På vej til Venedig

Klokken 7.30 gik Ina Berg fra det lille hotel, som mærkværdigvis hed ”Le Bautaux Rouge”, selv om det lå i en norditaliensk landsby. Landsbyens navn var Malcomtente. Byen klemte sig sammen om landevejen fra Padua ind til Mestre. Den bestod af en kirke, en bro over en kanal, 4 – 5 hoteller, en købmand og et enkelt palazzio omgivet af en høj mur og en lund af gamle træer, samt en hel del små ejendomme med haver. Byen lå lige der, hvor vej numero 29 fra Padua inde i landet lavede et knæk for at følge langs med kysten mod Mestre. Her skiftede den navn til numero 11 samtidigt med, at den drejede ud over den lange dæmning til Venedig. Ina havde fulgt ruten utallige gange med fingeren  på googlemap. Hun syntes, hun kendte den og glædede sig til at køre den i virkeligheden. Der var kun 5 minutters gang hen til busstoppestedet.

Et par ældre damer, som slæbte på nogle store plastikposer med grøntsager, stod allerede og ventede på bussen. De snakkede sammen, hurtigt og uforståeligt.Ina nikkede til dem som hilsen, stillede sig op og ventede. Da bussen kom, lod hun de andre damer gå først ind, for at se hvordan de betjente billetsystemet. Så hoppede hun selv op.

Der var masser af plads. Hun valgte et sæde i højre side af bussen. Den side, som ville vende ud mod havet. Ina lænede sig tilbage i bussædet og lod øjnene følge de billeder, der passerede forbi på den anden side af det saltfedtede og beskidte vindue. Hun glædede sig til at se Venedig. Hun havde aldrig været der før og hele rejsen var eventyrlig og spændende. Hun følte, hun havde en opgave, en mission, et formål.

Panoramaet uden for bussens ruder var stadig dækket af en svag morgendis, der tilføjede den porcelænsblå himmel et mælkeagtigt skær. Solen stod som en gul skive i den lave dis. Disen slørede indtrykket af de forladte fabriksbygninger, der spærrede for udsigten til havet. De grå facader var smykkede med tags og graffiti, tydelige tegn på at bygningerne ikke længere blev brugt til regulær produktion. Sorte vindueshuller med smadrede glasrester stirrede på hende fra de tomme produktionshaller. Bygningernes oprindelige farver var for længst forsvundet i en meleret farvemix af beskidt grå. De tomme parkeringspladser havde spredt bevoksning af ukrudtsbuske, som stædigt banede sig vej op gennem den forvitrende asfalt.

Små primitive flag blafrede fra enkelte af de forladte portnerhuse, der stadig bevogtede hver indkørsel. Kulørte flag, som bar hemmelige informationer, der ikke var bestemt for almindelige mennesker i forbikørende busser. Budskaber, der kun skulle forstås af en indforstået skare af forhutlede unge mennesker. Skikkelser i flokke på tre til fire af disse unge stod ved busstoppestederne og ventede på at stige på denne eller en anden bus, alt efter hvor de skulle hen.

De unge mennesker var påfaldende tavse. Ingen hilsen, ingen samtale. Til gengæld talte deres tøj for sig selv: slidt øst tøj. Ina undrede sig over, at se arbejderne komme  ud fra de nedlagte fabrikker. Som i et dobbeltsyn forestillede hun sig hvordan arbejderne engang havde myldret ind hver morgen. Nu var de tomme haller åbenbart blevet indtaget af de hjemløse. Den nye verdensordens evigt rejsende.

Rør og pipelines forbandt dele af bygningerne i et uigennemskueligt system. Et sted skimtede Ina en lille flok vildsvin, der stod og rodede i jorden under nogle tykke mandshøje rør, der løb mellem to store cylindriske tanke. – Naturen vender tilbage, tænkte hun. De unge buspassagerer, der i tavshed steg på bussen, havde det vagtsomme udtryk, hun kendte fra illegale overalt i verden. I de forladte bygninger var der tydeligt vis opstået en koloni af immigranter. Mon der var nogle gamle kontorer, hvor de kunne sove.

Hun sukkede og kikkede ude gennem ruden i den anden side af bussen. På landsiden af vejen var landskabet et helt andet. Som ved et trylleslag vendte illusionen om et landligt Norditalien tilbage. Ingen nedlagt fabrikker, men udsigt til villaer omgivet af pyntelige haver og marker med majs eller andre frodige vækster. Hoteller og restauranter lokkede med skilte og parasoller.

Turister i T-shirts og shorts nød latte-machiato i skyggen af de brogede parasoller med kort og bruchurer foran sig. Man forberedte dagens ture. Bilen med aircondition holdt på troitteriaernes parkeringspladser. Nummerpladerne var fra Norge og Holland. Der blev tegnet streger på papir og skrevet noter om afkørsler, noteret åbningstider på seværdigheder og sat kryds ved anbefalede restauranter. Ina misundte de mange par, der planlagde dagens tur.

De lokale svingede op foran caféernes parasol- retræte til en pause fra, hvad det nu var, de var i gang med. Det foretrukne transportmiddel forekom at være en gammel knallert eller en støvet scooter. Ina fortabte sig i synet af de cigaretrygende og kaffedrikkende mænd. Deres skjorteærmerne var allerede smøget op, så nøgne underarme deltog i voldsomme diskussioner med beslutsomme fagter, og der blev hilst larmende på enhver nyankommen. Der var flest ældre mænd. Mon de var pensionister, der var sendt i byen af deres koner, så konerne kunne få ro til dagens pligter? Eller gamle arbejdskammerater, der ikke kunne undvære hinanden?

Så lukkede bussen dørene og gassede larmende op. Turen med stadig flere af de tavse passagerer fra de ikke-tomme fabrikker fortsatte. Der var både mænd og kvinder, men flest mænd. Ina undrede sig over, hvor de skulle hen og hvilket arbejde de havde. De så allerede trætte ud, på den måde man bliver træt, når man ikke får ordentlig mad og sover dårligt. De havde nok fundet husly i de nedlagte fabriksenklaver, men var der vand og varme? Ina prøvede at ryste det af sig. Det var ikke det hun var kommet til Venedig for at finde ud af. Hendes opgave var en hel anden.

Reklamer