Vi sad bænket omkring et langt, smalt bord. Store og små blandet godt sammen. Hvor mange? Det ved jeg ikke præcist. Jeg vil gætte på at der var ca. 20 personer i alt. Jeg har hentet minderne om denne dag så dybt i min erindring, at der ligger et tåget slør af usikkerhed over det hele. Den lille pige, der oplevede det, havde ingen andre oplevelser at sammenligne med. Alt var nyt. Jeg kan ikke huske de enkelte ansigter omkring bordet, kun at der var noget grønt pynt; klippede papirstrimler, som skulle illudere græs. Og en stor kurv med farvede, kogte æg. Påske æg.
Der blev serveret forloren skildpadde. Den ene store gryde var pyntet med halve, kogte æg, som sejlede gult, smilende midt i havet af brun sovs. Der blev øst op med en stor slev, så hver person fik et halvt æg. De voksne drak sherry til af små glas med guldkant.
Sovsen smagte fremmedartet og stærkt. Jeg kunne ikke lide den, men vovede ikke at levne. At levne var strengt forbudt. Det undrede mig, at vi ikke fik kartofler til. Der var bare en kurv med brød, hvidt hjemmebagt brød, som blev rakt rundt. Jeg tog et stykke og gjorde som de voksne, dyppede brødet i sovsen og bed af det opblødte brød. Det galt om at sidde pænt og opføre sig ordentligt. Ellers….
Fætrene var frække og grinede af så meget, jeg ikke forstod. Hvis det blev for højt, tyssede de voksne på dem. En hel flok var der af dem, fætrene. Ligesom jeg selv og min søster havde de deres pæneste tøj på. Knickers, skjorte og pullovers strikket til pænt brug. Jeg havde den lyseblå kjole på. Mor havde siddet sent i går aftes for at lave den fine smocksyning på brystet færdig.
Sløjfe i håret, og prinsessekrølle. Min søster, som havde mere hår end mig, havde fletninger. Smukke, men upraktiske. Man kunne hive i en fletning. Og med 6 næsten jævnaldrende fætre var det ikke kun en mulighed. Men udelukkende når de voksne ikke så det. Ellers faldt der brænde ned.
I det hele taget faldt der tit brænde ned. Det var så uundgåeligt som regnvejr. Også til en fest. Det var så vigtigt at sidde pænt.
En del af påskepynten på det store langbord var kurven fyldt med farvede æg. Røde, gule, grønne og blå. Kun til pynt. De skulle ikke røres, endnu. Efter maden gik hele flokken samlet til stranden og videre ud til de første Djævlebakker. Her skulle vi trille æg.
Hvad det gik ud på, fattede jeg ikke, men kurven med æg var bragt med.
Vi fik hver et æg, og det æg lod vi så trille ned af den stejle Djævlebakke. Jeg undrede mig. Æggene knækkede i skallen og blev ulækre så de ikke kunne spises. Der fandtes visse regler, som jeg ikke kendte. Nogen gange hujede alle og klappede, andre gange blev det trillende æg fulgt af muntre tilråb som ”Bedre held næste gang” eller ”Det var du selv ude om”. Jeg fattede ikke en brik, kun at jeg skulle passe på, at min fine kjole ikke blev revet af en gren eller blev beskidt, når jeg løb op og ned af bakken for at hente de trillede æg. Det var en klar kold dag, men der var sol fra en lyseblå himmel.
Vi børn frøs ikke, for vi benede op og ned af den stejle bakke efter æggene. Heller ikke de voksne frøs. De havde blanke øjne og røde kinder af den fine sherry i de små glas. Det undrer mig i dag, at jeg ikke kan huske mine forældres ansigter. De var så høje at deres ansigter næsten forsvandt. Deres stemmer flød sammen med de andre voksnes råb. Mændene råbte højest. Kvindernes latter flød ovenpå som skum på bølger. Men ansigterne forsvandt i den fælles glæde. De findes ikke i min erindring mere.
Jeg kan huske mine sko som var nypudsede, og jeg kan se min søsters flotte fletninger for mig.
Det var en glad fest.
Festen sluttede. Jeg blev båret hjem på min fars arm. Jeg kan huske den skarpe duft af metal og jern der altid hang ved far. Når jeg lagde hovedet tæt ind til hans skjortekrave var duften særligt tydelig. Det var et godt sted at falde i søvn.