7-9-13

 

Anna befinder sig i lufthavnen. Det er der, man i vores moderne verden udlever sine længsler. Hun står og stirrer op på den store departure- tavle. Tavlen hænger akavet oppe under det høje loft. Hun er nødt til at lægge nakken helt tilbage for at læse den hvide lysende skrift på den sorte baggrund. Hendes briller har dobbeltslebne glas, og det vanskeliggør læsningen. Kufferten , den nye på bløde gummihjul, bruger hun som en diskret støtte. Mens hun søger efter sit fly, Eay 2337 til Malaga, er hun sig bevidst, at hun stopper den strømmende trafik af travle passagerer. Alle andre kender åbenbart deres afgangssted.

Der er det. Hun repeterer terminal og gate-nummer et par gange og triller så videre hen mod terminal F. Hun gør sig umage for at gå normalt, trods smerterne i det højre ben. Selvmål. Hun skulle partout købe den billigste billet, og de penge hun sparede ved at købe en lavpris-billet, skal hun selv tjene ind her i lufthavnen ved at gå uendeligt.

En smart designer har med mellemrum pyntet gangbelægningen med det antal minutter man mangler at gå, for at nå ned til terminalen. 10 minuts left. – 5 minuts left. – Hun lader sig ikke stresse. Hun ved, at hun har rigelig tid. Tusser gennem de lange gange. Ned ad rulletrappen og hen til gaten. Endelig er hun der. Gate 7. Stadig 13 min. til boarding. Hun ved ikke rigtigt, om det er dårlig timing eller god timing, men beslutter så, at det er planlægning med plads til det uventede. Ler lidt 7- 9 -13. Mon hun skal sidde på nr. 9 ? Ser efter, sørme ja.

Da hun har fundet sin plads i kabinen og bakset den nye kuffert op i hylden  over sæderne, lader hun sig falde tilbage i sædet. Slapper af og gør sig tung, indtil hele kroppen både vejer en ton og er helt uden tyngde. Nu kan flyet lette! Og det gør det . Anna roder i sin håndtaske efter den lille notesbog, som hun altid har med. Finder den og begynder at notere, hvad hun skal foretage sig, når hun kommer frem. Hvilke aftaler hun har med Lizzie. Ikke fordi hun er bange for at glemme noget, men fordi hun nyder tanken om de kommende dage og gerne vil trække nydelsen i langdrag ved så at sige, at smage på den i forvejen:

1. Bliver hentet i lufthavnen.  Lizzie står der.
2. De finder bilen sammen.
3. Kører rundt om lufthavnen og op til motorvejen.
4. Ankommer til Mijas.
5. Stopper ved benzintanken for at købe appelsiner til morgenmad.
6. Fortsætter op til huset.
7. Standser bilen ved porten.
8. Går ned ad trappen til huset.
9. Mærker blomsterduften og den specielle tørre duft af fyr blandet med salt havluft, som er så særegen for det sted, huset ligger.
10. De er fremme. Huset er varmt efter dagen. Men der er rent. Solen er gået ned. Dalen ned mod bugten glimter af gadelygter og tændte lys i fjerne huse. Havet er stadigt synligt, som et selvlysende sølvsejl mod en sortblå natte-himmel. Der er havblik, kun en svag kant af lillarødt røber hvor solen gik ned.

Anna er faldet i søvn i flyet. Der lyder et lille bump, da hun taber notesbogen mod gulvet.

 

9/11

 

A.

Jeg bakser med min kuffert. Den er for stor. Bedre egnet til et ligge bag i en bil end til at tage med i toget. Der er tre trin ned ad en lille trang trappe, rundt om et hjørne og så er jeg inde. Kupeen er ikke så stor som jeg huskede den, fra sidst jeg var i en sovevogn. Men dengang var jeg kun 14 og sikkert en hel del mindre end i dag. Nu er jeg i min bedste alder, og jeg har ofret denne lidt dyre billet for at komme til Dortmund på en behagelig måde.

Der er allerede en person herinde. Det er en kvinde, ligesom jeg, måske et par år ældre. Hun har valgt den nederste køje. Jeg kikker på min billet. Jeg har den øverste køje , så det må være ok. Jeg åbner kufferten og tager toilettaske og nattøj frem. Lægger det på tæppet, lukker kufferten og skubber den på plads under køjerne. Min medpassagers kuffert ligger der godt nok, men der er rigeligt plads til en kuffert mere. Vi hilser på hinanden, min rejsefælle og jeg. Hun siger sit navn og fortæller hvor hun kommer fra, Linda Hays, New York .

Amerikanerne kan noget med at møde fremmede. De gør det så let. Jeg præsenterer mig på samme måde , og snart er vi fordybet i en levende samtale. Det viser sig, at hun ligesom jeg arbejder med børn og unge. Hun er social arbejder. Jeg har en forestilling om hendes arbejde, der mest stammer fra diverse tv-serier; jeg har ikke egentlig nogen reel viden om hvad hun laver i sit arbejde, før hun fortæller om at opsøge bander, om små drenge som bliver lokket/tvunget ind i en kriminel løbebane af store brødre, som i årevis har forsørget en faderløs familie med hashsalg. Det lyder uendeligt fremmed og eksotisk for mig.

Hun på sin side er meget interesseret i hvad jeg laver, jeg underviser store børn i læsning og sprog. Linda er meget interesseret, hun spørger efter tal og statistikker, spørger om der er lavet undersøgelser der påviser, at det jeg foretager har en virkning. Hun vil vide noget, ikke bare snik snakke. Dejligt at tale med en, der virkeligt interesserer sig for det, jeg laver.

De fleste i Danmark, der får at vide at jeg er underviser, reagerer med en bemærkning om, hvordan jeg dog kan holde det ud, Om ikke de unge er forfærdelige, om jeg kan styre dem osv. Som om det vigtigste i verden var, hvordan mine elever påvirkede mig. Linda er levende interesseret i, hvordan jeg påvirker mine elever. Får de lært at læse disse store børn, som er afskåret fra at deltage i det moderne samfund , hvis de ikke kan læse. Kommer de i gang med en uddannelse, bliver de gift , får de børn, hvordan former deres liv sig.

Hendes spørgsmål viser mig en kvinde der er dybt engageret i det hun laver. Tiden flyver. Klokken bliver 11 før vi slukker lyset. Næste morgen, da jeg vågner, er hun stået af toget i Essen. På det lille bord ved vinduet ligge et visitkort med telefonnummer , adresse e-mai adresse. Jeg mærker mig, at hendes kontor ligger i World Trade Center. Hun er ikke en hvem som helst. Skal holde en forelæsning i Essen.

Jeg fortsætter til Köln. Jeg skal egentlig kun til Dortmund, men der ankommer mit tog uhyggeligt tidligt om morgenen, så jeg har valgt at fortsætte til Köln. Jeg har længe ønsket at gense Kölner Dom. Klokken 9 er jeg i Köln. Det passer fint. Efter at have besøgt den store kirke kan jeg tage tilbage til Dortmund og være der til frokost. Prisen på billetten er den samme med eller uden Köln som destination. Den store sorte Domkirke er så majestætisk, som jeg husker den. I dag er den omgivet af fine hoteller og fancy butikker i stilrene 60.er bygninger.

 

Sidst jeg var her ragede de takkede tvillinge-tårne op i ensom majestæts midt i en stor grå mark af ruinbrokker. Et under at domkirken ikke blev helt smadret under det heftige bombardement, der totalt lagde Köln i ruiner i 1945. Tanken om at det ville have været hyggeligt, hvis Linda havde været med på min tur i kirken, strejfer mig. Jeg kunne have fortalt hende noget om Europa, som jeg ikke fik sagt i går aftes. Om krig og ødelæggelse, som de ikke kender det i USA.

 

B.

Der er to kvinder i kupeen. Den ene er dansk. En label på hendes kuffert fortæller, at hun hedder Lena Jensen. Hun er lige ankommet til sovevognskupeen et øjeblik før, en fløjte ude på perronen forkynder, at nu er det afgang. Mens hun bakser med at få anbragt sin kuffert under sæderne, forsøger Lena, at indlede en samtale med et par små bemærkninger på syngende nordsjællandsk :

• ”Puh hvor er éd  koldti vejret.”
• ” Her er da pænt rent.”

 

Den anden kvinde forstår ikke, hvad der bliver sagt. Hun kikker spørgende på den sidst ankomne og siger så

– ” My name is Linda Hays. I am from New York. ”

Den danske kvinde slår ubesværet om til engelsk og snart glider samtalen let mellem de to jævnaldrende . Det viser sig, at de har meget mere tilfælles end køn og alder. De arbejder begge med børn og unge. Den amerikansk kvinde griber chancen for at udspørge den danske om , hvordan det er at arbejde med børn og unge i Danmark. Hvad hun laver med dem.

-”Lærer dem at læse. De fleste af mine elever er dyslektikere. Og kan ikke læse. ”

Amerikaneren vil vide, hvem der betaler for undervisningen. Hun vil vide, om det hjælper og hvordan eleverne klarer sig efter skolen . Får de en uddannelse Får de et arbejde, en familie et liv?? Toget vugger sig vej gennem det sjællandske aftenlandskab. Ved færgen bliver alle gænnet op på færgen. Linda er lidt nervøs over at skulle forlade sin kuffert, men bliver beroliget da konduktøren låser døren til kupeen. Oppe på færgen drikker de to en kop kaffe samme. De sidder og taler fortroligt, som var de gamle venner.

Atter tilbage i kupeen bruger de lidt tid på at gøre kupeens to køjer klar. Det er tydeligt at de tilfældige rejsefæller nyder at tale sammen. Klokken bliver næsten 23  før de vælger at slukke lyset. Lyden af åndedræt fra de sovende i køjerne blander sig med det rytmiske dunken af hjul mod skinner der fører dem længere og længere ned i Tyskland.

I Essen stiger den amerikansk kvinde af toget. Først i Köln forlader Lena natekspressen til Paris. Hun vil se Kölner Dom. Sidst hun så den kolossale kirke, var en gang 10 år efter krigen. Kirken havde været udsat for de allieredes  bombardementer under 2. verdenskrig, og var lige blevet genåbnet I 56 . Den store gotiske bygning med de monumentale 2 tårne stod dengang tragisk alene midt på en slette af ruiner. Nu er kirken omgivet af et velplejet torv med fine hoteller og fancy butikker. Støvet er væk, men også lidt at storheden. Mærkeligt at opleve modsætningen. Krig og fred. Lena opdager at hun savner Linda. Det ville have vært fint at kunne dele denne oplevelse med den kloge kvinde fra aftenen før.

 

Et par uger senere flyver et fly mod en bygning i N.Y.. Lena hører det i bilradioen. Da hun er kommet hjem åbner hun for TV, lige tids nok til at se det næste fly ramle ind i det høje tårn nummer 2. Mens hun sidder klistret til skærmen, falder hele komplekset sammen. En kæmpe støvsky dækker billedfladen og forandrer for altid USA´s opfattelse af krig. Grusomheden bliver nærværende og bevidst for alle. Det teoretiske fordamper.

Lena sendte senere en e-mail til Linda Hays for at kondolere. Hun fik aldrig et svar.