen sit insisterende lille kald. Hun rejste sig ærgerligt for at tage samtalen. På vej hen til hylden, hvor den mobile lå, tænkte hun, at hun vel egentlig godt kunne lave det til en regel, at mobilen var slukket, når hun skulle skrive.

Hun var jo selv herre over hvilke regler hun lavede for at få skrivero. Det kunne godt være et af de vigtige punkter, at mobilen var slukket eller i hvert fald sat på lydløs. Men nu havde hun hørt ringtonen, og det sugede i hende efter at se, hvem det var. Det viste sig, at det var hendes bedste veninde. Hun ringede aldrig uden grund. Den samtale var hun nødt til at tage.

Og der var selvfølgelig en grund. Hun kunne høre på stemmen, at de kun langsomt nærmede sig det egentlige problem. Samtalen varede længe. Bibi havde i den grad brug for at snakke. Først, da de havde lavet en aftale om at ses den næste dag, fik hun lov til at lægge  røret på.

Så ringede den igen. Denne gang var det hendes mand. Hvad mon han ville? Han ringede da aldrig fra arbejde. Det viste sig, at han slet ikke var på arbejde . Han ringede henne fra lægehuset og ville gerne hentes. Han var blevet lidt dårlig, var faldet om, og chefen havde sendt ham til lægen. Manden kaldte stadig sin kompagnion for chefen, selv om de egentlig var ligeværdige nu. Så sent som i sidste måned havde han købt sig ind i firmaet, så nu var han sådan set sin egen boss. Alt var ok, men han kunne ikke arbejde mere den dag, og hans bil stod stadig i firmaet. Hun sukkede, da hun efter diverse trøstende ord sluttede samtalen. Det ville ikke blive til en skrivedag, lige meget hvor godt hun havde forberedt sig.

Rent faktisk havde hun ikke taget dagtøj på endnu, men havde bare siddet i morgenkåbe, selv om klokken snart var over 10. Det fik være som det var. Hun trak i en varm frakke og stak de bare fødder i et par varme støvler.

Manden var usædvanlig kærlig, og næsten rørt, da hun kom hen til venteværelset, hvor han sad. Hun fik et knus, noget der ellers sjældent skete, og aldrig når fremmede så på.

– ”Skal vi køre hen til firmaet efter bilen?”

Hun vidste stadig ikke rigtig, hvor meget der var i vejen med ham, og om han kunne køre selv.

– ”Nej. Jeg vil hjem.”

Hun så forbavset på ham

– ”Hjem! Hvad med bilen?”

– ”Dem må blive, hvor den er.”

Han tav, og hun koncentrerede sig om den modkørende trafik. Noget var svært for ham at sige. Det blev en meget lang pause.

– ”Jeg skal ikke på arbejde, hverken i dag eller i morgen. Jeg er blevet fyret!”

Hun kom til at hugge bremserne i, for i et øjeblik svimlede alt for hende. Det lykkedes hende at køre ind til siden og stoppe for motoren.

-”Hvad siger du? Han kan da ikke fyre dig. Du er medejer!

– ”Jeg er blevet fyret. Firmaet er konkurs, rabundus færdigt! Der er ingen penge, hverken til mig, eller nogen anden.”

Hun følte det, som om hun havde mistet balancen og tog sig til hovedet, for at få den drejende fornemmelse til at holde op.

– ”Jamen, hvad så men vores penge?”

Huset var jo belånt til op over skorstenen for at få råd til det indskud i firmaet. Det firma havde været deres liv i 30 år, så de var blevet lykkelige, da chefen tilbød medejerskab. Og Bibi, hendes bedste veninde, var gift med chefen. Det var hendes mand og hende, der i sin tid havde ført de to sammen.

Manden så på hende med et lang tomt blik.

– ”Alt er væk.”

-”Hvad med Bibi!”

– ”Hvad med hende?”

– ”Hvordan tager hun det?” Hun fornemmede pludselig, hvad telefonsamtalens usagte problem var.

– ”Aner det ikke. Det er Bibi, der har spillet det hele op. Siger han. Men jeg tror ikke en skid på ham mere. Han må have vidst det, da han tilbød mig at blive medejer. Han er en lort.”

Raseriet farvede hans kinder røde, og hun greb  hårdt om hans hånd.

– ”Pas på dit blodtryk. Vi skal nok klare det. Det skal nok gå.”

Han så tomt på hende igen. ,

– ”Tror du! Der er intet tilbage. 30 år. Intet.”

Hun undertrykte et suk, eller måske var det et hulk. Det ville vare længe, før hun igen fik ro til at skrive.

Med hilsen til Kafka

Jeg lagde egentlig først mærke til det om eftermiddagen den 7. Her for nylig. Jeg havde allerede cruiset rundt i mere end tre kvarter for at finde en parkeringsplads, der ikke lå al for langt væk fra der, hvor jeg skulle hen. Indre Nørrebro, plejer at være svært, men ikke så umuligt som den dag. En halv time oveni burde være nok til at finde en plads og så kunne jeg gå til fods hen til mit mål. Men ikke i dag. Der var totalt ovefyldt og selv risikofyldte pladser for nær hjørner eller kritisk tæt på gule striber var umulige at finde.

Normalt irriterer det mig ikke, for jeg kender rumlen, men lige i dag var opgaven at hente nogle børnebørn, og så er det forbudt at komme for sent. Det var, da jeg begyndte at blive vred over konkurrerende bilister, der havde held med at snuppe lige det tomme hul, som jeg nok alligevel ikke havde kunnet klemme min lille Micra ind i, at jeg bemærkede, at de fleste biler var store sorte biler med tonede ruder. Det undrede mig. Det var jo ikke overfor statsministerens bopæl det her. Det var Guldbergsgade.

Ved Nyhavn holder konsekvent tre fire store sorte firhjulstrækkere nu. Ikke til at se, hvad de laver. Måske optager de bare plads, så andre ikke kan komme på skudhold af de nypudsede ruder på den anden side af Kanalen. Det kunne man da forstå. Den mand skal beskyttes.

Men hvad lavede de her? På Nørrebro? Det irriterede mig i den grad og hvad værre var: Når de endelig havde fundet sig en plads og trukket sig ind i parkeringhullet med power på alle fire hjul, så var der ingen, der steg ud!!. De holdt bare og spærrede. OH My Good, som mit barnebarn siger. Hvad skulle de så med den plads. Besynderligt. Nå, endelig lykkedes det, og resten af den eftermiddag har sådan set ikke noget med min historie at gøre.

Jeg glemte alt om sorte firhjulstrækkere. Indtil jeg skulle hjem. Det var stadig lyst, men heller ikke mere end lige. Vejen var overfyldt. Utroligt så meget sorte firehjulstrækkere fylder selv på tre spor. På et tidspunkt bemærkede jeg, at min bil var den eneste med farve. Blå midt i al det sorte. Det var umuligt for mig at komme frem, og hvis det endeligt lykkedes mig at trække ud og overhale en af de mørke kasser, så trak det køretøj, jeg lige havde overhalet, lynhurtigt op i kortegen, så jeg var afskåret fra at komme tilbage i den inderste vejbane, hvor min lille bil egentlig har det bedst .

Jeg slappede først af, da det endelig lykkedes mig at komme af motorvejen, en afkørsel for sent, men det var ok, bare jeg kom ned på en almindelig landevej. Til min lettelse konstaterede jeg, at de sorte biler ikke længere var så dominerende. Hvis der endelig var en enkelt, så opførte den sig i det mindste normalt.

Og så glemte jeg ret beset alt om presset trafik og sorte biler.

Indtil den næste dag. Jeg henter altid posten ind, så snart jeg kan høre postbilen. Enten er den på vej eller også kører den væk igen. Men jeg kan altid høre den gennem den høje hæk. Ikke fordi jeg får meget post. Breve findes jo stort set ikke mere, men visse instanser skriver stadig på papir.

Sådan en skrivelse var der den morgen. Officiel og mystisk på en gang. Min bil skulle til syn. Det fattede jeg ikke. Den havde jo lige være til syn. Indkaldelsen var prydet med en masse forkortelser og kryptisk snak om opdatering.

Jeg kørte ned til min mekaniker, som er en betydnigsfuld person i mit liv, da han holder min gamle bil kørende. Han er den, der har forstand på syn og biler.

Han tog brevet og studerede det længe. Så rakte han det hen mod mig, mens han rystede på hovedet.

– ”Det forstår jeg ikke. Her står, at din bil skal opdateres til en sort firhjulstrækker. At du har gjort dig fortjent til det, og at du skal møde i opdateringshallen på onsdag.”

Han løftede sit olieindsmurte ansigt og så indtrængende på mig.

– ”Det ville jeg ikke gøre hvis jeg var dig. Du egner dig ikke til opdatering!”

Han trykkede brevet ned i min hånd og trak skruenøglen op af den lomme, hvor han havde anbragt den, da jeg forstyrrede.

-”Nå, men jeg har lovet den her smadderkasse færdig til klokken 12, så jeg har ikke tid til at snakke”

Det var meget besynderligt, for var der noget han altid havde tid til, så var det lige at snakke. Og nu sidder jeg så her og overvejer, om jeg skal køre mig og min bil til opdatering.

Jeg aner det ikke.