I skyggen af en tanke.

  1. februar 2018

S P O N T A N O P G A V E :

 

Nu er der er kun de to tilbage. Det styrtregner stadigt. Endelig bryder han stilheden:

”- Men du skal vide, jeg kan ikke gøre det alene…”

Projektøren fra vagttårnet afsøger igen den tomme kajplads, som for at bekræfte at alle bilerne er kørt. Lyssøjlen fra tårnet danner mærkelige abstrakte vinkler, der hvor den  rammer containernes okkerfarvede overflader. Han tager let fat I hendes overarm, for at trække hende bort fra lysfeltet.

Da hans fingre runder sig om frakkeærmet, slår det ham, hvor spinkle hendes lemmer under stoffet er. Næsten nænsomt skubber han hende ind i skyggen. Det raseri der for få minutter var ved at eksplodere i hans hjerne, er væk. Tilbage er kun en sær ukendt ømhed for denne fremmede kvinde. Ikke godt. Ikke godt. Han har brug for raseriet.

Hun nikker, og han mærker en tør, krydret duft, svag, men tydelig. Han lader sit blik følge med søgelyset rundt på pladsen, for at vælge det rette øjeblik. Bilerne er væk. Lyskeglen fra tårnet er holdt op med at farve brolægningen. Først holder strålen stille, så forsvinder den. Det svage lys inde i tårnet slukkes og døren til tårnet smækker metallisk efter en utydelig skygge. Der lyder tunge skridt på metaltrappen . Nogen går ned ad stigen på tårnets yderside.  Han trækker hende endnu længere ind i læ mellem de to containere.

”- Så , nu!-” forsigtigt skubber han hende hen mod den åbne plads.  Han har en fornemmelse af, at han lader hende falde fra et højhus. Han kan mærke sit hjerte som et vildt dyr, der hamrer, så det larmer. Hjertet pumper blod, så mørket bliver rødt . Han følger hende med øjnene. Stirrer gennem det røde mørke. Søger efter raseriet. Det er nu, det skal være der .

Med en glidende bevægelse smyger hun den lette cottencoat bagud, så de bare skuldre blottes. Med et hurtigt kast får hun det lange hår til at falde ned foran ansigtet. Pludselig skifter hendes gang. Den bliver slingrende, og hun vakler larmende af sted på de høje hæle. Skyggen ved tårnet gør holdt.

” Hvem der!!.”

Hun vakler endnu mere og svarer med snøvlende stemme ”- Har du ild?”

Tårnvagten tænder en lommelygte og lader et svagt lys undersøge hende fra top til tå. Fra sit skjul mellem de to containerrækker kan han se, hvordan lommelygten får det våde hår foran hendes ansigt til at lyse næsten rødt, hvordan hendes hvide hud fremhæver den stærkt sminkede mund. Hun fører en slukket cigaret op til munden.

Skyggen fra tårnet fatter endeligt, hvad hun vil og stikker hånden i lommen for at tage en lighter frem. Han runden den anden hånd omkring flammen, mens hun suger flammen til sig gennem cigaretten. Deres ansigter er silluetter i mørket. Hun mumler et eller andet, han ikke kan høre, der hvor han står, men vagten kan høre det og bander højlydt. ”Satens til idioter! Kender du dem? Ved du hvem de er??”

Hun svarer ved at ryste på hovedet og flytter sig et par skridt til siden, så han får bedre sigte fra sit skjul.

Puf puf. Lyddæmperen og regnen har fjernet smældet fra han pistol. Vagten fra tårnet synker sidelæns ned ved siden af kvinden. Der er et forundret udtryk i vagtens ansigt, som pludselig bliver belyst nedefra af lommelygten. Den er faldet ud af hans hånd og ligger skævt på brolægningen. Vagten stirrer på kvinden og giver slip på livet. Kvinden bøjer sig hurtigt ned og slukker lommelygten. Hun griber fat i mandens skuldre og forsøger med besvær at trække ham hen mod kajkanten.

Nu er manden, der skød fra containeren, ved siden af hende igen. Den tørre duft af krydderurter og græs, som han havde fornemmet for få minutter siden, er nu blandet med den sødlige stank af blod fra den døde vagt.

Sammen slæber de den døde mand over brolægningen hen til bolværket. Et sidste skub får den lederløse skikkelse til at trille over kantstenen og med et blob forsvinder den under grødisen. Det lyder som om vandet i havnebassinet sukker. Regnen har allerede skyllet det brede blodspor væk. Så rejser de sig begge op efter anstrengelsen med den tunge krop.

De ved hvad de skal. Han skynder sig hen til tårnet, haster op af stigen. . Døren er ikke låst, han åbner og går ind. Leder lidt i det svage lys fra mobilen, finder så den kontakt der tænder den store projektør. Lyset smelder ud over havnen. Det er voldsomt. . Han blinker  et par gange med lyset. Så slukker han for den skærende projektør. Mørket virker uhyggeligt stille.

Venter…

Venter….

Venter….

Endeligt ser han de svage lanterner nærme sig kajen. Rød og grøn skiller sig ud i mørket Den lille kutters motor er ikke tændt. De må stage sig frem. Kvinden står der nede og tager imod en trosse. Den er stor og tung. Ham, der kaster, lægger alle kræfter i for at svinge det store bundt op på land. Hun fanger trossenenden og lægger den løst om en stor sten pullert.

På dækket af den lille motorbåd er der røre. Fem mand springer i land og de fire forsvinder mellem containerne næsten synkront , som en ballet af skygger i mørket . Den sidste skikkelse bliver stående og omfavner kvinden.

Oppe fra tårnet ser han, hvordan den nyankomne stryger det våde hår væk fra hendes ansigt. Der er en fortrolighed i bevægelsen, som fremkalder en pludselig smerte i  hans bryst.

”-Jeg lovede hende at gøre det. Nu har jeg gjort det!” Han ved godt, at han taler til sig selv. Men ordene får ham til at føle, at der er en mening med det hele.

Da han kommer ned fra tårnet, står de stadig tæt sammen. Han går hen til dem og mærker igen hendes duft. Denne gang er den blandet med duften af motorolie og den fremmede mand.

Han tager imod kuverten. Den er ca. så tyk som den skal være, så han tæller ikke pengene, men placerer bare den lukkede kuvert i inderlommen.

”- Vi skal afsted nu” siger han

”- vagtafløsningen kommer snart.”

Den nyankomne kikker undersøgende på ham .

”-er du med ”

spørgsmålet hænger mellem de tre. Så mærker han hendes duft igen og svarer

”-Ja”

 

 

 

 

 

Reklamer