Al begyndelse er svær

 

Rose lå fladt ned på den stenede jord og anstrengte sig for at se hvad der foregik på den anden side af den tætte hæk. I mørket var det svært at skelne mellem de sortklædte skikkelser der uden at veksle så meget som et ord var i færd med at tømme den hvide varevogn. Hun kunne høre gruset kvase under mændenes støvler. Endnu var det ikke lykkedes for hende at finde ud af hvor mange de var, på den anden side af den tætte hæk.

Kulden var blevet en del af hendes krop. Stivheden gjorde næsten ondt, men hun vovede ikke at bevæge sig. Mørket var skræmmende, men samtidigt var det hendes bedste og eneste ven. Hun var skjult og så længe de ikke vidste at hun befandt sig på afsatsen over indkørslen til den gamle lade var hun i sikkerhed.

Reklamer

Alting var det ekstraordinære

Jeg lukker øjnene og prøver at fremmane det landskab, jeg kendte, da jeg var en rolling på 3-4 år. Dengang var ukendte veje og lukkede døre det mest spændende, der fandtes.

Jeg har sat mig for at opsøge det ordinære, for at finde det ekstraordinære. Så derfor står jeg her nu, i den gade, hvor jeg fik mine allerførste oplevelser.

Det var stort set det samme landskab dengang, som det er nu. Altså geografisk. Men alligevel har jeg det, som om jeg befinder mig et helt andet sted.

Bebyggelserne er de samme som de var dengang. Hegnene omkring de store plæner der omgiver karréerne er ganske vist fjernet. Bortse fra det, er der ingen forandring. I dag er det ikke forbudt at gå på græsset. Nu er der bare ingen børn til at løbe ind på plænerne. Men ellers er alt forblevet, som byplanlæggerne havde tænkt det for 75 år siden.

Borte er den store børneflok , der trimlede den ene eller den anden vej over de store skrånende plæner, mens ungerne råbte:

  • Pås på, viceværten kommer!!.

 

Lyden af råbene hænger som et tyndt ekko bag et slør af erindring.Det var en advarsel , der kunne få hele flokken af tumlinger, skolebørn og store søskende til at flagre ned ad vejen som en flok gråspurve under angreb af en høg.

Lydene. Jeg står her nu  idag og lytter. En konstant summen af trafik udvisker alle andre lyde. Ligger som en solid undertråd i lydtæppet.

Dengang kunne jeg en lys aften udelukkende høre fuglene. Forårssang den første milde aften. Den intense duft af jord og græs.

Kan det passe, at jeg hørte en sommerfugl flapse med de smørgule vinger, mens den flaksende baskede vej gennem solstriber i den åbne dør ud mod en sommerhvid himmel. Jeg stod øverst på trappen og vidste at jeg skulle passe på, mens denne gule skabning lettede på trods af alle love og advarsler,  kastede sig gennem lyshavet ud mod det ukendte uden for.

Hvor var jeg misundelig. Hvor ville jeg gerne kunne flyve. Det så så enkelt ud.

Alting hang sammen og der var ingen logik. Alt var umiddelbart, uden rækkefølger og konsekvens.

Duften af regnvand i perfekte runde dråber på en støvet asfaltbelægning. Mine knæ blev våde. Jag satte mig på hug og slikkede vandet væk fra knæskallerne. Det smagte salt af hud og sved. Var det mig der smagte sådan?

Men stærkest er billederne.- En lang smal planke lagt over et vandfyldt hul, et verdenshav. Under planken blinkede det plumrede vand , nok derfor nogen har anbragt planken over den gule pyt. Så dybt var hullet, at man næsten kunne drukne. Dødens nærhed pirrede og lokkede når vi igen og igen balancerede over pytten på den fjedrende planke. Først de store, så de små, hvis man ikke var et pattebarn. Frydefuld angst for at miste balancen. Igen og igen.

Sommeren varede et halvt liv, og timerne var uendelige. Derfor er der ingen handling i denne historie. En handling er en fremdrift og dengang stod tiden stille.

Ingen forandring. Alting var det ekstraordinære.

I skyggen af en tanke.

  1. februar 2018

S P O N T A N O P G A V E :

 

Nu er der er kun de to tilbage. Det styrtregner stadigt. Endelig bryder han stilheden:

”- Men du skal vide, jeg kan ikke gøre det alene…”

Projektøren fra vagttårnet afsøger igen den tomme kajplads, som for at bekræfte at alle bilerne er kørt. Lyssøjlen fra tårnet danner mærkelige abstrakte vinkler, der hvor den  rammer containernes okkerfarvede overflader. Han tager let fat I hendes overarm, for at trække hende bort fra lysfeltet.

Da hans fingre runder sig om frakkeærmet, slår det ham, hvor spinkle hendes lemmer under stoffet er. Næsten nænsomt skubber han hende ind i skyggen. Det raseri der for få minutter var ved at eksplodere i hans hjerne, er væk. Tilbage er kun en sær ukendt ømhed for denne fremmede kvinde. Ikke godt. Ikke godt. Han har brug for raseriet.

Hun nikker, og han mærker en tør, krydret duft, svag, men tydelig. Han lader sit blik følge med søgelyset rundt på pladsen, for at vælge det rette øjeblik. Bilerne er væk. Lyskeglen fra tårnet er holdt op med at farve brolægningen. Først holder strålen stille, så forsvinder den. Det svage lys inde i tårnet slukkes og døren til tårnet smækker metallisk efter en utydelig skygge. Der lyder tunge skridt på metaltrappen . Nogen går ned ad stigen på tårnets yderside.  Han trækker hende endnu længere ind i læ mellem de to containere.

”- Så , nu!-” forsigtigt skubber han hende hen mod den åbne plads.  Han har en fornemmelse af, at han lader hende falde fra et højhus. Han kan mærke sit hjerte som et vildt dyr, der hamrer, så det larmer. Hjertet pumper blod, så mørket bliver rødt . Han følger hende med øjnene. Stirrer gennem det røde mørke. Søger efter raseriet. Det er nu, det skal være der .

Med en glidende bevægelse smyger hun den lette cottencoat bagud, så de bare skuldre blottes. Med et hurtigt kast får hun det lange hår til at falde ned foran ansigtet. Pludselig skifter hendes gang. Den bliver slingrende, og hun vakler larmende af sted på de høje hæle. Skyggen ved tårnet gør holdt.

” Hvem der!!.”

Hun vakler endnu mere og svarer med snøvlende stemme ”- Har du ild?”

Tårnvagten tænder en lommelygte og lader et svagt lys undersøge hende fra top til tå. Fra sit skjul mellem de to containerrækker kan han se, hvordan lommelygten får det våde hår foran hendes ansigt til at lyse næsten rødt, hvordan hendes hvide hud fremhæver den stærkt sminkede mund. Hun fører en slukket cigaret op til munden.

Skyggen fra tårnet fatter endeligt, hvad hun vil og stikker hånden i lommen for at tage en lighter frem. Han runden den anden hånd omkring flammen, mens hun suger flammen til sig gennem cigaretten. Deres ansigter er silluetter i mørket. Hun mumler et eller andet, han ikke kan høre, der hvor han står, men vagten kan høre det og bander højlydt. ”Satens til idioter! Kender du dem? Ved du hvem de er??”

Hun svarer ved at ryste på hovedet og flytter sig et par skridt til siden, så han får bedre sigte fra sit skjul.

Puf puf. Lyddæmperen og regnen har fjernet smældet fra han pistol. Vagten fra tårnet synker sidelæns ned ved siden af kvinden. Der er et forundret udtryk i vagtens ansigt, som pludselig bliver belyst nedefra af lommelygten. Den er faldet ud af hans hånd og ligger skævt på brolægningen. Vagten stirrer på kvinden og giver slip på livet. Kvinden bøjer sig hurtigt ned og slukker lommelygten. Hun griber fat i mandens skuldre og forsøger med besvær at trække ham hen mod kajkanten.

Nu er manden, der skød fra containeren, ved siden af hende igen. Den tørre duft af krydderurter og græs, som han havde fornemmet for få minutter siden, er nu blandet med den sødlige stank af blod fra den døde vagt.

Sammen slæber de den døde mand over brolægningen hen til bolværket. Et sidste skub får den lederløse skikkelse til at trille over kantstenen og med et blob forsvinder den under grødisen. Det lyder som om vandet i havnebassinet sukker. Regnen har allerede skyllet det brede blodspor væk. Så rejser de sig begge op efter anstrengelsen med den tunge krop.

De ved hvad de skal. Han skynder sig hen til tårnet, haster op af stigen. . Døren er ikke låst, han åbner og går ind. Leder lidt i det svage lys fra mobilen, finder så den kontakt der tænder den store projektør. Lyset smelder ud over havnen. Det er voldsomt. . Han blinker  et par gange med lyset. Så slukker han for den skærende projektør. Mørket virker uhyggeligt stille.

Venter…

Venter….

Venter….

Endeligt ser han de svage lanterner nærme sig kajen. Rød og grøn skiller sig ud i mørket Den lille kutters motor er ikke tændt. De må stage sig frem. Kvinden står der nede og tager imod en trosse. Den er stor og tung. Ham, der kaster, lægger alle kræfter i for at svinge det store bundt op på land. Hun fanger trossenenden og lægger den løst om en stor sten pullert.

På dækket af den lille motorbåd er der røre. Fem mand springer i land og de fire forsvinder mellem containerne næsten synkront , som en ballet af skygger i mørket . Den sidste skikkelse bliver stående og omfavner kvinden.

Oppe fra tårnet ser han, hvordan den nyankomne stryger det våde hår væk fra hendes ansigt. Der er en fortrolighed i bevægelsen, som fremkalder en pludselig smerte i  hans bryst.

”-Jeg lovede hende at gøre det. Nu har jeg gjort det!” Han ved godt, at han taler til sig selv. Men ordene får ham til at føle, at der er en mening med det hele.

Da han kommer ned fra tårnet, står de stadig tæt sammen. Han går hen til dem og mærker igen hendes duft. Denne gang er den blandet med duften af motorolie og den fremmede mand.

Han tager imod kuverten. Den er ca. så tyk som den skal være, så han tæller ikke pengene, men placerer bare den lukkede kuvert i inderlommen.

”- Vi skal afsted nu” siger han

”- vagtafløsningen kommer snart.”

Den nyankomne kikker undersøgende på ham .

”-er du med ”

spørgsmålet hænger mellem de tre. Så mærker han hendes duft igen og svarer

”-Ja”

 

 

 

 

 

Hvad du ønsker.

Jeg slentrede gennem lufthavnen .

Jeg var på vej ud mod F-fingeren, hvilket ikke betyder fuck–fingeren , men den finger i luftavnen, der meget sigende hedder F. F for fattig. F er stedet for dem, der rejser så billigt som muligt.

Jeg havde masser af tid. Jeg elsker at være i god tid. Eller sagt mere korrekt: jeg hader at have en stram tidsplan.

Det medfører, at det nok er ret utåleligt at rejse sammen med mig. Jeg vil af sted før mine rejsefæller har drukket kaffen eller læst avisen færdig.

Mine rejsefæller opfatter det ofte som tidsspilde, at være i det, jeg mener, er god tid. Jeg har behov for masser af tid . Hvis jeg ikke har en rigelig tidsmargin, føler jeg, at jeg skal kvæles. Jeg sveder og bliver nærmest utilpas.

PÅ denne tur var jeg alene. Så jeg havde planlagt god tid uden at genere nogen, selv om det egntlig var mit nytårsfortsæt at begrænse min trang til overflødig tid.

Min kuffert , den nye, trillede næsten lydløst bag mig, som en lille rød hund, der trofast følger sin herre

Posen med de sikkert alt for dyre indkøb fra den toldfrie (et mærkeligt navn—et levn fra før EU) svingede i min højre hånd.

SÅ hørte jeg en dyb rumlen fra en større vogn  nærme sig min ryg i den ellers tomme gang. Jeg vendte mig om for at se, hvad det var.

Jeg havde fået selskab af kvinde med en rengøringsvogn.

Hun skubbede vognen med spande og koste med den ene hånd. I den anden holdt hun en mobiltelefon. Mens jeg iagttog hende, placerede hun telefonen i lommen på sin kittel og begyndte at proppe høretelefoner i ørene.

Hun ville åbenbart lytte til noget musik. Men nej . Det var et opkald hun havde gang i.

Vi trillede begge to videre gennem den endeløse gang. Hun var nu oppe på siden af mig. Jeg kunne lugte den stramme svedlugt, der drev om hende , som en usynlig sky. Hun havde nok været i gang længe den morgen. Gammelt sved.

Det var umuligt ikke at høre hendes del af samtalen. Åbenbart havde hun ikke lagt mærke til mig.

  • Tillykke, Tillykke
  • Ja, mor jeg er ude for at motionere. Nu kommer jeg forbi bageren.
  • Hvis jeg var hjemme, ville jeg købe morgenbrød til dig.
  • Du får den nok i morgen.
  • Jeg har sendt den.
  • Det er det, du har ønsket dig.
  • Ja det var dyrt, men det gør ikke noget.
  • Nu er jeg nede ved åen. Kan du høre vandet.

Kvinden, som nok var omkring de 25 år, pjaskede med en hånd i den fyldte spand på rengøringsvognen.

  • Vi tales ved i aften. Kan du ha en dejlig dag. Nu er jeg nød til at vende om nu. Min forelæsning starter om lidt. Det er så spændende. Jeg vil nødigt misse bare så meget som et sekund. Du kan tro jeg er glad for det.
  • Kys , kys.

Så var samtalen slut og vi drejede begge om det sidste hjørne. Her ankom vi til det store repos foran rulletrapperne ned til F-hallen . Kvinden skubbede sin rengøringsvogn ind i elevatoren, på trods af at adskillige skilte forbød bagagevogne. Forbuddet galt åbenbart ikke rengøringsvogne. Hun havde tydeligvis et ærinde i hallen.

Jeg tog rulletrappen. Kvinden var allerede nede med vogn og remedier, før jeg nåede ind i hallen .

Det sidste jeg så af hende, var hendes kittelklædte ryg, der forsvandt ind bag en næsten usynlig dør. Døren var malet i de samme farver som væggen og indgik i et velment forsøg på at dekorere den store vægflade til højre i trappeskakten med forskelige grønne farvefelter.

Nu lukkede døren sig bag hende og hun var lige så usynlig, som hun åbenbart havde følt sig under samtalen i den lange gang.. Der var ingen dørkarm eller andet til at antyde , at der var en dør, kun et lille skilt ”Staff only ” og et diskret dørhåndtag, afslørede, at her kunne nogle få udvalgte gå ind. Jeg trillede min kuffert hen til toilettet. Det var for alle.

Kvindens samtale optog mig og fyldte mine tanker, da jeg vel ude igen. Jeg satte mig ned for at vente på, at man kunne begynde at boarde. Hvad mon moren havde ønsket sig? Og hvorfor var pakken ikke nået frem? Mon den gamle mor var syg, siden den unge kvinde følte sig så sikker på, at hendes løgn om motion i den frie natur og spændende forelæsninger ikke ville blive afsløret. Eller boede hun bare lang, lang væk.

På vej over landingspladsen mod trappen til flyets bagende forekom det mig at jeg allerede kendte den unge kvinde. Hvis jeg havde haft travlt, ville jeg nok ikke have lyttet til rengøring assistentens samtale med sin mor. Jeg måtte nok hellere droppe det nutårsforsæt.

Så lettede vi.

 

 

 

Mødet

Hvad er denne besynderlige trang til at indordne alt på den ene eller den anden måde. Mon vi bliver lykkeligere af det? Min hjernes kassesystem. Der skal det hele sorteres og kategoriseres. Jeg ligger i min seng og griner lidt ved tanken om kassen med grå dyr. Musen og elefanten. Så hellere dyr med snabel. Elefanten og myggen. Der hersker stadig kaos i mit indre kassesystem.

Den første gang. Den første gang er så central en oplevelse at alle ved, hvad udtrykket dækker over. Den aller første gang.

Der er toner i den sætning.

Men er der også en sandhed.

I dag skal vi mødes igen, og jeg glæder mig, som var det den første gang. Det ER den første gang. Hver gang er den første gang

Alt er nyt: Dagen. Solen . Himlen. Havet . Lyden af bølgerne. Duften af salt. Græssets grønne lys. Bladenes lysende himmelhvælv.

Det har forandret min verden, at jeg har mødt dig.

Hvor er det mærkeligt, at den glæde jeg føler, kan lave hele mit liv om. Formen på mit liv farverne og lydene.. Smagene er blevet mere intense. Alt har forandret sig.

Her hjælper det ikke, at rangordne noget som helst.

Det er en total udskiftning af hele universet.

Jeg hælder kaffen i op i kruset. Det dufter krydret, varmt. Den varme mælk blander sig med det sorte fluidum i det hvide krus. En lille lysebrun bræmme skum fuldender billedet som et låg øverst på kruset. Smagen glider over ganen ned i halsen. Bedre end nogen sinde før.

Det er din fortjeneste. Jeg har prøvet at forklare dig, hvad det er du har gjort ved mit liv, men du ler bare og siger: solsort hold op med at synge.

Det er som om, du er flov over de følelser du kan fremkalde i mig. Du rødmer, når du ser mig. Som en dreng på 17 og ikke en mand på 71. Jeg bemærker det, selv om din solbrændte hud gør sit bedste for sit skjule det.

Vi taler og taler. Vores forkludrede liv har pludselig fået en ny betydning. Du er her. Du lytter.

Jeg er her. Jeg fortæller. Tiden er holdt op med at eksistere og vi er på vej over en løs line mellem de to højhuse vores tidligeere adskilte tilværelse udgør. Mødet er uundgåeligt og samtidigt umuligt.

EN af os må forsvinde, eller vi må blive til en. Enten styrter vi, eller også……

 

Hvad er denne besynderlige trang til at indordne alt på den ene eller den anden måde. Mon vi bliver lykkeligere af det? Min hjernes kassesystem. Der skal det hele sorteres og kategoriseres. Jeg ligger i min seng og griner lidt ved tanken om kassen med grå dyr. Musen og elefanten. Så hellere dyr med snabel. Elefanten og myggen. Der hersker stadig kaos i mit indre kassesystem.

Den første gang. Den første gang er så central en oplevelse at alle ved, hvad udtrykket dækker over. Den aller første gang.

Der er toner i den sætning.

Men er der også en sandhed.

I dag skal vi mødes igen, og jeg glæder mig, som var det den første gang. Det ER den første gang. Hver gang er den første gang

Alt er nyt: Dagen. Solen . Himlen. Havet . Lyden af bølgerne. Duften af salt. Græssets grønne lys. Bladenes lysende himmelhvælv.

Det har forandret min verden, at jeg har mødt dig.

Hvor er det mærkeligt, at den glæde jeg føler, kan lave hele mit liv om. Formen på mit liv farverne og lydene.. Smagene er blevet mere intense. Alt har forandret sig.

Her hjælper det ikke, at rangordne noget som helst.

Det er en total udskiftning af hele universet.

Jeg hælder kaffen i op i kruset. Det dufter krydret, varmt. Den varme mælk blander sig med det sorte fluidum i det hvide krus. En lille lysebrun bræmme skum fuldender billedet som et låg øverst på kruset. Smagen glider over ganen ned i halsen. Bedre end nogen sinde før.

Det er din fortjeneste. Jeg har prøvet at forklare dig, hvad det er du har gjort ved mit liv, men du ler bare og siger: solsort hold op med at synge.

Det er som om, du er flov over de følelser du kan fremkalde i mig. Du rødmer, når du ser mig. Som en dreng på 17 og ikke en mand på 71. Jeg bemærker det, selv om din solbrændte hud gør sit bedste for sit skjule det.

Vi taler og taler. Vores forkludrede liv har pludselig fået en ny betydning. Du er her. Du lytter.

Jeg er her. Jeg fortæller. Tiden er holdt op med at eksistere og vi er på vej over en løs line mellem de to højhuse vores tidligeere adskilte tilværelse udgør. Mødet er uundgåeligt og samtidigt umuligt.

EN af os må forsvinde, eller vi må blive til en. Enten styrter vi, eller også……

 

Følelser og handlinger

At fortælle hinanden alt.

Jeg vil gerne dele fornemmelsen af nostalgi med dig. Nostalgi er ikke en ren følelse, den er på en måde et miks af forskellige følelser. Lidt lige som det strikketøj jeg sidder med lige nu. Jeg blander farverne , bare som jeg har lyst til, en række grå, så en række blå , så hvid, dernæst blå igen.

Dagen får lov til at bestemme det mønster, jeg er i gang med . Andre gange kan jeg godt bruge en opskrift, men der er en tilfredsstillelse ved at strikke efter gehør, der er så meget anderleden end den fornemmelse, jeg får ved at bruge en opskrift. Hvis det bliver godt, når jeg strikker efter opskrift, er jeg dygtig. Og det er jo dejligt. Jeg bliver stolt, som en lille pige der får ros.

Men når jeg selv har lavet mønstret frit efter min egen gefühl , når jeg har ladet billedet opstå, undervejs alt efter vejr og vind, så føler jeg en fryd, der ikke kan beskrives.

Hov, nu blander jeg tingene. Det var følelsen, jeg ville beskrive, ikke handlingen, men hvor er det svært at skille fra hinanden: Hvordan man agerer og hvad man føler. Især da jeg for flere dage siden har bestemt, at i min næste fortælling vil jeg berette om sex. En følelse, der kun bliver til i en handling.

Vi har ikke kendt hinanden så længe. Men alligevel føler jeg at jeg har kendt dig altid. Det er bare en fejl , en uheldig  redigering af mit liv, der er skyld i, at du ikke har været tydelig før nu. I virkeligheden har du været der hele tiden, jeg var bare ikke bevidst om det.

Godt det er overstået. Nu ser jeg dig helt klart. Du er her. For du er drivkraften bag mit liv og alt, hvad jeg foretager mig. Banalt, men ikke desto mindre sandt. Så let gav jeg slip på et helt livs hårdt tilkæmpet selvstændighed. Det føles bare så rigtigt. Jeg har ikke noget valg.

Sex.

Hvordan kommer det ind i billedet. Jo, jeg har en brændende trang til at få dig ind i  min verden. Du skal kende hele min historie, hver en krog af mit liv. Hvad jeg græd over som barn, hvad jeg lo af som ung, hvad jeg længtes efter som voksen. Hvad der stressede mig, hvad der frydede mig. Hvad jeg frygter nu, som gammel.

DU skal vide, hvilke personer, der betød noget for mig , hvem jeg ikke vil glemme, og hvem jeg ikke kan slippe.

Din største gave til mig er at tage imod dette kludetæppe af oplevelser og følelser. Når du lytter, får hele rodebutikken af minder en værdi, der opgraderer mit liv fra schlamassel til en meningsfyldt kurs frem mod dig. Lyt nu.

Min første sexoplevelse:

Mørke og varme. Augusthimmel, sandstrand. Lyden af bølgerne, som duvede mod rallet og den fugtige tangvold. Duften fra de vilde roser blandede sig med den lugt af træ og savsmuld, der altid hang i hans tøj. Overskriften kunne være: eksperiment. Jeg vidste, at han gik i seng med de frække store piger. Jeg ville også prøve.

Min søster havde en voksen mand, som hun ”gik ud med”. Han var gift, så der var ingen fare for, at han pludselig blev seriøs. Det gav hende en magt over ham, som hun godt kunne lide. Hun fik gaver og bestemte tempo, samtidigt med at hun havde tid nok til sig selv og sit studie. Jeg var både misundelig og nysgerrig.

Men min berygtede ”Don Juan” blev pludselig øm og omsorgsfuld der nede på stranden og snød mig for det sidste skridt. Ville ikke. Nok fordi han blev for forelsket i mig. Så det blev kun til nogle kejtede bevægelser underliv mod underliv.

Jeg undrede mig. Skulle det være så dejligt. Jeg fik sand i håret og i underbukserne. Et par dage senere  rejste han en uge til Bornholm. Jeg fik at vide, at han havde haft en anden pige med bag på sin BSA. Hun havde vist prøvet mere end mig. Han turde nok mere med hende. Det forklarede i hvert fald , den ekstra styrthjelm han altid havde haft parat. Hun havde været der hele tiden.

På det tidspunkt, hvor min veninde fortalte mig, at han havde en pige mer, havde jeg allerede besluttet at sige farvel til de blide brune øjne og de markerede muskler i hans stærke solbrændte overarme. Bruddet var uden sorg. Men det stod stadig 1-0 til min søster.

 

Johnny Depp og det uventede

”Min mor har en halv uddannelse som hundeklipper”

Bemærkningen var henkastet og uden egentlig sammenhæng med den foregående samtale .

Jeg prøvede alligevel at fange tråden og lyde interesseret, for at forhindre at snakken igen skulle gå totalt i stå. Indtil nu havde det været tungt nok.

”Nej da, hvor interessant”

Mit spørgsmål havde været: Fortæl noget om dig selv.

Jeg kunne ikke rigtig se, hvad det havde med den unge kvinde at gøre, om moren var uddannet eller ej.

Trægheden i hele samtaleforløbet begyndte at tynge mig irriterende meget. Jeg havde mest lyst til bare at sende hende hjem med den obligatoriske bemærkning om, at hun ville høre nærmere i løbet af et par dage. Beslutningen var taget. Det ville ikke blive denne lille grå mus, som fik jobbet som vores nye demonstratrice.

Jeg tror, at hun på en eller anden måde læste mine tanker, for pludselig rejste hun sig op. Hun stod overfor mit skrivebord, helt stille og næsten stiv bag stolen. Hendes blik var rettet direkte mod mit, borede sig fast i min bevidsthed.

”Sådan”, sagde hun så, og svingede sin håndtaske op på bordet. Det gav et smæld, da den ramte bordpladen. Hendes små hænder åbnede fermt den store sølvfarvede lås, der havde holdt tasken lukket. Derpå løftede hun nænsomt, meget nænsomt en toilettaske op af taskens dyb. Med en æresfrygt, som var det de engelske kronjuveler holdt hun forsigtigt om den vatterede pose. Jeg genkendte vores produkt. Det var det produkt hun skulle fremvise i firmaets butikker, hvis hun altså fik jobbet. Hvad hun jo ikke gjorde.

Dernæst fiskede hun et lille rundt sminkespejl frem og anbragte det på skrivebordet foran mig.
Så fiskede hun en lang bred pensel frem fra dybet .

”Hvem skal jeg være?”

Jeg stirrede spørgende på hende, anede ikke hvad hun mente.

”Hvem skal jeg forvandle mig til? Jeg kan det hele”, hun talte insisterende forklarende, som om hun talte til et lille barn.

Aftenen før havde min kæreste og jeg hygget os med en piratfilm.

”Johnny Depp” for det ud af munden på mig, før jeg fik tænkt mig om. Nu havde jeg indirekte sagt ja til at sidde og se hende sminke sig i hvert fald den næste halve time. Og hvad ville der komme ud af det? Jeg havde jo besluttet mig.

Det skulle ikke være hende, der kom til at rejse fra den ene butik til den anden for at lave demonstrationer af vores nye sminkeprodukt.

”Vær den, du altid har drømt om at være” ville der stå i annoncerne. Det ville blive en stor kampagne. Den var vigtig.

I det samme ringede min mobil. Det måtte være min kæreste . Hun var den eneste, der ringede på mobilen i arbejdstiden.

”Et øjeblik” sagde jeg henvendt til hundeklipperens datter.

”Jeg er nødt til lige at tage denne samtale.”

Hun nikke uden at sige noget; penslen fra sminkesættet duppede allerede flittigt og ivrigt på hendes hud. Det var som om den havde fået selvstændigt liv, så hurtigt bearbejdede hun sit ansigt med den lange lyse pensel.

Jeg vendte ryggen til hende, for at antyde at samtalen ikke kom hende ved, hvad der jo var sandt nok. Det handlede bare om aftenspisning, men det kunne hun jo ikke vide. Da vi endelig havde fundet ud af, hvor vi ville spise og havde sagt farvel til hinanden, vendte jeg mig om for at afslutte seancen med hundeklipperens datter.

Den anonyme unge blege kvinde var borte. I stedet stod johnny Depp i al sin farverige pragt foran mit skrivebord. Der var ingen tvivl. Personen lignede til forveksling den berømte pirat.

Men stemmen var stadig den samme.

”Har du andre ønsker”

Jeg kunne se at hun nød min forbløffelse. Hun kunne noget med en pensel.

Måske var hun lige den rigtige til jobbet.

”Kom igen på mandag, så skal jeg forklare hvordan vi gør det med kørsel og hvordan arbejdstiderne er. Hvis du vil er jobbet dit.”

Ordene kom ud af min mund, uden at jeg egentlig havde tænkt mig om. Men sagt var sagt. Nu måtte hun have chancen.

Omhyggeligt pakkede hun sit grej sammen i den store taske hun havde anbragt på bordet.

”Godt. Jeg kommer klokken 10,” Svaret var selvsikkert og et lille smil viste, at hun nok hele tiden havde regnet med at få stillingen.

Døren gled stille i efter hende, da hun forlod mit kontor, og jeg fattede stadig ikke hvad der egentlig var sket.

7-9-13

 

Anna befinder sig i lufthavnen. Det er der, man i vores moderne verden udlever sine længsler. Hun står og stirrer op på den store departure- tavle. Tavlen hænger akavet oppe under det høje loft. Hun er nødt til at lægge nakken helt tilbage for at læse den hvide lysende skrift på den sorte baggrund. Hendes briller har dobbeltslebne glas, og det vanskeliggør læsningen. Kufferten , den nye på bløde gummihjul, bruger hun som en diskret støtte. Mens hun søger efter sit fly, Eay 2337 til Malaga, er hun sig bevidst, at hun stopper den strømmende trafik af travle passagerer. Alle andre kender åbenbart deres afgangssted.

Der er det. Hun repeterer terminal og gate-nummer et par gange og triller så videre hen mod terminal F. Hun gør sig umage for at gå normalt, trods smerterne i det højre ben. Selvmål. Hun skulle partout købe den billigste billet, og de penge hun sparede ved at købe en lavpris-billet, skal hun selv tjene ind her i lufthavnen ved at gå uendeligt.

En smart designer har med mellemrum pyntet gangbelægningen med det antal minutter man mangler at gå, for at nå ned til terminalen. 10 minuts left. – 5 minuts left. – Hun lader sig ikke stresse. Hun ved, at hun har rigelig tid. Tusser gennem de lange gange. Ned ad rulletrappen og hen til gaten. Endelig er hun der. Gate 7. Stadig 13 min. til boarding. Hun ved ikke rigtigt, om det er dårlig timing eller god timing, men beslutter så, at det er planlægning med plads til det uventede. Ler lidt 7- 9 -13. Mon hun skal sidde på nr. 9 ? Ser efter, sørme ja.

Da hun har fundet sin plads i kabinen og bakset den nye kuffert op i hylden  over sæderne, lader hun sig falde tilbage i sædet. Slapper af og gør sig tung, indtil hele kroppen både vejer en ton og er helt uden tyngde. Nu kan flyet lette! Og det gør det . Anna roder i sin håndtaske efter den lille notesbog, som hun altid har med. Finder den og begynder at notere, hvad hun skal foretage sig, når hun kommer frem. Hvilke aftaler hun har med Lizzie. Ikke fordi hun er bange for at glemme noget, men fordi hun nyder tanken om de kommende dage og gerne vil trække nydelsen i langdrag ved så at sige, at smage på den i forvejen:

  1. Bliver hentet i lufthavnen.  Lizzie står der.
  2. De finder bilen sammen.
  3. Kører rundt om lufthavnen og op til motorvejen.
  4. Ankommer til Mijas.
  5. Stopper ved benzintanken for at købe appelsiner til morgenmad.
  6. Fortsætter op til huset.
  7. Standser bilen ved porten.
  8. Går ned ad trappen til huset.
  9. Mærker blomsterduften og den specielle tørre duft af fyr blandet med salt havluft, som er så særegen for det sted, huset ligger.
  10. De er fremme. Huset er varmt efter dagen. Men der er rent. Solen er gået ned. Dalen ned mod bugten glimter af gadelygter og tændte lys i fjerne huse. Havet er stadigt synligt, som et selvlysende sølvsejl mod en sortblå natte-himmel. Der er havblik, kun en svag kant af lillarødt røber hvor solen gik ned.

Anna er faldet i søvn i flyet. Der lyder et lille bump, da hun taber notesbogen mod gulvet.

 

9/11

 

A.

Jeg bakser med min kuffert. Den er for stor. Bedre egnet til et ligge bag i en bil end til at tage med i toget. Der er tre trin ned ad en lille trang trappe, rundt om et hjørne og så er jeg inde. Kupeen er ikke så stor som jeg huskede den, fra sidst jeg var i en sovevogn. Men dengang var jeg kun 14 og sikkert en hel del mindre end i dag. Nu er jeg i min bedste alder, og jeg har ofret denne lidt dyre billet for at komme til Dortmund på en behagelig måde.

Der er allerede en person herinde. Det er en kvinde, ligesom jeg, måske et par år ældre. Hun har valgt den nederste køje. Jeg kikker på min billet. Jeg har den øverste køje , så det må være ok. Jeg åbner kufferten og tager toilettaske og nattøj frem. Lægger det på tæppet, lukker kufferten og skubber den på plads under køjerne. Min medpassagers kuffert ligger der godt nok, men der er rigeligt plads til en kuffert mere. Vi hilser på hinanden, min rejsefælle og jeg. Hun siger sit navn og fortæller hvor hun kommer fra, Linda Hays, New York .

Amerikanerne kan noget med at møde fremmede. De gør det så let. Jeg præsenterer mig på samme måde , og snart er vi fordybet i en levende samtale. Det viser sig, at hun ligesom jeg arbejder med børn og unge. Hun er social arbejder. Jeg har en forestilling om hendes arbejde, der mest stammer fra diverse tv-serier; jeg har ikke egentlig nogen reel viden om hvad hun laver i sit arbejde, før hun fortæller om at opsøge bander, om små drenge som bliver lokket/tvunget ind i en kriminel løbebane af store brødre, som i årevis har forsørget en faderløs familie med hashsalg. Det lyder uendeligt fremmed og eksotisk for mig.

Hun på sin side er meget interesseret i hvad jeg laver, jeg underviser store børn i læsning og sprog. Linda er meget interesseret, hun spørger efter tal og statistikker, spørger om der er lavet undersøgelser der påviser, at det jeg foretager har en virkning. Hun vil vide noget, ikke bare snik snakke. Dejligt at tale med en, der virkeligt interesserer sig for det, jeg laver.

De fleste i Danmark, der får at vide at jeg er underviser, reagerer med en bemærkning om, hvordan jeg dog kan holde det ud, Om ikke de unge er forfærdelige, om jeg kan styre dem osv. Som om det vigtigste i verden var, hvordan mine elever påvirkede mig. Linda er levende interesseret i, hvordan jeg påvirker mine elever. Får de lært at læse disse store børn, som er afskåret fra at deltage i det moderne samfund , hvis de ikke kan læse. Kommer de i gang med en uddannelse, bliver de gift , får de børn, hvordan former deres liv sig.

Hendes spørgsmål viser mig en kvinde der er dybt engageret i det hun laver. Tiden flyver. Klokken bliver 11 før vi slukker lyset. Næste morgen, da jeg vågner, er hun stået af toget i Essen. På det lille bord ved vinduet ligge et visitkort med telefonnummer , adresse e-mai adresse. Jeg mærker mig, at hendes kontor ligger i World Trade Center. Hun er ikke en hvem som helst. Skal holde en forelæsning i Essen.

Jeg fortsætter til Köln. Jeg skal egentlig kun til Dortmund, men der ankommer mit tog uhyggeligt tidligt om morgenen, så jeg har valgt at fortsætte til Köln. Jeg har længe ønsket at gense Kölner Dom. Klokken 9 er jeg i Köln. Det passer fint. Efter at have besøgt den store kirke kan jeg tage tilbage til Dortmund og være der til frokost. Prisen på billetten er den samme med eller uden Köln som destination. Den store sorte Domkirke er så majestætisk, som jeg husker den. I dag er den omgivet af fine hoteller og fancy butikker i stilrene 60.er bygninger.

 

Sidst jeg var her ragede de takkede tvillinge-tårne op i ensom majestæts midt i en stor grå mark af ruinbrokker. Et under at domkirken ikke blev helt smadret under det heftige bombardement, der totalt lagde Köln i ruiner i 1945. Tanken om at det ville have været hyggeligt, hvis Linda havde været med på min tur i kirken, strejfer mig. Jeg kunne have fortalt hende noget om Europa, som jeg ikke fik sagt i går aftes. Om krig og ødelæggelse, som de ikke kender det i USA.

 

B.

Der er to kvinder i kupeen. Den ene er dansk. En label på hendes kuffert fortæller, at hun hedder Lena Jensen. Hun er lige ankommet til sovevognskupeen et øjeblik før, en fløjte ude på perronen forkynder, at nu er det afgang. Mens hun bakser med at få anbragt sin kuffert under sæderne, forsøger Lena, at indlede en samtale med et par små bemærkninger på syngende nordsjællandsk :

  • ”Puh hvor er éd  koldti vejret.”
  • ” Her er da pænt rent.”

 

Den anden kvinde forstår ikke, hvad der bliver sagt. Hun kikker spørgende på den sidst ankomne og siger så

– ” My name is Linda Hays. I am from New York. ”

Den danske kvinde slår ubesværet om til engelsk og snart glider samtalen let mellem de to jævnaldrende . Det viser sig, at de har meget mere tilfælles end køn og alder. De arbejder begge med børn og unge. Den amerikansk kvinde griber chancen for at udspørge den danske om , hvordan det er at arbejde med børn og unge i Danmark. Hvad hun laver med dem.

-”Lærer dem at læse. De fleste af mine elever er dyslektikere. Og kan ikke læse. ”

Amerikaneren vil vide, hvem der betaler for undervisningen. Hun vil vide, om det hjælper og hvordan eleverne klarer sig efter skolen . Får de en uddannelse Får de et arbejde, en familie et liv?? Toget vugger sig vej gennem det sjællandske aftenlandskab. Ved færgen bliver alle gænnet op på færgen. Linda er lidt nervøs over at skulle forlade sin kuffert, men bliver beroliget da konduktøren låser døren til kupeen. Oppe på færgen drikker de to en kop kaffe samme. De sidder og taler fortroligt, som var de gamle venner.

Atter tilbage i kupeen bruger de lidt tid på at gøre kupeens to køjer klar. Det er tydeligt at de tilfældige rejsefæller nyder at tale sammen. Klokken bliver næsten 23  før de vælger at slukke lyset. Lyden af åndedræt fra de sovende i køjerne blander sig med det rytmiske dunken af hjul mod skinner der fører dem længere og længere ned i Tyskland.

I Essen stiger den amerikansk kvinde af toget. Først i Köln forlader Lena natekspressen til Paris. Hun vil se Kölner Dom. Sidst hun så den kolossale kirke, var en gang 10 år efter krigen. Kirken havde været udsat for de allieredes  bombardementer under 2. verdenskrig, og var lige blevet genåbnet I 56 . Den store gotiske bygning med de monumentale 2 tårne stod dengang tragisk alene midt på en slette af ruiner. Nu er kirken omgivet af et velplejet torv med fine hoteller og fancy butikker. Støvet er væk, men også lidt at storheden. Mærkeligt at opleve modsætningen. Krig og fred. Lena opdager at hun savner Linda. Det ville have vært fint at kunne dele denne oplevelse med den kloge kvinde fra aftenen før.

 

Et par uger senere flyver et fly mod en bygning i N.Y.. Lena hører det i bilradioen. Da hun er kommet hjem åbner hun for TV, lige tids nok til at se det næste fly ramle ind i det høje tårn nummer 2. Mens hun sidder klistret til skærmen, falder hele komplekset sammen. En kæmpe støvsky dækker billedfladen og forandrer for altid USA´s opfattelse af krig. Grusomheden bliver nærværende og bevidst for alle. Det teoretiske fordamper.

Lena sendte senere en e-mail til Linda Hays for at kondolere. Hun fik aldrig et svar.

 

 

I mørke.

Ny Historie uden alvidende fortæller. Et lille eksperiment.

 

Mørket lukker sig om mig. Eller måske skulle jeg sige: Mørket omslutter mig .Jeg kan intet se intet høre ; alle lyde er dumpe og indelukkede, som var de bevidst dæmpet med vat. Med  fingerspidserne undersøger jeg de lodrette, ujævne jordvægge, som bremser ethvert tilløb til, at lydbølger skulle få sat luften i svingninger. Jeg har ikke lyst til at bruge min stemme. Det holdt jeg op med for et par dage siden. Ingen reagerede alligevel på mine råb, Men mine stemmelæber blev slidt helt hæse og ømme. Jeg har stadig svært ved at synke. Tørsten, som nu er sønderslidende, gør det heller ikke bedre.

 

Jeg er ikke længere bundet. Det er lykkedes for mig at slide mine hænder fri af de snærende remme, der i begyndelsen holdt mine arme stramt fastlåst på min ryg. Jorden i bunden af hullet blev fugtig af regn. Det medførte at remmene , der var lavet af en læderstrimler, blev så opblødte, at jeg kunne strække dem fra hinanden og efter uendelig lang tids slid fik jeg mine hænder fri. Derefter var det uden problemer at fjerne alle de øvrige reb . Dem om benene og det reb, der holdt klædet om mine øjne fast. Jeg undrer mig over alt er så mørkt. Der er overhovedet intet lys. Intet at skelne i mørket. Ingen stjerner når jeg vender ansigtet op mod det der burde være himmelen. Jeg kender kun hullets størrelse ved at strække mine arme ud. Jeg kan lige nå siderne med strakte arme, og hvis jeg drejer langsomt rundt får jeg fornemmelsen af, at jeg er i en dyb brønd.

 

Jeg ved ikke hvordan jeg er kommet herned., for det må være nede. Når det regner løber der vand her ned i hullet. Hullet er dybt. Selv om jeg hopper så meget jeg kan, formår jeg ikke at række op til kanten af hullet. På et tidspunkt begyndte jeg at mærke regn . Det undrede mig at det kunne regne ned i hullet. Jeg havde på det tidspunkt besluttet at hullet måtte være indendørs, fordi der var så lidt lys. Det kunne ikke være natten, der var så lang. Hullet måtte altså være placeret et sted, hvor man kunne lukke al lys ude. Måske i en kælder. Men åbenbart havde jeg taget fejl. Jeg mærkede tydeligt regnen på mit ansigt, altså måtte hullet være udendørs.

 

Det korte af det lange : Jeg ved ikke, hvor jeg er, oven i købet ved jeg heller ikke hvem jeg er. Eller hvorfor jeg er her. Jeg ved ingen ting, som om jeg var det førte menneske i verden. Men der må have været nogen før mig, for nogen har bundet mig med læderremme og anbragt mig i dette hul. Nogen har gravet hullet. Og jeg må have en vis betydning, siden man har fundet det umagen værd, at grave hullet og anbringe mig her. Da det regnede blev jeg først bange, bange for at drukne, fordi jeg mærkede hvordan vandet silede ned i hullet i små væld langs siderne. men så fik jeg hænderne fri og følelsen af igen at kunne bruge hænderne gav mig en fornemmelse af at alt var muligt. Hvis hullet løb fuld med vand kunne jeg bare svømme op til kanten. Nogle få pytter samlede sig i det blændende mørke før de sivede ned i den porøse bund og forsvandt under bunden. Mine famlende hænder fandt vand og jeg ærgrede mig over at jeg kort forinden havde tisset i et hjørne. Jeg kunne ikke få mig selv til at drikke vandet. . Jeg huskede at en overlevelsesekspert i en af sine utallige udsendelser om at overleve i ødemarken, havde drukket sit eget tis. Man døde altså ikke af det, men man kan dø af tørst.

Det er besynderligt, at jeg kan huske en udsendelse i tv men ikke aner hvad jeg hedder eller hvor gammel jeg er. Jeg følte på min krop, på bryster og mave, begge dele pænt laskede. Jeg er ikke helt ung mere, men dog ung nok til at kunne hoppe temmelig højt . Jeg hopper igen og støder med armene imod siden af hullet. En kaskade af jord og småsten rasler ned i hullet. Det er måske en løsning. Jeg begynder forsigtigt at skrabe i jorden på siderne af hullet forsigtigt, for ikke at fremkalde skred. Jorden rasler ned i bunden af hullet. Før eller siden vil jeg have skrabet så meget jord ned i mørket at jeg kan nå kanten. Det er et møjsommeligt arbejde. Mine negle er begyndt at blive meget ømme og slidte . Jordvæggene er hårdere end jeg havde håbet på. Og der falder uophørligt jord i mit ansigt . Jeg må passe på at hele siden ikke skrider ned og begraver mig.

Da jeg vågnede rodede jeg mine lommer  mine lommer igennem, og fandt en mobil i den ene lomme . Mobilen har sikkert også været våd, mens jeg var uden bevidsthed. Den er totalt død. I en anden af mine lommer var der en pose med karameller. Der er 12 stk. tilbage nu. Fedtede og fugtige. Jeg tager en af dem og pakker den omhyggeligt ud, lægger den forsigtigt på min tunge og prøver at lade den smelte langsomt, langsomt, på tungen. Nu bruger jeg mobilen til at skrabe jord fri af siden, ned i hullet. Når bunden er helt fuld af løs jord tramper jeg den fast med små trippende skridt. Det skal helst ikke blive til mudder hvis det begynder at regne igen. Jeg vil gerne have et fast underlag, og jeg bemærker til min fryd at bunden langsomt hæver sig ved hjælp af al den jord der stille og roligt drysser ned i mit mørke hul. Det gav skub i processen, at jeg begyndte at bruge min telefon som graveredskab. Kluntet men effektivt. Det er en god ting for mig , at have en beskæftigelse. En vis ro breder sig i mig. Det skal nok gå , jeg skal bare grave så meget jord løs, at jeg kan nå kanten. Siderne er nu helt udhulede og hver jordklump der falder ned løfter mig højere op mod kanten.