Al begyndelse er svær

 

Rose lå fladt ned på den stenede jord og anstrengte sig for at se hvad der foregik på den anden side af den tætte hæk. I mørket var det svært at skelne mellem de sortklædte skikkelser der uden at veksle så meget som et ord var i færd med at tømme den hvide varevogn. Hun kunne høre gruset kvase under mændenes støvler. Endnu var det ikke lykkedes for hende at finde ud af hvor mange de var, på den anden side af den tætte hæk.

Kulden var blevet en del af hendes krop. Stivheden gjorde næsten ondt, men hun vovede ikke at bevæge sig. Mørket var skræmmende, men samtidigt var det hendes bedste og eneste ven. Hun var skjult og så længe de ikke vidste at hun befandt sig på afsatsen over indkørslen til den gamle lade var hun i sikkerhed.

Om at trille æg. Eller være sammen flere en 10.

 

Vi sad bænket omkring et langt, smalt bord. Store og små blandet godt sammen. Hvor mange? Det ved jeg ikke præcist. Jeg vil gætte på at der var ca. 20 personer i alt. Jeg har hentet minderne om denne dag så dybt i min erindring, at der ligger et tåget slør af usikkerhed over det hele. Den lille pige, der oplevede det, havde ingen andre oplevelser at sammenligne med. Alt var nyt. Jeg kan ikke huske de enkelte ansigter omkring bordet, kun at der var noget grønt pynt; klippede papirstrimler, som skulle illudere græs. Og en stor kurv med farvede, kogte æg. Påske æg.

 

Der blev serveret forloren skildpadde. Den ene store gryde var pyntet med halve, kogte æg, som sejlede gult, smilende midt i havet af brun sovs. Der blev øst op med en stor slev, så hver person fik et halvt æg. De voksne drak sherry til af små glas med guldkant.

 

Sovsen smagte fremmedartet og stærkt. Jeg kunne ikke lide den, men vovede ikke at levne. At levne var strengt forbudt. Det undrede mig, at vi ikke fik kartofler til. Der var bare en kurv med brød, hvidt hjemmebagt brød, som blev rakt rundt. Jeg tog et stykke og gjorde som de voksne, dyppede brødet i sovsen og bed af det opblødte brød. Det galt om at sidde pænt og opføre sig ordentligt. Ellers….

 

Fætrene var frække og grinede af så meget jeg ikke forstod. Hvis det blev for højt, tyssede de voksne på dem. En hel flok var der af dem, fætrene. Ligesom jeg selv og min søster havde de deres pæneste tøj på. Knickers, skjorte og pullovers strikket til pænt brug. Jeg havde den lyseblå kjole på. Mor havde siddet sent i går aftes for at lave den fine smocksyning på brystet færdig.

 

Sløjfe i håret, og prinsessekrølle. Min søster, som havde mere hår end mig, havde fletninger. Smukke, men upraktiske. Man kunne hive i en fletning. Og med 6 næsten jævnaldrende fætre var det ikke kun en mulighed. Men udelukkende når de voksne ikke så det. Ellers faldt der brænde ned.

 

I det hele taget faldt der tit brænde ned. Det var så uundgåeligt som regnvejr. Også til en fest. Det var så vigtigt at sidde pænt.

 

En del af påskepynten på det store langbord var kurven fyldt med farvede æg. Røde, gule, grønne og blå. Kun til pynt. De skulle ikke røres, endnu. Efter maden gik hele flokken samlet til stranden og videre ud til de første Djævlebakker. Her skulle vi trille æg.

 

Hvad det gik ud på, fattede jeg ikke, men kurven med æg var bragt med.

 

Vi fik hver et æg, og det æg lod vi så trille ned af den stejle Djævlebakke. Jeg undrede mig. Æggene knækkede i skallen og blev ulækre så de ikke kunne spises. Der fandtes visse regler, som jeg ikke kendte. Nogen gange hujede alle og klappede, andre gange blev det trillende æg fulgt af muntre tilråb som ”Bedre held næste gang” eller ”Det var du selv ude om”. Jeg fattede ikke en brik, kun at jeg skulle passe på at min fine kjole ikke blev revet af en gren eller blev beskidt når jeg løb op og ned af bakken for at hente de trillede æg. Det var en klar kold dag, men der var sol fra en lyseblå himmel.

 

Vi børn frøs ikke, for vi benede op og ned af den stejle bakke efter æggene. Heller ikke de voksne frøs. De havde blanke øjne og røde kinder af den fine sherry i de små glas. Det undrer mig i dag, at jeg ikke kan huske mine forældres ansigter. De var så høje at deres ansigter næsten forsvandt. Deres stemmer flød sammen med de andre voksnes råb. Mændene råbte højest. Kvindernes latter flød ovenpå som skum på bølger. Men ansigterne forsvandt i den fælles glæde. De findes ikke i min erindring mere.

 

Jeg kan huske mine sko som var nypudsede, og jeg kan se min søsters flotte fletninger for mig.

Det var en glad fest.

 

Festen sluttede med at jeg blev båret hjem på min fars arm. Jeg kan huske den skarpe duft af metal og jern der altid hang ved ham. Når jeg lagde hovedet tæt ind til hans skjortekrave var duften særligt tydelig. Det var et godt sted at falde i søvn.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På et tidspunkt i mit liv, var jeg så heldig at arbejde sammen med min farmor.

Jeg var 16, hun var nær de 80. Hun var kort sagt ældgammel, rund, blød og rynket, og hun  lugtede sødt som et æble i en kurv. Desuden var hun mild, kærlig og lynende intelligent. Jeg elskede hende, selvom jeg dengang ikke vidste, at den rolige fornemmelse, der fyldte mig, når jeg var sammen med hende, var kærlighed.

Jeg stod i isbutik, solgte is i vafler med flødeskum og syltetøj. Alt var hjemmelavet, både is, vafler og pynt. Hun bagte vaflerne på et gammeldags vaffeljern, som bestod af en rundkreds med 5 gasbrændere; over dem roterede 6 dobbelte vaffeljern fastgjort til et hjul. Jernene kunne vendes.

Når de nåede det sted i kredsen, hvor der ikke var er brænder, klappede vaffelbageren jernene op fra hinanden. Greb med et snuptag den stadigt bløde, skoldhede vaffel og drejede den lynhurtigt om et trækræmmerhus. Så var vaffelen drejet og færdig . Den blev placeret i en stak  i et stativ på en plade over de roterende jern. Her kølede den ned og blev sprød.

Med en måleske blev en ny klat dej forsigtigt hældt ned på de sydende jern. Jernene blev lukket og drejet videre. Alt skulle foregå i et roligt tempo, vaflerne skulle være ensartede, gyldne og faste i strukturen , så de ikke knækkede i hånden på de små poder, når de fik ”dagens is”.

Kunsten var, dels ikke at brænde sig, når man snuppede den bagte vaffel, dels at dreje vaflerne så tæt, at der ikke var hul i bunden. Så kom  isene til at dryppe, og det var ikke noget kunderne holdt af.

Når jernene var i gang, bredte der sig en dejlig duft af vanilje og friskbagte kager i hele butikken og langt ud på gaden. Det var bedst at bage vafler om aftenen eller i koldt vejr.

Det lokkede kunder til. Men udenfor sæsonen kunne det alligevel ske, at der ikke  rigtig var noget at lave i butikken. Isboden var åben ud mod vejen og det var ikke godt for salget at se frysende ud. Så jeg  satte  mig ind til farmor i bagbutikken. Det varmede at sidde nær de sydende jern. Jeg spurgte om alt muligt, og hun var fantastisk til at fortælle historier fra sit liv.

En af de historier, der har gjort mest indtryk på mig, var historien om dengang hun blev hentet af ”bedstefar og bedstemor i Ørby.”

Hun var ikke så gammel. Måske 4-5 år, det var lige under den spanske syge eller kort tid efter Alle var blevet syge, men kun far og mor var døde, fortalte hun,  børnene havde overlevet .

Sognefogeden og alle onklerne og tanterne kom. Alt blev båret ud af det lille stuehus på  den gård, hvor familien havde boet. 2 søstre, 2 brødre og min farmor, fem frysende forældreløse børn stod på række med køer og heste, møbler og plovskær på den lille brostenstoppede gårdsplads.

Så kunne onkler og tanter vælge. Hvis man tog en heste, skulle man tage en dreng, hvis man valgte en ko, fik man en pige. Heldigvis kom vi ikke så langt fra hinanden, sagde hun. Ikke længere end man kunne gå på en kirkedag.

Jeg glemte at spørge om, hvordan vejret var den dag, Det eneste jeg ved er, at det var om foråret. Men skinnede solen, eller strøg der en kold marts blæst? Jeg ved det ikke , men jeg har tit spekuleret  på, hvordan det var at stå der og håbe på, at de var søde, dem der tog en med. Blev hun våd i regnen, den lille pige , eller lunede en solstråle den fregnede kind.

Hvad der skete med gården, ved jeg heller  ikke. Den blev nok solgt. Men farmor var heldig. Hun blev et elsket barn og fik en dejlig opvækst på en mellemstor gård. Drengene kom til hver sin husmand. De fik lov at bestille noget, som farmor sagde. Begge emigrerede til New Zealand, så snart de kunne bestemme selv.

Farmor holdt kontakt med dem hele sit liv. Hun fik besøg af deres børnebørn omkring den tid, hvor hun fortalte mig historien om, hvordan de blev adskilt fra hinanden. Desværre kunne den New Zealandske familie ikke længere tale dansk. Jeg havde gået i mellemskole, og kunne lidt engelsk, så jeg blev hentet ind som oversætter. Det var ikke så let. Hele den danske familie stod og lyttede til, hvad der blev sagt. Farmor var næsten 80, og hendes brorsøn var en ung knægt på måske 23. Tiden var mistet.

Men vi samledes alle til store opstillinger af børn og børnebørn omkring den New Zealandske fætter. Hvad kunne der  ikke have været, hvis de var forblevet nære.

Farmor fortalte ganske uden selvmedlidenhed. Det hele var bare, som det var.

Jeg ved ikke, om jeg egentlig har ret til at fortælle denne lille historie. Jeg ved heller ikke om den overhovedet kan bruges til noget i dag. Jeg fortæller den ikke, for at komme med en morale eller en belæring. Den pressede sig bare på.

Vær så god. Her er den. Nu er den også din historie.

 

Det hele var bare, som det var.

August nat.

Åbner min halvdør

I håb om  den nye nats kølighed

før jeg skal sove.

Mørket har slukket for alt…

 

Caprifolerne snigløber natten

og sladrer om den store hæk

med sin bedøvende duft..

 

Varmen er stadig tæt..

 

Så hører jeg en brummen over bakken ,

Ser et kravlende lys fra en mejetærsker,

som fremkalder gule pletter i alt det sorte.

 

I morgen bliver det regn.

Et ægte værk (fortsættelse) del 3

Irene var sunket sammen på bådns dørk. Midt i smerterne huskede hun en anden rejse. For lang tid siden

Den rejse i 1982 var noget hun havde tilladt sig, selv om hun slet ikke havde penge nok til en rejse. Irene var ulykkelig. Hannah vidste altid råd. Hun ville være den helt rigtige kur for en elendig, 30årig kvinde , der lige var blevet forladt af sin elsker.

Irene havde spurgt:

-”Må jeg komme?”

, og Hannah havde straks svaret :

– ”Kom, kom, du hører til hos os”.

Gæstfriheden var uden grænser, selv om det var Irenes første møde med Hannas nye mand, Knut. Typisk Hanna, intet forbehold. Ena fik sat vinterdæk på bilen og kørte mod Hirtshals.Der var plads på færgen , men kahytten var elendig . I bunden af skibet nærmest oven på akselen. Men pyt med manglende nattesøvn. Den næste dag havde hun været hos Hanna. Verdens bedste kur mod hjertesorg bestod af: Rødvin, en god veninde og venindens nye, venlige mand, der sad smilende ved bordet, som et levende bevis på, at det kunne lade sig gøre at finde en ny kærlighed, når den gamle smuldrede.

Knut var rar. Han fik Hannah til at blomstre , havde en utrættelige accept af hendes luner. Efter få timer følte Irene sig fantastisk godt tilpas. Den gode stemning gennemvarmede hende. Lige indtil Hannah fik den idé, at hun ville tegne Irene. Det passede ikke Knut, at han ikke havde del i det projekt.

Den næste dag tegnede Hannah. Irene elskede at se, at Hannah tegnede igen. Det havde hun ikke gjort længe. De sidste år havde hun udelukkende fotograferet. Hun var en meget dygtig fotograf, og hun kunne noget med et fotografi, der havde gjort hende berømt langt uden for Skandinavien.

Alligevel følte Irene sig betydningsfuld, som den, der havde genoplivet den gamle tegne-trang Efterhånden som kultegningerne blev færdige, satte Hanna dem omhyggeligt fast på en stor plade , som præcise registreringer af en dags skiftende lys og skygge opmålt af en kvindekrop. Sirligt og nøjagtigt, som alt hvad Hannah foretog sig , dannede de et rasta-mønster: Irene som tegnet data.

Irene nød den stille fortrolighed, der bredte sig mellem de to kvinder.Fornemmelsen fra ungdomstiden på akademiet sivede stille ind igen. Rollerne var de samme: Hannah førte an. Irene fulgte med

Den fjerde dag begyndte sneen at falde. Ruderne lukkede til og et dæmpet tusmørke afløste de første dages stærke vintersol. Alle konturer og skygger forsvandt. Det var magisk.

Ud på dagen hørte de Knuts bil komme tilbage. Den bløde sne knirkede under hjulene, da den trillede det sidste stykke vej hen til trappen foran hoveddøren. Han havde æret sur over at være lukket ude og var kørt på indkøb.

-”Der forsvandt roen!” Hanna lagde opgivende kulstiften ned på bordet ved siden af den store, grå tegning. Et lille øjeblik efter hørte de Knuts tunge skridt gennem stuen og ned af trappen mod døren til atalieret. Irene vidste at skiltet ”Lukket på grund af kunst” stadig hang provokerende på den anden side af døre

Irene rykkede sig uroligt på den bænk, hvor hun lå. Af og til trak hun det tykke tæppe rundt om sin nøgne krop, hvis hun begyndte at fryse. Hannah derimod bemærkede ikke den kulde, der faldt fra de høje ovenlysvinduer. Hun var konstant i bevægelse, totalt opslugt af at iagttage og tegne .

Irene følte sig set. Sådan havde hun ikke følt sig tilstede i flere år. Hele situationen mindede om en forelskelse. Irene kunne levende forestille sig Knuts jalousi og hun var sig pinligt bevidst om de fantasier, der for gennem hans bevidsthed. Ved aftensmaden havde han pludselig betragtet hende på en ny måde.

Irene vidste ikke, hvad hun skulle stille op med hans følelser.

Knuts skridt genlød vredt og energisk. Hans knyttede næver dundrede beslutsomt på døren. Hannah holdt en finger for munden og gav tegn til Irene om, at hun skulle være helt stille . Irene trak tæppet over sig og lå helt stille.

Knut hamrede igen på døre. Begge kvinder var musestille.

Så råbte han:

– ”Nu må det vær slut. Luk mig ind. Jeg holder det ikke ud.” Lydløst leende lagde Hanna kulstiften ned på tegne pladen og listede op til døren. Her lirkede hun forsigtigt håndtaget ned og da Knut igen begyndte at dundre på døren, trak hun den pludselig op med et sæt.

Den store mand tumlede ind gennem døren og var lige ved at vælte ned af de 2 trin, der førte til atalieret. Knut tabte mælet, og begge kvinder brød sammen af grin.

 

Den aften var noget forandret. Knut følte åbenbart at han nu havde ret til at deltage i de to kvinders tætte forhold. Der blev drukket meget forsoningsrødvin, og næste morgen vågnede de alle tre i samme seng. Hannah lo overstadigt – ”jeg nægter at lave om på tegningerne” Var hendes eneste kommentar .

– ”Det her handler kun om Irene” sagde Hannah

Knut var åbenbart ligeglad, hans humør var strålende . Han var tilfreds.

Det var dengang. Nu handlede det kun om Hannas kunst Irene mærkede bådens bump over bølgerne. Hun måtta advare Sally. De var opdaget.

 

 

Et ægte værk. (fortsættelse)

Sollyset skar i hendes pupiller som en sulten skalpel. Hun mærkede sit morgenstramme  ansigt . I morges havde hun i sin nervøsitet glemt at komme  ansigtscreme på huden.Nu var det overstået. Det var gjort. Nu styrtede hun af sted som en skræmt hare. Det var som om det mørke rum hang fast i hende, holdt hende tilbage, som om hans døde ansigt blev ved med at glide væk mod havet under hende.

Men hun var ude i lyset igen. Hun skulle smile,  skulle se glad ud, skulle skynde sig, måtte ikke snuble , ikke løbe, bare gå normalt, ikke snuble, ikke sagtne farten , ikke være påfaldende,…Hjertets dunken i brystkassen overdøvede  den ferieagtige småsnak ved de mange borde langs med kanalen. Parasollerne stod som uheldssvangre trækroner svagt svajende for brisen, men nærige med skyggen. Hun var fanget i den bidende sol. Skyggens lindring var forbeholdt dem, der havde betalt for en parasol. Hun kunne ikke slappe af i øjnene.

Dumt, at hun havde glemt sine solbriller. Kontrasten mellem det  mørklagte udstillingsrum i den gamle gondoldok og det skarpe lys uden for på kajen  var pinagtig smertefuld. Hun pressede øjnene sammen og prøvede at få lindring ved at skærme med en hånd mod solen .I det samme mærkede hun sin fod støde mod noget hårdt. Resten af kroppen fortsatte i sin bane fremad  uden at sagtne farten. Balancen forsvandt. Alt sejlede, snurrede, drejede  og blev først roligt, da hun med et klask ramte fortorvsfliserne. Alt blev tyst. Hjertet slog, og holdt så en tøvende pause. Ingen lyd ude fra verden trængte igennem til hende. .

Så mærkede hun en forsigtig hånd på sin skulder.                                                                   ”Er du all right”                                                                                                                                      Hun drejede hovedet og forsøgte at fokusere sit blik mod den venlige stemme.Det var en ung mand. Han bøjede sig ned mod hende, rakte hende en hånd og sagde igen:                        ”Er alt i orden”                                                                                                                                    Ingenting var i orden. Hun så dobbelt og en smerte rullede ind fra venstre side af synsfeltet og overdøvede alt andet. Hun tog sig sammen og forsøgte at komme op i siddende stilling. Det gik ikke særligt godt. Benene gjorde ikke ondt. Armene var i orden.  Det var bare som om de ikke kunne koordineres helt. Hun rakte forsigtigt sin ene hånd op til den venlige stemme og lod sig trække op i siddende stilling.Han rakte hende et glas vand.                                                                                                                                                     ”Her, tag lidt at drikke. Det hjælper nok.”                                                                                                                  Hans stemme var blød og behagelig, let at forstå. Hun følte efter med tungen og konstaterede  tænderne ikke var knækkede. Famlede med de ømme hænder, og mærkede at brillerne godt nok var skæve , men ellers i orden. Det hele var nok ikke så slemt. Vandet fra glasset gled ind i munden og videre ned i halsen.                                          ”Gracie, bene bene” ”Tak, det var godt.”                                                                                              Hendes italienske var langsomt og ubehjælpsomt, og røbede at hun bestemt ikke var italiener, selv om hendes tøj var næsten klassisk italiensk, en tro kopi af det tøj alle de gamle koner gik med. Sort nederdel, sorte sko, sorte strømper, sort bluse og sort jakke. Enkeuniformen,  som var obligatorisk der på egnen.

”Sæt dig her,”                                                                                                                                        Han hjalp hende op på en stol ved bordet og rykkede lidt i parasolstangen, så hun blev  helt dækket  af  skygge.                                                                                                                        ”Tak,  tak”                                                                                                                                                     Smerten var nu koncentreret i hovedet, men hun kunne ikke rigtig skelne hvor i hovedet den sad. Det hævede sig, sendte bølger og blandede sig med et myriader af farver som kunne eksplodere i små gnistrende vulkaner, hvis hun flyttede på hovedet.

Hun lænede sig frem og støttede hovedet i begge hænder.                                                                    Den unge mand så bekymret på hende .

”Det må du undskylde , det var min komputertaske, du faldt over . Skal jeg ringe efter en ambulance. Eller tilkalde en læge.?”                                                                                            ”Nej Nej ”                                                                                                                                            Det gik bare ikke . Ingen måtte vide, at de var her. En læge var udlukket. Men det kunne hun ikke sige højt.

Den unge mand rakte glasset frem mod hende igen, efter at han havde hældt endnu mere vand op .                                                                                                                                 ”Drik det kolde og hold glasset mod din pande. Du får  nok en bule”

”Jeg må videre”                                                                                                                                 Hun ville rejse sig igen, men vaklede fordi balancen ikke ville som hun. Hun måtte hen til Sally.  Men hvordan. Sally ventede på hende på hotellet. Håbede hun. Sally havde det nok skidt. Men Sally havde klaret det, hun skulle klare.

Den unge mand greb hendes hånd igen. Hun mærkede at hans hånd var kølig og tør. Hun så på den . Det var en smuk hånd. Neglene var velformede og ikke for lange. Han var en flot mand på en speciel måde. Hans ansigtstræk var fyldige uden at være fedladne. Som en romersk yngling i marmor. Sally ville elske at møde ham. Men Sally måtte holde sig skjult.                                                                                                                    ”Kan du skaffe mig en taxi”                                                                                                             Han svarede med et bekymret blik.

”Kan du virkelig rejse dig”                                                                                                             Hun forsøgte, men vaklede og måtte sætte sig igen. Han rystede på hovedet.

”Det går ikke . Du kan ikke tage af sted alene. Jeg kan følge dig på vej.”                                Uden at vente på hendes svar rejste han sig og prajede en vandtaksi, der i det samme kom tøffende langsomt langs kajen.Den lille træbåd drejede ind og lagdehøjt tøffende til  til ved  broen.

Hovedet var lige ved at eksplodere, men det lykkedes hende at komme ned i taxien.     Den unge mand hoppede adræt efter hende. Da han landede gyngede båden under hans vægt og Irenes hjerne smertede af 1000 lysglimt.

”Hvor skal vi hen?”                                                                                                                                        ”Vi skal over til fastlandet Tværs over lagunen. Hun pegede over mod Maghera “. Hun pressede øjnene sammen, da båden satte farten op.                                                                                            Den unge mand tog sin mobil frem og tastede en besked.                                                         ”HviIket hotel?” spurgte han.                                                                                                         ”Le Petit Bateaux” svarede den gamle kone uden at se op.                                                   Hans tommelfingre formede  de sidste ord i en besked Han sendte den, slukkede mobilen og stak mobilen skødesløst  i bukselommen. Irene sad stadigt med øjnene klemt sammen.

Et andet sted i byen sad en mand i Hvid svedig  t-shirt foran en væg fyldt med skærme. Han fulgte intenst en skærm der viste en vandtaxi. Da vandtaxien  gled fra kaj, tjekkede han en sms der tikkede ind på hans mobil.                                                                                                 ”yes” udbrød han og koncentrerede sig igen  om en skærm i nederste række. Skærmen viste facaden på et Hotel. Et billede af en gammel galej slyngede sig sammen med ordene ”Le petite Bateaux” hen over  facaden på hotellet, der mere lignede en villa fra 1930.erne end et moderne hotel.

 

Et ægte værk

 

Hun stod med et ben på hver side af den smalle kanal, som en grotesk menneskelig bro over den smalle skakt, hvor  sort vand gurglede i takt med bølgerne uden for den mørklagte garage.

” Hvis jeg skal tisse nu, er jeg virkelig på den ”I am screwed anayway” Tænkte hun.

Hun kunne ikke lade være med at skære en grimasse af undertrykt latter.

Det var så fjollet, også i den grad. Hun: lille og tyk, men sortklædt som en ninja. Ikke almindeligt for en kvinde på den anden side af de 70.

 

Den ene fod rutchede en anelse på den blankpolerede granitkant,

Hvorfor fanden havde de ikke brugt sandsten til det afløb. Granit blev for glat.

I det samme væltede atter en stort gylp af vand ud fra udstillingsrummet inde bag det tunge forhæng.

Var det mon denne gang.

Vandet steg, bølgede frem og tilbage, trægt og tungt, som en ond gele, der var ved at stivne. Så faldt det igen

Nej. heller ikke nu.

Så fik hun øje på det: en bleg cirkel der løftede sig op mod overfladen, drejede rundt og blev til en svømmende paryk. Under hårets tentakler kunne hun ane en skikkelse, der i total afslappelse og fuldkommen ro gled af sted under den glatte overflade.

Lemmerne havde mistet deres karakter af sammenhæng og svømmede som mærkelige selvstændige væsener, der næsten  tilfældigt var forbundet via en plump krop.

Hun løftede kosten og pressede den så ned over hovedet på den flydende skikkelse.

Der var ingen reaktion, ingen tegn  på modstand.

Han var død.

Et nyt gylp af sortfarvet vand strømmede ud i kanalen.

Hun åndede lettet ud. Hun var alligevel ikke blevet morder i denne omgang.

Det  havde hun ellers aldrig prøvet. Og lige ham her havde hun gerne myrdet, langsomt og smertefuldt.

Skikkelsen forsvandt i den sorte kanal.

 

Hun slap  kosten og lod den  glide ned i vandet. Lænede sig med en smule besvær til højre og fik fat i stakittet langs kanalkanten.

Hendes arme og ben sov, og kun med besvær fik hun flyttet vægten over på højre fod, så hun kunne trække venstre ben til sig .

Det var gjort. Han var død.

Væk.

Borte .

Han skulle aldrig mere genere Sally, eller nogen anden kvinde.

 

Som en tæt skygge bøjede hun sig og  gled under det tunge forhæng. Smuttede så ubemærket og stille som muligt ind i udstillings rummet. Der var tomt. Bortset fra den sovende vagt, var der er ingen mennesker i hele rummet. Hvor var flokken blevet af.?

Hun havde i den grad været døvet af den larmende teknomusik, at hun intet havde kunnet høre fra udstillingsrummet.

Teknnomusikken kørte stadig. Hele åbningtiden drønede den uafbrudt. Nu var der tomt, men der havde været mindst 20 personer, sidst hun var her inde. Glade og spændte turister, ogfestivalgæster i broget sommertøj—og så ham..

Sally var også væk.

Men det var gået, som hun havde aftalt med Sally. Nu skulle hun bare finde Sally og så skulle de af sted. Vagten sad stadig og sov, tilbagelænet på pindestolen med lukkede øjne

 

Hendes hjerte hamrede. Med tilkæmpet ro forlod hun den mørklagte pavillon. Det var bare en gammel garage i en middelalderlig bygning. Sikket en garage til gondoler. Hun så for sig hvordan gondolerne kunne glide ind i de smalle kanaler i den store hal.

Nu tjente ejerne af de smukke  bygninger nok en formue ved at leje hallerne ud til kunstudstillinger.

Kunstbienalen i Venedig var en ren pengemaskine for de lokale ejendomsbesiddere. Hun tænkte, at de tjente flere penge på at leje lokaler ud til kunst, end kunstnerne tjente på at producere værker til udstillingerne.

En duft af salt hav ramte hende sammen med lyset.

Det blændede hende, indtil hendes øjne vænnede sig til  solen og skæret fra bugten. En million små krappe bølger agerede spejle, der forstærkede strålekraften fra hinanden og det strålende himmellegeme.

Det havde sådan en mærkelig økonomi, dette kunstmiljø havde.

Tænkte hun.

Det blev anset, for så stor en ære at udstille på biennalen, at alle forventede, at kunstnerne ville være parat til at arbejde  næsten gratis, måske endda betale for det. Nu havde HAN fået lov til at betale for det, han havde gjort. Ingen straf var hård nok.

Tænkte hun.

Solen varmede på huden. Varmen fik hende til at slappe af. NU var det slut. Hun tog den sorte kappe af og smed den i en affaldstønde, før hun gik videre.

NU lignede hun alle de andre.

En ung mand sad bag en væg af skæme og fulgte hendes skikkelse.

Her smed hun kappen. Han tastede nogle koordinater ind på en telefon og talte med en person i den anden ene af røret. Den kappe måtte de have . Den skulle hentes. Så afsluttede han samtalen og koncentrerede sig igen om at følge den trinde skikkelse fra skærm til skærm.

Alting var det ekstraordinære

Jeg lukker øjnene og prøver at fremmane det landskab, jeg kendte, da jeg var en rolling på 3-4 år. Dengang var ukendte veje og lukkede døre det mest spændende, der fandtes.

Jeg har sat mig for at opsøge det ordinære, for at finde det ekstraordinære. Så derfor står jeg her nu, i den gade, hvor jeg fik mine allerførste oplevelser.

Det var stort set det samme landskab dengang, som det er nu. Altså geografisk. Men alligevel har jeg det, som om jeg befinder mig et helt andet sted.

Bebyggelserne er de samme som de var dengang. Hegnene omkring de store plæner der omgiver karréerne er ganske vist fjernet. Bortse fra det, er der ingen forandring. I dag er det ikke forbudt at gå på græsset. Nu er der bare ingen børn til at løbe ind på plænerne. Men ellers er alt forblevet, som byplanlæggerne havde tænkt det for 75 år siden.

Borte er den store børneflok , der trimlede den ene eller den anden vej over de store skrånende plæner, mens ungerne råbte:

  • Pås på, viceværten kommer!!.

 

Lyden af råbene hænger som et tyndt ekko bag et slør af erindring.Det var en advarsel , der kunne få hele flokken af tumlinger, skolebørn og store søskende til at flagre ned ad vejen som en flok gråspurve under angreb af en høg.

Lydene. Jeg står her nu  idag og lytter. En konstant summen af trafik udvisker alle andre lyde. Ligger som en solid undertråd i lydtæppet.

Dengang kunne jeg en lys aften udelukkende høre fuglene. Forårssang den første milde aften. Den intense duft af jord og græs.

Kan det passe, at jeg hørte en sommerfugl flapse med de smørgule vinger, mens den flaksende baskede vej gennem solstriber i den åbne dør ud mod en sommerhvid himmel. Jeg stod øverst på trappen og vidste at jeg skulle passe på, mens denne gule skabning lettede på trods af alle love og advarsler,  kastede sig gennem lyshavet ud mod det ukendte uden for.

Hvor var jeg misundelig. Hvor ville jeg gerne kunne flyve. Det så så enkelt ud.

Alting hang sammen og der var ingen logik. Alt var umiddelbart, uden rækkefølger og konsekvens.

Duften af regnvand i perfekte runde dråber på en støvet asfaltbelægning. Mine knæ blev våde. Jag satte mig på hug og slikkede vandet væk fra knæskallerne. Det smagte salt af hud og sved. Var det mig der smagte sådan?

Men stærkest er billederne.- En lang smal planke lagt over et vandfyldt hul, et verdenshav. Under planken blinkede det plumrede vand , nok derfor nogen har anbragt planken over den gule pyt. Så dybt var hullet, at man næsten kunne drukne. Dødens nærhed pirrede og lokkede når vi igen og igen balancerede over pytten på den fjedrende planke. Først de store, så de små, hvis man ikke var et pattebarn. Frydefuld angst for at miste balancen. Igen og igen.

Sommeren varede et halvt liv, og timerne var uendelige. Derfor er der ingen handling i denne historie. En handling er en fremdrift og dengang stod tiden stille.

Ingen forandring. Alting var det ekstraordinære.

I skyggen af en tanke.

  1. februar 2018

S P O N T A N O P G A V E :

 

Nu er der er kun de to tilbage. Det styrtregner stadigt. Endelig bryder han stilheden:

”- Men du skal vide, jeg kan ikke gøre det alene…”

Projektøren fra vagttårnet afsøger igen den tomme kajplads, som for at bekræfte at alle bilerne er kørt. Lyssøjlen fra tårnet danner mærkelige abstrakte vinkler, der hvor den  rammer containernes okkerfarvede overflader. Han tager let fat I hendes overarm, for at trække hende bort fra lysfeltet.

Da hans fingre runder sig om frakkeærmet, slår det ham, hvor spinkle hendes lemmer under stoffet er. Næsten nænsomt skubber han hende ind i skyggen. Det raseri der for få minutter var ved at eksplodere i hans hjerne, er væk. Tilbage er kun en sær ukendt ømhed for denne fremmede kvinde. Ikke godt. Ikke godt. Han har brug for raseriet.

Hun nikker, og han mærker en tør, krydret duft, svag, men tydelig. Han lader sit blik følge med søgelyset rundt på pladsen, for at vælge det rette øjeblik. Bilerne er væk. Lyskeglen fra tårnet er holdt op med at farve brolægningen. Først holder strålen stille, så forsvinder den. Det svage lys inde i tårnet slukkes og døren til tårnet smækker metallisk efter en utydelig skygge. Der lyder tunge skridt på metaltrappen . Nogen går ned ad stigen på tårnets yderside.  Han trækker hende endnu længere ind i læ mellem de to containere.

”- Så , nu!-” forsigtigt skubber han hende hen mod den åbne plads.  Han har en fornemmelse af, at han lader hende falde fra et højhus. Han kan mærke sit hjerte som et vildt dyr, der hamrer, så det larmer. Hjertet pumper blod, så mørket bliver rødt . Han følger hende med øjnene. Stirrer gennem det røde mørke. Søger efter raseriet. Det er nu, det skal være der .

Med en glidende bevægelse smyger hun den lette cottencoat bagud, så de bare skuldre blottes. Med et hurtigt kast får hun det lange hår til at falde ned foran ansigtet. Pludselig skifter hendes gang. Den bliver slingrende, og hun vakler larmende af sted på de høje hæle. Skyggen ved tårnet gør holdt.

” Hvem der!!.”

Hun vakler endnu mere og svarer med snøvlende stemme ”- Har du ild?”

Tårnvagten tænder en lommelygte og lader et svagt lys undersøge hende fra top til tå. Fra sit skjul mellem de to containerrækker kan han se, hvordan lommelygten får det våde hår foran hendes ansigt til at lyse næsten rødt, hvordan hendes hvide hud fremhæver den stærkt sminkede mund. Hun fører en slukket cigaret op til munden.

Skyggen fra tårnet fatter endeligt, hvad hun vil og stikker hånden i lommen for at tage en lighter frem. Han runden den anden hånd omkring flammen, mens hun suger flammen til sig gennem cigaretten. Deres ansigter er silluetter i mørket. Hun mumler et eller andet, han ikke kan høre, der hvor han står, men vagten kan høre det og bander højlydt. ”Satens til idioter! Kender du dem? Ved du hvem de er??”

Hun svarer ved at ryste på hovedet og flytter sig et par skridt til siden, så han får bedre sigte fra sit skjul.

Puf puf. Lyddæmperen og regnen har fjernet smældet fra han pistol. Vagten fra tårnet synker sidelæns ned ved siden af kvinden. Der er et forundret udtryk i vagtens ansigt, som pludselig bliver belyst nedefra af lommelygten. Den er faldet ud af hans hånd og ligger skævt på brolægningen. Vagten stirrer på kvinden og giver slip på livet. Kvinden bøjer sig hurtigt ned og slukker lommelygten. Hun griber fat i mandens skuldre og forsøger med besvær at trække ham hen mod kajkanten.

Nu er manden, der skød fra containeren, ved siden af hende igen. Den tørre duft af krydderurter og græs, som han havde fornemmet for få minutter siden, er nu blandet med den sødlige stank af blod fra den døde vagt.

Sammen slæber de den døde mand over brolægningen hen til bolværket. Et sidste skub får den lederløse skikkelse til at trille over kantstenen og med et blob forsvinder den under grødisen. Det lyder som om vandet i havnebassinet sukker. Regnen har allerede skyllet det brede blodspor væk. Så rejser de sig begge op efter anstrengelsen med den tunge krop.

De ved hvad de skal. Han skynder sig hen til tårnet, haster op af stigen. . Døren er ikke låst, han åbner og går ind. Leder lidt i det svage lys fra mobilen, finder så den kontakt der tænder den store projektør. Lyset smelder ud over havnen. Det er voldsomt. . Han blinker  et par gange med lyset. Så slukker han for den skærende projektør. Mørket virker uhyggeligt stille.

Venter…

Venter….

Venter….

Endeligt ser han de svage lanterner nærme sig kajen. Rød og grøn skiller sig ud i mørket Den lille kutters motor er ikke tændt. De må stage sig frem. Kvinden står der nede og tager imod en trosse. Den er stor og tung. Ham, der kaster, lægger alle kræfter i for at svinge det store bundt op på land. Hun fanger trossenenden og lægger den løst om en stor sten pullert.

På dækket af den lille motorbåd er der røre. Fem mand springer i land og de fire forsvinder mellem containerne næsten synkront , som en ballet af skygger i mørket . Den sidste skikkelse bliver stående og omfavner kvinden.

Oppe fra tårnet ser han, hvordan den nyankomne stryger det våde hår væk fra hendes ansigt. Der er en fortrolighed i bevægelsen, som fremkalder en pludselig smerte i  hans bryst.

”-Jeg lovede hende at gøre det. Nu har jeg gjort det!” Han ved godt, at han taler til sig selv. Men ordene får ham til at føle, at der er en mening med det hele.

Da han kommer ned fra tårnet, står de stadig tæt sammen. Han går hen til dem og mærker igen hendes duft. Denne gang er den blandet med duften af motorolie og den fremmede mand.

Han tager imod kuverten. Den er ca. så tyk som den skal være, så han tæller ikke pengene, men placerer bare den lukkede kuvert i inderlommen.

”- Vi skal afsted nu” siger han

”- vagtafløsningen kommer snart.”

Den nyankomne kikker undersøgende på ham .

”-er du med ”

spørgsmålet hænger mellem de tre. Så mærker han hendes duft igen og svarer

”-Ja”

 

 

 

 

 

Hvad du ønsker.

Jeg slentrede gennem lufthavnen .

Jeg var på vej ud mod F-fingeren, hvilket ikke betyder fuck–fingeren , men den finger i luftavnen, der meget sigende hedder F. F for fattig. F er stedet for dem, der rejser så billigt som muligt.

Jeg havde masser af tid. Jeg elsker at være i god tid. Eller sagt mere korrekt: jeg hader at have en stram tidsplan.

Det medfører, at det nok er ret utåleligt at rejse sammen med mig. Jeg vil af sted før mine rejsefæller har drukket kaffen eller læst avisen færdig.

Mine rejsefæller opfatter det ofte som tidsspilde, at være i det, jeg mener, er god tid. Jeg har behov for masser af tid . Hvis jeg ikke har en rigelig tidsmargin, føler jeg, at jeg skal kvæles. Jeg sveder og bliver nærmest utilpas.

PÅ denne tur var jeg alene. Så jeg havde planlagt god tid uden at genere nogen, selv om det egntlig var mit nytårsfortsæt at begrænse min trang til overflødig tid.

Min kuffert , den nye, trillede næsten lydløst bag mig, som en lille rød hund, der trofast følger sin herre

Posen med de sikkert alt for dyre indkøb fra den toldfrie (et mærkeligt navn—et levn fra før EU) svingede i min højre hånd.

SÅ hørte jeg en dyb rumlen fra en større vogn  nærme sig min ryg i den ellers tomme gang. Jeg vendte mig om for at se, hvad det var.

Jeg havde fået selskab af kvinde med en rengøringsvogn.

Hun skubbede vognen med spande og koste med den ene hånd. I den anden holdt hun en mobiltelefon. Mens jeg iagttog hende, placerede hun telefonen i lommen på sin kittel og begyndte at proppe høretelefoner i ørene.

Hun ville åbenbart lytte til noget musik. Men nej . Det var et opkald hun havde gang i.

Vi trillede begge to videre gennem den endeløse gang. Hun var nu oppe på siden af mig. Jeg kunne lugte den stramme svedlugt, der drev om hende , som en usynlig sky. Hun havde nok været i gang længe den morgen. Gammelt sved.

Det var umuligt ikke at høre hendes del af samtalen. Åbenbart havde hun ikke lagt mærke til mig.

  • Tillykke, Tillykke
  • Ja, mor jeg er ude for at motionere. Nu kommer jeg forbi bageren.
  • Hvis jeg var hjemme, ville jeg købe morgenbrød til dig.
  • Du får den nok i morgen.
  • Jeg har sendt den.
  • Det er det, du har ønsket dig.
  • Ja det var dyrt, men det gør ikke noget.
  • Nu er jeg nede ved åen. Kan du høre vandet.

Kvinden, som nok var omkring de 25 år, pjaskede med en hånd i den fyldte spand på rengøringsvognen.

  • Vi tales ved i aften. Kan du ha en dejlig dag. Nu er jeg nød til at vende om nu. Min forelæsning starter om lidt. Det er så spændende. Jeg vil nødigt misse bare så meget som et sekund. Du kan tro jeg er glad for det.
  • Kys , kys.

Så var samtalen slut og vi drejede begge om det sidste hjørne. Her ankom vi til det store repos foran rulletrapperne ned til F-hallen . Kvinden skubbede sin rengøringsvogn ind i elevatoren, på trods af at adskillige skilte forbød bagagevogne. Forbuddet galt åbenbart ikke rengøringsvogne. Hun havde tydeligvis et ærinde i hallen.

Jeg tog rulletrappen. Kvinden var allerede nede med vogn og remedier, før jeg nåede ind i hallen .

Det sidste jeg så af hende, var hendes kittelklædte ryg, der forsvandt ind bag en næsten usynlig dør. Døren var malet i de samme farver som væggen og indgik i et velment forsøg på at dekorere den store vægflade til højre i trappeskakten med forskelige grønne farvefelter.

Nu lukkede døren sig bag hende og hun var lige så usynlig, som hun åbenbart havde følt sig under samtalen i den lange gang.. Der var ingen dørkarm eller andet til at antyde , at der var en dør, kun et lille skilt ”Staff only ” og et diskret dørhåndtag, afslørede, at her kunne nogle få udvalgte gå ind. Jeg trillede min kuffert hen til toilettet. Det var for alle.

Kvindens samtale optog mig og fyldte mine tanker, da jeg vel ude igen. Jeg satte mig ned for at vente på, at man kunne begynde at boarde. Hvad mon moren havde ønsket sig? Og hvorfor var pakken ikke nået frem? Mon den gamle mor var syg, siden den unge kvinde følte sig så sikker på, at hendes løgn om motion i den frie natur og spændende forelæsninger ikke ville blive afsløret. Eller boede hun bare lang, lang væk.

På vej over landingspladsen mod trappen til flyets bagende forekom det mig at jeg allerede kendte den unge kvinde. Hvis jeg havde haft travlt, ville jeg nok ikke have lyttet til rengøring assistentens samtale med sin mor. Jeg måtte nok hellere droppe det nutårsforsæt.

Så lettede vi.

 

 

 

Mødet

Hvad er denne besynderlige trang til at indordne alt på den ene eller den anden måde. Mon vi bliver lykkeligere af det? Min hjernes kassesystem. Der skal det hele sorteres og kategoriseres. Jeg ligger i min seng og griner lidt ved tanken om kassen med grå dyr. Musen og elefanten. Så hellere dyr med snabel. Elefanten og myggen. Der hersker stadig kaos i mit indre kassesystem.

Den første gang. Den første gang er så central en oplevelse at alle ved, hvad udtrykket dækker over. Den aller første gang.

Der er toner i den sætning.

Men er der også en sandhed.

I dag skal vi mødes igen, og jeg glæder mig, som var det den første gang. Det ER den første gang. Hver gang er den første gang

Alt er nyt: Dagen. Solen . Himlen. Havet . Lyden af bølgerne. Duften af salt. Græssets grønne lys. Bladenes lysende himmelhvælv.

Det har forandret min verden, at jeg har mødt dig.

Hvor er det mærkeligt, at den glæde jeg føler, kan lave hele mit liv om. Formen på mit liv farverne og lydene.. Smagene er blevet mere intense. Alt har forandret sig.

Her hjælper det ikke, at rangordne noget som helst.

Det er en total udskiftning af hele universet.

Jeg hælder kaffen i op i kruset. Det dufter krydret, varmt. Den varme mælk blander sig med det sorte fluidum i det hvide krus. En lille lysebrun bræmme skum fuldender billedet som et låg øverst på kruset. Smagen glider over ganen ned i halsen. Bedre end nogen sinde før.

Det er din fortjeneste. Jeg har prøvet at forklare dig, hvad det er du har gjort ved mit liv, men du ler bare og siger: solsort hold op med at synge.

Det er som om, du er flov over de følelser du kan fremkalde i mig. Du rødmer, når du ser mig. Som en dreng på 17 og ikke en mand på 71. Jeg bemærker det, selv om din solbrændte hud gør sit bedste for sit skjule det.

Vi taler og taler. Vores forkludrede liv har pludselig fået en ny betydning. Du er her. Du lytter.

Jeg er her. Jeg fortæller. Tiden er holdt op med at eksistere og vi er på vej over en løs line mellem de to højhuse vores tidligeere adskilte tilværelse udgør. Mødet er uundgåeligt og samtidigt umuligt.

EN af os må forsvinde, eller vi må blive til en. Enten styrter vi, eller også……