Nytårsfortsættet version 3.

Nytårsdag.

Der var olieklamt under bilen og hendes stemme skar i mine ører som tømmermænd.

”Kom ud, nu!” Jeg kunne se hendes ben under forskærmens underkant. Så kunne jeg se hendes hænder række ud efter mine ankler. Hun havde bøjet sig ned og trak i mine støvler, så det lille rullebræt, jeg lå på, gav efter og begyndte at bevæge sig frem under bilen.

”Hold op. Lad vær” Jeg var lige ved at tilføje ”dumme kælling”, men undlod. Noget i hendes stemmeføring sagde mig, at hun ikke morede sig over, at jeg lå og rodede med den gamle bil her nytårsdag.

Jeg gav efter og skubbede selv med, så jeg kom helt fri af den gamle Mercedes.

”Hold kæft hvor ser du ud! Og gæsterne kommer om lidt! Hvad tror du, at det hele laver sig selv!”

Jeg svarede ikke, for det var et retorisk spørgsmål. Hun var ikke interesseret i hvad jeg troede eller tænkte. Det var år og dag siden hun havde været interesseret i, hvad jeg tænkte. Det, hun mente, var: ”Kom ind og hjælp. Gør alt, hvad jeg siger, før jeg har sagt det. Få det hele til at se pænt ud. Server maden og hæld champagne op til gæsterne og – og – og.

Og smil, og vær pæn i tøjet, og vær glad og charmerende og indtagende og hyg, hyg, hyg. Det skal være en drøm af en nytårsdag.

Jeg så på uret. ”Satans, tiden løb fra mig!” Det var løgn. Hun vidste det og jeg vidste det, men så kunne vi lade som om.

Da jeg var kommet helt fri af min lyseblå drøm af en Mercedes, rejste jeg mig langsomt op. ”Gud, hvor er du irriterende!” hun dirrede af harme og jeg var lige ved at lade mig lokke til at svare igen, men det lykkedes mig at beherske mig.

Punkt nummer 1 på min liste over nytårsfortsæt: Ikke skændes med Maja.

En sær tilfredshed gled gennem min krop. Det var sku lykkedes at undgå det traditionelle skænderi. Altid skændes, skændes, skændes. Jeg gad ikke mere.

Der var to muligheder. Enten måtte jeg forlade hende eller også måtte jeg glide af.

At forlade hende ville være svært. Det ville betyde afsavn. Og hvad med plads til mine små kæledækker? For tiden den blå Mercedes.

At glide af var meget lettere, og mere tilfredsstillende, som et skjult oprør. Hun ville bare tro, at hun havde vundet.

Der eksisterede ikke noget uden for hendes vilje i den verden, hvor hun levede. Ifølge hende var jeg bare så sløv, at jeg ikke kunne fatte, at det var sådan det skulle være. Det hun havde besluttet.

Jeg hængte overdrevent langsomt værktøjet op på værktøjsbrættet over drejebænken. Der var pinlig orden på det bræt. Hver eneste skruenøgle havde sin helt præcise plads. Jeg ville kunne række ud efter den i totalt mørke, og jeg ville finde den med det samme. Sådan ville jeg have det her i min verden.

Hun stod utålmodig henne i døren. ”Så kom dog for pokker. Vi har kun en halv time og du skal vel ikke se sådan ud, når de kommer?” ”De” var vores venner, eller dem vi kom sammen med. Vi så altid hinanden til Nytår og Sankt. Hans og de var altid med til alle familiekomsammen, så vi kunne vise vores familier, at vi havde mange venner, at der var nogen, der kunne lide os.

Jeg var holdt op med at spekulere på, hvorfor vi stadig så dem. Det havde været sjovt en overgang. Der havde været noget pirrede spændende ved at lukke venner så tæt ind i vores liv. En antydning af mulighed for flirt og konebytteri .

Men det var flere år siden, det havde været sådan. Med skam at melde, de piger hidsede mig ikke længer op. De havde alle fået adskillige børn og eksta kilo, og der lå en aura af utilfreds afvisning over dem, som der også gjorde over Maja. Ikke noget man havde lyst til at komme for tæt på.

Og deres mænd. Vi havde ikke meget at tale om, som ikke allerede var sagt. I går havde vi siddet sammen til kl. 12. Skålet og kysset. Fyret raketter af og var gået hver til sit klokken? Tja jeg ved ikke hvad. Og nu skulle vi allerede ses igen.

Traditionen tro skulle vi skåle igen i champagne og spise kanapéer, som allerede stod i køleskabet, parat til at blive lukket ud i det fri. Glædelig nytårsdag. Jeg trak støvlerne af og krængede kedeldragten ned over kroppen, steppede i træskoene og hængte dragten op på knagen. Så gik jeg efter Maja over gården og ind i bryggers. Hun havde allerede sat fadene med laks og rejer frem. Glassen stod på bakken, der var pyntet med konfetti og knallerter.

Hvad ville hun overhovedet med mig. Der var jo styr på det hele. Hun havde slet ikke brug for mig. Jeg stillede træskoene på den dertil indrettede måtte og gik ud på badeværelset. Ja, jeg så farlig ud. Spejlet røbede både min alder ( Næste skarpe hjørne 60) og min trætte tilstand. For fanden, jeg havde været oppe til sent og havde vel også fået lidt for meget.

Jeg gnubbede på ansigtshuden for at fjerne olien og trætheden.

Inde i soveværelset havde hun gud hjælpeme lagt noget tøj frem til mig. Jeg hængte det ind i skabet igen. Der gik grænsen. Det skulle ikke være så gråt. Noget mere farve, tak.

Jeg tog den røde rullekravesweaters frem. Jeg vidste godt, at hun ville opfatte det som en provokation, men hvis jeg nu trak det, så hun ikke så den, før det var for sent at skifte igen, så ville det nok gå.

Egentlig var det ligegyldigt, hvad jeg havde på, men det var fornemmelsen af at bestemme selv, der var vigtig. Da hun kom ind i stuen, fik hun med det samme øje på den røde rullekravesweaters.

” Ai, Egon! Det går bare ikke. Du kan ikke se sådan ud. Det er jo en hån!”

Da hun sagde det, sad jeg på hug foran brændeovnen, med ildrageren i den enehånd og en klump brænde i den anden. Det var nu, jeg rejste mig, drejede mig og i samme bevægelse slog til med ildrageren. Jeg husker tydeligt lyden, da jeg ramte hende hovedskal. En sært knasende og samtidigt svuppende lyd. Jeg husker tydeligt, at det hele forløb i en bevægelse, jeg rejste mig, drejede rundt og slog til. Og så den sært kvasende lyd. Det var mit nytår fortsæt nummer to: Ikke tabe besindelsen. Så let brød jeg det. En lang glidende bevægelse.

Jeg har gennemspillet situationen utallige gange

Duftene i garagen: Benzin og motorolie.

Duftene over gården: Et pludseligt jag af kold vintermorgen.

Duftene i bryggers: Ajax og laksemadder.

Duftene i badeværelset: Sæbe og barbersprit.

Duftene i soveværelset: Rent sengetøj og kølighed.

Duftene i stuen: Brændeovnens birkeduft og så den kvalme lugt af blod.

Bagefter stod jeg med lukkede øjne og ildrageren hængende i den ene hånd. Stilheden var ubærlig. Der måtte da komme en afslutning, men stilheden trak en uendelig bro lige ind i intetheden.

Jeg åbnede forsigtigt mine øjne, og der stod hun. Intet var sket. Hun bare stirrede på mig, indtil hun rystede på hovedet og snerrede: ”Du drømmer. Kom i sving!” Jeg aner ikke hvad der fik mig til at tabe besindelsen. Aner det ikke.

Reklamer