I mørke.

Ny Historie uden alvidende fortæller. Et lille eksperiment.

 

Mørket lukker sig om mig. Eller måske skulle jeg sige: Mørket omslutter mig .Jeg kan intet se intet høre ; alle lyde er dumpe og indelukkede, som var de bevidst dæmpet med vat. Med  fingerspidserne undersøger jeg de lodrette, ujævne jordvægge, som bremser ethvert tilløb til, at lydbølger skulle få sat luften i svingninger. Jeg har ikke lyst til at bruge min stemme. Det holdt jeg op med for et par dage siden. Ingen reagerede alligevel på mine råb, Men mine stemmelæber blev slidt helt hæse og ømme. Jeg har stadig svært ved at synke. Tørsten, som nu er sønderslidende, gør det heller ikke bedre.

 

Jeg er ikke længere bundet. Det er lykkedes for mig at slide mine hænder fri af de snærende remme, der i begyndelsen holdt mine arme stramt fastlåst på min ryg. Jorden i bunden af hullet blev fugtig af regn. Det medførte at remmene , der var lavet af en læderstrimler, blev så opblødte, at jeg kunne strække dem fra hinanden og efter uendelig lang tids slid fik jeg mine hænder fri. Derefter var det uden problemer at fjerne alle de øvrige reb . Dem om benene og det reb, der holdt klædet om mine øjne fast. Jeg undrer mig over alt er så mørkt. Der er overhovedet intet lys. Intet at skelne i mørket. Ingen stjerner når jeg vender ansigtet op mod det der burde være himmelen. Jeg kender kun hullets størrelse ved at strække mine arme ud. Jeg kan lige nå siderne med strakte arme, og hvis jeg drejer langsomt rundt får jeg fornemmelsen af, at jeg er i en dyb brønd.

 

Jeg ved ikke hvordan jeg er kommet herned., for det må være nede. Når det regner løber der vand her ned i hullet. Hullet er dybt. Selv om jeg hopper så meget jeg kan, formår jeg ikke at række op til kanten af hullet. På et tidspunkt begyndte jeg at mærke regn . Det undrede mig at det kunne regne ned i hullet. Jeg havde på det tidspunkt besluttet at hullet måtte være indendørs, fordi der var så lidt lys. Det kunne ikke være natten, der var så lang. Hullet måtte altså være placeret et sted, hvor man kunne lukke al lys ude. Måske i en kælder. Men åbenbart havde jeg taget fejl. Jeg mærkede tydeligt regnen på mit ansigt, altså måtte hullet være udendørs.

 

Det korte af det lange : Jeg ved ikke, hvor jeg er, oven i købet ved jeg heller ikke hvem jeg er. Eller hvorfor jeg er her. Jeg ved ingen ting, som om jeg var det førte menneske i verden. Men der må have været nogen før mig, for nogen har bundet mig med læderremme og anbragt mig i dette hul. Nogen har gravet hullet. Og jeg må have en vis betydning, siden man har fundet det umagen værd, at grave hullet og anbringe mig her. Da det regnede blev jeg først bange, bange for at drukne, fordi jeg mærkede hvordan vandet silede ned i hullet i små væld langs siderne. men så fik jeg hænderne fri og følelsen af igen at kunne bruge hænderne gav mig en fornemmelse af at alt var muligt. Hvis hullet løb fuld med vand kunne jeg bare svømme op til kanten. Nogle få pytter samlede sig i det blændende mørke før de sivede ned i den porøse bund og forsvandt under bunden. Mine famlende hænder fandt vand og jeg ærgrede mig over at jeg kort forinden havde tisset i et hjørne. Jeg kunne ikke få mig selv til at drikke vandet. . Jeg huskede at en overlevelsesekspert i en af sine utallige udsendelser om at overleve i ødemarken, havde drukket sit eget tis. Man døde altså ikke af det, men man kan dø af tørst.

Det er besynderligt, at jeg kan huske en udsendelse i tv men ikke aner hvad jeg hedder eller hvor gammel jeg er. Jeg følte på min krop, på bryster og mave, begge dele pænt laskede. Jeg er ikke helt ung mere, men dog ung nok til at kunne hoppe temmelig højt . Jeg hopper igen og støder med armene imod siden af hullet. En kaskade af jord og småsten rasler ned i hullet. Det er måske en løsning. Jeg begynder forsigtigt at skrabe i jorden på siderne af hullet forsigtigt, for ikke at fremkalde skred. Jorden rasler ned i bunden af hullet. Før eller siden vil jeg have skrabet så meget jord ned i mørket at jeg kan nå kanten. Det er et møjsommeligt arbejde. Mine negle er begyndt at blive meget ømme og slidte . Jordvæggene er hårdere end jeg havde håbet på. Og der falder uophørligt jord i mit ansigt . Jeg må passe på at hele siden ikke skrider ned og begraver mig.

Da jeg vågnede rodede jeg mine lommer  mine lommer igennem, og fandt en mobil i den ene lomme . Mobilen har sikkert også været våd, mens jeg var uden bevidsthed. Den er totalt død. I en anden af mine lommer var der en pose med karameller. Der er 12 stk. tilbage nu. Fedtede og fugtige. Jeg tager en af dem og pakker den omhyggeligt ud, lægger den forsigtigt på min tunge og prøver at lade den smelte langsomt, langsomt, på tungen. Nu bruger jeg mobilen til at skrabe jord fri af siden, ned i hullet. Når bunden er helt fuld af løs jord tramper jeg den fast med små trippende skridt. Det skal helst ikke blive til mudder hvis det begynder at regne igen. Jeg vil gerne have et fast underlag, og jeg bemærker til min fryd at bunden langsomt hæver sig ved hjælp af al den jord der stille og roligt drysser ned i mit mørke hul. Det gav skub i processen, at jeg begyndte at bruge min telefon som graveredskab. Kluntet men effektivt. Det er en god ting for mig , at have en beskæftigelse. En vis ro breder sig i mig. Det skal nok gå , jeg skal bare grave så meget jord løs, at jeg kan nå kanten. Siderne er nu helt udhulede og hver jordklump der falder ned løfter mig højere op mod kanten.