Hvad du ønsker.

Jeg slentrede gennem lufthavnen .

Jeg var på vej ud mod F-fingeren, hvilket ikke betyder fuck–fingeren , men den finger i luftavnen, der meget sigende hedder F. F for fattig. F er stedet for dem, der rejser så billigt som muligt.

Jeg havde masser af tid. Jeg elsker at være i god tid. Eller sagt mere korrekt: jeg hader at have en stram tidsplan.

Det medfører, at det nok er ret utåleligt at rejse sammen med mig. Jeg vil af sted før mine rejsefæller har drukket kaffen eller læst avisen færdig.

Mine rejsefæller opfatter det ofte som tidsspilde, at være i det, jeg mener, er god tid. Jeg har behov for masser af tid . Hvis jeg ikke har en rigelig tidsmargin, føler jeg, at jeg skal kvæles. Jeg sveder og bliver nærmest utilpas.

PÅ denne tur var jeg alene. Så jeg havde planlagt god tid uden at genere nogen, selv om det egntlig var mit nytårsfortsæt at begrænse min trang til overflødig tid.

Min kuffert , den nye, trillede næsten lydløst bag mig, som en lille rød hund, der trofast følger sin herre

Posen med de sikkert alt for dyre indkøb fra den toldfrie (et mærkeligt navn—et levn fra før EU) svingede i min højre hånd.

SÅ hørte jeg en dyb rumlen fra en større vogn  nærme sig min ryg i den ellers tomme gang. Jeg vendte mig om for at se, hvad det var.

Jeg havde fået selskab af kvinde med en rengøringsvogn.

Hun skubbede vognen med spande og koste med den ene hånd. I den anden holdt hun en mobiltelefon. Mens jeg iagttog hende, placerede hun telefonen i lommen på sin kittel og begyndte at proppe høretelefoner i ørene.

Hun ville åbenbart lytte til noget musik. Men nej . Det var et opkald hun havde gang i.

Vi trillede begge to videre gennem den endeløse gang. Hun var nu oppe på siden af mig. Jeg kunne lugte den stramme svedlugt, der drev om hende , som en usynlig sky. Hun havde nok været i gang længe den morgen. Gammelt sved.

Det var umuligt ikke at høre hendes del af samtalen. Åbenbart havde hun ikke lagt mærke til mig.

• Tillykke, Tillykke
• Ja, mor jeg er ude for at motionere. Nu kommer jeg forbi bageren.
• Hvis jeg var hjemme, ville jeg købe morgenbrød til dig.
• Du får den nok i morgen.
• Jeg har sendt den.
• Det er det, du har ønsket dig.
• Ja det var dyrt, men det gør ikke noget.
• Nu er jeg nede ved åen. Kan du høre vandet.

Kvinden, som nok var omkring de 25 år, pjaskede med en hånd i den fyldte spand på rengøringsvognen.

• Vi tales ved i aften. Kan du ha en dejlig dag. Nu er jeg nød til at vende om nu. Min forelæsning starter om lidt. Det er så spændende. Jeg vil nødigt misse bare så meget som et sekund. Du kan tro jeg er glad for det.
• Kys , kys.

Så var samtalen slut og vi drejede begge om det sidste hjørne. Her ankom vi til det store repos foran rulletrapperne ned til F-hallen . Kvinden skubbede sin rengøringsvogn ind i elevatoren, på trods af at adskillige skilte forbød bagagevogne. Forbuddet galt åbenbart ikke rengøringsvogne. Hun havde tydeligvis et ærinde i hallen.

Jeg tog rulletrappen. Kvinden var allerede nede med vogn og remedier, før jeg nåede ind i hallen .

Det sidste jeg så af hende, var hendes kittelklædte ryg, der forsvandt ind bag en næsten usynlig dør. Døren var malet i de samme farver som væggen og indgik i et velment forsøg på at dekorere den store vægflade til højre i trappeskakten med forskelige grønne farvefelter.

Nu lukkede døren sig bag hende og hun var lige så usynlig, som hun åbenbart havde følt sig under samtalen i den lange gang.. Der var ingen dørkarm eller andet til at antyde , at der var en dør, kun et lille skilt ”Staff only ” og et diskret dørhåndtag, afslørede, at her kunne nogle få udvalgte gå ind. Jeg trillede min kuffert hen til toilettet. Det var for alle.

Kvindens samtale optog mig og fyldte mine tanker, da jeg vel ude igen. Jeg satte mig ned for at vente på, at man kunne begynde at boarde. Hvad mon moren havde ønsket sig? Og hvorfor var pakken ikke nået frem? Mon den gamle mor var syg, siden den unge kvinde følte sig så sikker på, at hendes løgn om motion i den frie natur og spændende forelæsninger ikke ville blive afsløret. Eller boede hun bare lang, lang væk.

På vej over landingspladsen mod trappen til flyets bagende forekom det mig at jeg allerede kendte den unge kvinde. Hvis jeg havde haft travlt, ville jeg nok ikke have lyttet til rengøring assistentens samtale med sin mor. Jeg måtte nok hellere droppe det nutårsforsæt.

Så lettede vi.